FORTÆLLEREN

 

 

Global House Holistic   I pagt med naturen

 

 

 

 

Fortælleren er I os alle.

 

Her finder du mine egne videoer, historie og andres historier m.v.

Hvis du har lyst til at sende mig egne oplysende videoer, skrevne historier som relaterer til indholdet på hjemmesiden hører jeg gerne fra dig.

 

 

Historier:

 

 

 

 

Signs of a changing Season

 

The famous naturalist John Burroughs wrote that one observes nature best outside his doorstep, on daily walks, close to home.

He said that a person comes to know a familiar landscape like his own character, and that it becomes a part of oneself. Burroughs said that by observing nature close to home we are able to see the changes in nature that occur day to day season by season, and year by year.

For the past several years I have been taking morning walks in an area near my home in all seasons, regardless of the weather. I have found that all the wise words John Burroughs wrote are correct. I truly have begun to see changes and beauty in nature that I have missed before, and in doing so have been enriched.

I have acquired an understanding of the wonders and beauty each new day brings, and what a gift it is to witness it.

Winter brings changes to my walking area that are profound and not for the faint hearted. It takes a deep desire to head out on mornings below zero, when the wind chill is 20 or 30 below. But it is worth it; in hearing the wind thunder through the cottonwoods, in the designs in the ice on the pond, in the sun bleached tan and yellow meadow grasses, in looking into the wild hungry eyes of a fox or coyote.

By midwinter though I find myself thinking about the warmth and green beauty of spring, and I begin anxiously searching for any sing that the new season is approaching.

Naturalists like Burroughs, Thoreau, Margaret Milne, and Roger Tory Peterson all have written that the arrival of spring is not sudden, corresponding to a set calendar date, but comes in small day to day increments, according to nature's own timetable, and can vary considerably from one year to the next.

The first sign of spring I have noticed so far is simply that my morning walks are more and more in light, rather than in winter solstice dark. The dawn comes a few minutes earlier from now til the summer solstice in June.

Another sign of the changing season reveals itself when the snow recedes from the grassy meadow I walk through each morning. The earthy scent of early spring emanates from the the from newly exposed moist soil and tender yellow and brown grass of last season. It is a familiar smell that I remember from past years of walking. A few more days of sunshine witll induce tender green grass blades to begin popping up the the yellow winter meadow. I hope to pass through on the morning they are first visible and accept their sign as a greeting to the new season.

The call of a male Redwing blackbird was the first of this new year. He has already returned on this warm day to search out a piece of cattail marsh to defend as his own. If he is chosen by a female redwing that returns later he may have a family on his chosen territory.

Waterfowl will soon begin to migrate north. Common, Hooded, and Redbreasted Mergansers follow the slow progression of warm weather up the continent. By late spring they are gone, and I will not see them again til fall.

Hawks slowly rising on air currents, then soaring gracefully down to catch the next one, is also a sign of the changing season. They have spend the winter in central or southern America and are returning along with the waterfowl, except in in a much more leisurely manner, with slow soaring instead of flapping of wings.

On these midwinter days I walk beneath the skeleton branches of woodland trees, and see them reach up into the sunrise pink and red clouds. Next season's tiny leaves are up among the branches, protected by tough bud scales at the ends of the twigs. The bud scales and scars left when last years leaves fall are unique for each kind of tree, and can be used to identify the different trees. The immature leaves are also waiting for the warm days of spring, to the time when they will throw off the bud scale and unfold into shady green summer.

The foxes begin digging their den in late winter and will have their babies sometime in March. For several weeks the young foxes will stay in the protection of the Den. When they leave the Den their mother keeps a watchful eye on them. If danger comes by she barks at them to head undergound while she runs off as a decoy, stopping in the meadow to check out me and my dogs on our walk. Daughters from previous year's litters may help mom raise the new family, bringing food for her new brothers and sisters.

The sound of runing water from snowmelt signifies spring is near. It is soothing to sit and listen to the music from a small brook. The water tumbling over rocks or moss masks the highway noise a quarter mile away, or from a trash truck on the road over the ridge, or from a train a mile away. If I am lucky I will lose myself in daydreaming for a moment. I believe there is the essence of healing in taking the time to slow down and enjoy natural things like water running in this brook.

I will sit and enjoy the progression of the seasons, or walk on the path through the meadow and through the woods in my close by paradise of common nature. Each season my eyes are more opened to nature discoveries and beauty I have not seen before.

 

"Nature comes home to one most when he is at home'

. . . . John Burroughs.

 

 

Poesi og Prosa:

 

T.S. Elliot

 Little Gidding

 Ash on an old man's sleeve
 Is all the ash the burnt roses leave.
 Dust in the air suspended
 Marks the place where a story ended.
 Dust inbreathed was a house-
 The walls, the wainscot and the mouse,
 The death of hope and despair,
     This is the death of air.
 
 There are flood and drouth
 Over the eyes and in the mouth,
 Dead water and dead sand
 Contending for the upper hand.
 The parched eviscerate soil
 Gapes at the vanity of toil,
 Laughs without mirth.
     This is the death of earth.
 
 Water and fire succeed
 The town, the pasture and the weed.
 Water and fire deride
 The sacrifice that we denied.
 Water and fire shall rot
 The marred foundations we forgot,
 Of sanctuary and choir.
     This is the death of water and fire.
 
 In the uncertain hour before the morning
   Near the ending of interminable night
   At the recurrent end of the unending
 After the dark dove with the flickering tongue
   Had passed below the horizon of his homing
   While the dead leaves still rattled on like tin
 Over the asphalt where no other sound was
   Between three districts whence the smoke arose
   I met one walking, loitering and hurried
 As if blown towards me like the metal leaves
   Before the urban dawn wind unresisting.
   And as I fixed upon the down-turned face
 That pointed scrutiny with which we challenge
   The first-met stranger in the waning dusk
   I caught the sudden look of some dead master
 Whom I had known, forgotten, half recalled
   Both one and many; in the brown baked features
   The eyes of a familiar compound ghost
 Both intimate and unidentifiable.
   So I assumed a double part, and cried
   And heard another's voice cry: "What! are you here?"
 Although we were not. I was still the same,
   Knowing myself yet being someone other-
   And he a face still forming; yet the words sufficed
 To compel the recognition they preceded.
   And so, compliant to the common wind,
   Too strange to each other for misunderstanding,
 In concord at this intersection time
   Of meeting nowhere, no before and after,
   We trod the pavement in a dead patrol.
 I said: "The wonder that I feel is easy,
   Yet ease is cause of wonder. Therefore speak:
   I may not comprehend, may not remember."
 And he: "I am not eager to rehearse
   My thoughts and theory which you have forgotten.
   These things have served their purpose: let them be.
 So with your own, and pray they be forgiven
   By others, as I pray you to forgive
   Both bad and good. Last season's fruit is eaten
 And the fullfed beast shall kick the empty pail.
   For last year's words belong to last year's language
   And next year's words await another voice.
 But, as the passage now presents no hindrance
   To the spirit unappeased and peregrine
   Between two worlds become much like each other,
 So I find words I never thought to speak
   In streets I never thought I should revisit
   When I left my body on a distant shore.
 Since our concern was speech, and speech impelled us
   To purify the dialect of the tribe
   And urge the mind to aftersight and foresight,
 Let me disclose the gifts reserved for age
   To set a crown upon your lifetime's effort.
   First, the cold fricton of expiring sense
 Without enchantment, offering no promise
   But bitter tastelessness of shadow fruit
   As body and sould begin to fall asunder.
 Second, the conscious impotence of rage
   At human folly, and the laceration
   Of laughter at what ceases to amuse.
 And last, the rending pain of re-enactment
   Of all that you have done, and been; the shame
 Of things ill done and done to others' harm
   Which once you took for exercise of virtue.
   Then fools' approval stings, and honour stains.
 From wrong to wrong the exasperated spirit
   Proceeds, unless restored by that refining fire
   Where you must move in measure, like a dancer."
 The day was breaking. In the disfigured street
   He left me, with a kind of valediction,
   And faded on the blowing of the horn

(Little Gidding: a village in south England, important historically to both
Royalists and Anglicans; Eliot was a member of both groups).
 

 

 

 

Eventyr og fabler:

 

 

 

H.C. Andersen - Hans Christian Andersen eventyr

Dryaden

 1868

Et Eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867

Vi reise til Udstillingen i Paris.
Nu ere vi der! det var en Flugt, en Fart, aldeles uden Troldom; vi gik med Damp i Fartøi og paa Landevei.
Vor Tid er Eventyrets Tid.
Vi ere midt i Paris, i et stort Hotel. Blomster pynte heelt op af Trappen, bløde Tæpper hen over Trinene.
Vor Stue er hyggelig, Balcondøren staaer aaben ud til en stor Plads. Dernede boer Foraaret, det er kjørt til Paris, indtruffet paa samme Tid som vi, det er kommet i Skikkelse af et stort ungt Kastanietræ, med nys udsprungne, fine Blade; hvor er det klædt i Foraars-Deilighed fremfor de andre Træer paa Pladsen! et af disse er aldeles gaaet ud af de levende Træers Tal, og ligger, rykket op med Rod, kastet hen over Jorden. Der, hvor det stod, skal nu det friske Kastanietræ plantes og groe.
Endnu har det Plads, høit stillet op, paa den tunge Vogn, der i denne Morgen bragte det til Paris, flere Mile borte fra, paa Landet. Der havde det staaet i Aaringer tæt ved en mægtig Eeg, og under den sad tidt den gamle velsignede Præst, der talte og fortalte for de lyttende Børn. Det unge Kastanietræ hørte med derpaa; Dryaden inde i det var jo Barn endnu; hun kunde huske tilbage i Tiden, da Træet var saa lille, at det kun ragede lidt op over de høie Græsstraa og Bregner. De vare da saa store de kunde blive, men Træet voxte og tog til hvert Aar, drak Luft og Solskin, fik Dug og Regn og blev, som nødvendigt var, rusket og rystet af de stærke Vinde. Det hører til Opdragelsen.
Dryaden var glad ved sit Liv og sin Leven, ved Solskinnet og Fuglenes Sang, men dog gladest ved Menneskenes Stemme, hun forstod deres Tale ligesaa godt som hun forstod Dyrenes.
Sommerfugle, Guldsmede og Fluer, ja, Alt hvad flyve kunde, aflagde Visit; sladdre gjorde de Allesammen: fortalte om Landsbyen, Viinmarken, Skoven, det gamle Slot med Parken, hvori var Canaler og Damme; dernede i Vandet boede ogsaa levende Væsener, der paa deres Maade kunde flyve fra Sted til Sted under Vandet, Væsener med Kundskab og Tænkning; de sagde ikke Noget, saa kloge vare de.
Og Svalen, der havde dukket ned i Vandet, fortalte om de smukke Guldfiske, om den fede Brasen, de tykke Suder og de gamle, mosgroede Karudser. Svalen gav en meget god Beskrivelse, men man seer dog bedre selv, sagde den; men hvor skulde nogensinde Dryaden faae de Væsener at see! hun maatte lade sig nøie med at kunne see ud over det deilige Landskab og fornemme den travle Menneskevirksomhed.
Deiligt var det, men deiligst dog, naar den gamle Præst stod her under Egen og fortalte om Frankrig, om Stordaad af Mænd og Qvinder, hvis Navne nævnedes i Beundring gjennem alle Tider.
Dryaden hørte om Hyrdepigen Jeanne d'Arc, om Chartotte Corday, hun hørte om ældgammel Tid, om Henrik den Fjerdes og Napoleon den Førstes Tid, og heelt op i Nutid om Dygtighed og Storhed; hun hørte Navne, i hvert var en Klang ind i Folkets Hjerte: Frankrig er Verdens-Landet, Smillets Jordbund med Frihedens Krater!
Landsbybørnene hørte andægtigt til, Dryaden ikke mindre; hun var Skolebarn med de Andre. Hun saae i de seilende Skyers Skikkelse Billed paa Billed af hvad hun havde hørt fortælle.
Skyhimlen var hendes Billedbog.
Hun følte sig saa lykkelig i det skjønne Frankrig, men havde dog en Følelse af at Fuglene, at hvert Dyr, der kunde flyve, vare langt mere begunstigede end hun. Selv Fluen kunde see sig om, vidt omkring, langt ud over Dryadens Synskreds.
Frankrig var saa udstrakt og herligt, men hun saae kun en lille Plet deraf; verdensvidt strakte Landet sig med Viinmarker, Skove og store Byer, og af alle disse var Paris den herligste, den mægtigste. Derhen kunde Fuglene naae, men aldrig hun.
Der var imellem Landsbyens Børn en lille Pige, saa pjaltet, saa fattig, men deilig at see paa; altid sang hun og loe hun, bandt røde Blomster i sit sorte Haar.
"Kom ikke til Paris!" sagde den gamle Præst. "Stakkels Barn! kommer Du der, det bliver din Fordærv!"
Og dog gik hun derhen.
Dryaden tænkte tidt paa hende, de havde jo Begge samme Lyst og Længsel efter den store Stad.
Det blev Vaar, Sommer, Høst, Vinter; et Par Aar gik hen.
Dryadens Træ bar sine første Kanstanieblomster, Fuglene qviddrede derom i det deilige Solskin. Da kom hen ad Veien en stadselig Vogn med en fornem Dame, selv kjørte hun de letspringende smukke Heste; en pyntet lille Jockey sad bag paa. Dryaden kjendte hende igjen, den gamle Præst kjendte hende igjen, rystede med Hovedet og sagde bedrøvet:
"Du kom derind! det blev din Fordærv, stakkels Mari!"
"Hun en Stakkel!" tænkte Dryaden, "nei, hvilken Forvandling! hun er klædt op til Hertuginde! det blev hun i Fortryllelsens Stad. O var jeg dog der i al den Glands og Pragt! den lyser selv op paa Skyerne i Natten, naar jeg seer derhen, hvor jeg veed at Byen findes."
Ja, derhen, mod den Kant saae Dryaden hver Aften, hver Nat. Hun saae den straalende Taage i Synkredsen; hun savnede den i den lyse, maaneklare Nat; hun savnede de seilende Skyer, der viste hende Billeder fra Stad og Historie.
Barnet griber efter sin Billedbog, Dryaden greb efter Skyverdenen, hendes Tankebog.
Den sommervarme, skyfrie Himmel var hende et tomt Blad, og nu i flere Dage havde hun kun seet et saadant.
Det var den varme Sommertid, med solhede Dage uden Luftning; hvert Blad, hver Blomst laae som i en Døs, Menneskene med.
Da løftede sig Skyer, og det i den Kant, hvor i Natten den straalende Taage forkyndte: her er Paris.
Skyerne løftede sig, formede sig som et heelt Bjergland, skøde sig frem gjennem Luften, ud over det hele Landskab, saa vidt Dryaden kunde øine.
Skyerne laae som sortblaae mægtige Klippeblokke Lag paa Lag høit i Luften. Lynstraalerne foer ud, "ogsaa de ere Gud Herrens Tjenere", havde den gamle Præst sagt. Og der kom et blaanende, blendende Lyn, et Lysblink, som var det Solen selv, der sprængte Klippeblokkene, Lynet slog ned og splintrede til Roden det gamle mægtige Egetræ; dets Krone skiltes, Stammen skiltes, flækket faldt det, som bredte det sig ud for at omfavne Lysets Sendebud.
Ingen Malmkanoner mægte at runge gjennem Luft og over Land ved et Kongebarns Fødsel, som Tordendrønet her ved det gamle Egetræes Bortgang. Regnen strømmede ned, den forfriskende Vind luftede, Uveiret var forbi, der blev saa søndagsfestligt. Byens Folk samlede sig om den fældede gamle Eeg; den gamle Præst talte Hæders-Ord, en Maler tegnede Træet selv til blivende Minde.
"Alt farer hen!" sagde Dryaden, "farer hen, som Skyen, og kommer aldrig igjen!"
Den gamle Præst kom her ikke meer; Skoletaget var faldet, Lærerstolen borte. Børnene, de kom her ikke, men Efteraaret kom her, Vinteren kom her, men ogsaa Foraaret, og i al den vexlende Tid saae Dryaden hen mod den Kant hvor hver Aften og Nat, fjernt i Synskredsen, Paris lyste som en straalende Taage. Ud fra den fløi Locomotiv ved Locomotiv, det ene Banetog ved det andet, efter det andet, susende, brusende, og det paa alle Tider; ved Aften og Midnat, ved Morgen og hele den lyse Dag kom Togene, og fra hver og ind i hver stimlede det fra alle Verdens Lande med Mennesker; et nyt Verdens-Under havde kaldt dem til Paris.
Hvorledes aabenbarede sig dette Under?
"En Konstens og Industriens Pragtblomst", sagde de, "er skudt frem paa Marsmarkens planteløse Sand; en kæmpestor Solsikke, af hvis Blade man kan lære Geographi, Statistik, faae Oldermands Kundskab, løftes op i Konst og Poesi, kjende Landenes Størrelse og Storhed." - "En Eventyrblomst", sagde Andre, "en broget Lotusplante, der breder ud over Sandet sine grønne Blade, som Fløielstæpper, skudte frem i det tidlige Foraar, Sommertiden skal see den i al dens Pragt, Efteraarets Storme vil veire den hen, der bliver ei Blad eller Rod."
Udfor "Militair-Skolen" strækker sig Krigens Arena i Fredens Tid, Marken uden Græs og Straa, et Stykke Sandsteppe, skaaret ud af Afrikas Ørken, hvor Fata Morgana viser sine sælsomme Luftslotte og hængende Haver; paa Marsmarken stode de nu prægtigere, mere vidunderlige, thi de vare Virkelighed ved Snillet.
"Nutidens Aladdins Slot er reist!" lød det, "Dag for Dag, Time for Time udfolder det meer og meer sin rige Herlighed. Med Marmor og Farver prange de uendelige Haller. Mester "blodtøs" rører her sine Staal- og Jern-Lemmer i Maskinernes store Ring-Sal. Konstværker i Metal, i Steen, i Vævning forkynde det Aandens Liv, der rører sig i Verdens Lande; Billedsale, Blomsterpragt, Alt hvad Aand og Haand kan skabe i Haandværkerens Værksted er her stillet til Skue; selv Oldtids Minder fra gamle Slotte og Tørvemoser have givet Møde.
Det overvældende store, brogede Skue maa gjøres smaat, trænges sammen til et Legetøi, for at kunne gjengives, opfattes og sees i Heelhed.
Marsmarken bar som et stort Julebord et Industriens og Konstens Aladdins Slot, og rundt om dette var stillet Nips fra alle Lande: Storheds Nips; hver Nation fik en Erindring om sit Hjem.
Her stod Ægyptens Kongeslot, her Ørkenlandets karavanserai; Beduinen paa sin Kameel, kommende fra sit Solland, jog forbi; her bredte sig russiske Stalde med ildfulde, prægtige Heste fra Stepperne; det lille straatækkede danske Bondehuus stod med sit Danebrogs Flag nær Gustav Vasas prægtigt i Træ skaarne Huus fra Dalarne; amerkanske Hytter, engelske Cottager, franske Pavilloner, Kiosker, Kirker og Theatre laae forunderligt strøede omkring, og mellem alt Dette, det friske grønne Græssvær, det klare, rindende Vand, blomstrende Buske, sjeldne Træer, Glashuse, hvor man maatte troe sig i de tropiske Skove; hele Rosenhaver, som hentede fra Damascus, prangede under Tag; hvilke Farver, hvilken Duft!
Drypsteenshuler, konstigt gjorte, omsluttende ferske og salte Vande, frembød Skuet af Fiskenes Rige; man stod nede paa Havsens Bund mellem Fiske og Polyper.
Alt dette, sagde de, bærer og frembyder nu Marsmarken, og hen over dette store rigtdækkede Festbord bevæger sig som travle Myresværme den hele Menneskevrimmel, tilfods eller trukket i smaa Vogne, alle Been udholde ikke en saa trættende Vandring.
Herud, fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, komme de. Dampskib ved Dampskib, overfyldt af Mennesker, glider ned ad Seinen, Vognmængden er ideligt i Tiltagende, Folkeskaren tilfods og tilhest er i Tiltagende, Sporvogne og Omnibusser ere proppede, stoppede og garnerede med Mennesker, alle disse Strømninger bevæge sig mod eet Maal: "Pariser-Udstillingen!" Alle Indgangene prange med Frankrigs Flag, rundt om Landenes Basar-Bygning vifte alle Nationers Faner; det suser og summer fra Maskinernes Hal, Klokkespil klinge i Melodi ned fra Taarnene, Orgelet spiller derinde i Kirkerne; hæse, snøvlende Sange blande sig deri fra Østerlændernes Cafeer. Det er som et babelsk Rige, et babelsk Tungemaal, et Verdens Under."
Tilvisse saaledes var det, saaledes lød Efterretninger derom, hvo hørte det ikke? Dryaden vidste Alt, hvad her er sagt om "det nye Under" i Byernes By.
"Flyv, I Fugle! flyv hen at see, kom igjen og fortæl!" var Dryadens Bøn.
Længselen svulmede til Ønske, blev Livstanke - og da: i den stille, tause Nat, Fuldmaanen skinnede, da fløi ud fra dens Skive, saa Dryaden, en Gnist, der faldt, lyste som et Stjerneskud, og foran Træet, hvis Grene bævede som ved et Stormkast, stod en mægtig, lysende Skikkelse; den talte i Toner saa bløde og stærke som Dommerdags-Basunen, der kysser til Liv og kalder til Dom.
"Du skal komme derind i Fortryllelsens Stad, Du skal der fæste Rod, fornemme de susende Strømninger, Luften og Solskinnet der. Men din Levetid vil da forkortes, den Række af Aaringer, som ventede Dig her ude i det Frie, tæres sammen derinde til en ringe Sum af Aar. Stakkels Dryade, det bliver din Fordærv! din Længsel vil voxe, din Higen, dit Forlangende blive stærkere! Træet selv vil være Dig et Fængsel, Du vil forlade dit Hylster, forlade din Natur, flyve ud og blande Dig mellem Menneskene, og da ere dine Aar svundne ind til Døgnfluens halve Levetid, en eneste Nat kun; dit Liv pustes ud, Træets Blade visne og veire hen, komme aldrig igjen."
Saa klang det, saa sang det, og Lysningen svandt, men ikke Dryadens Længsel og Lyst; hun bævede i Forventning, i vild Fornemmelses Feber.
"Jeg kommer derhen til Byernes By!" jublede hun, "Livet begynder, svulmer som Skyen, Ingen veed hvor den farer hen."
 


I Daggry, da Maanen blev bleg og Skyerne røde, slog Opfyldelsens Time, Løftets Ord bleve løste.
Der kom Folk med Spade og Stænger; de gravede rundt om Træets Rod, dybt ned, ind under det; der kjørte frem en Vogn, trukket af Heste, Træet med Rødder og den Jordklump, de holdt om, blev løftet, omsvøbt med Sivmaatter, en heel varm Fodpose, og saa blev det sat paa Vognen, bundet fast, det skulde paa Reise, til Paris, groe og blive der i Frankrigs Storheds Stad, Byernes By.
Kastanietræets Grene og Blade bævede i Bevægelsens første Øieblik, Dryaden bævede i Forventningens Vellyst.
"Afsted! afsted!" klang i hvert Pulsslag. "Afsted! afsted!" klang det i bævende, hensvævende Ord. Dryaden glemte at sige Levvel til sin Hjemstavns Egn, til de svaiende Græsstraa og de uskyldige Gaaseurter, der havde seet op til hende som til en stor Dame i Vorherres Urtegaard, en ung Prindsesse, der legede Hyrdinde herude i det Frie.
Kastanietræet var paa Vognen, det nikkede med sine Grene, "lev vel" eller "afsted", Dryaden vidste det ikke, hun tænkte paa, hun drømte om det vidunderlige Nye, og dog saa Kjendte, der skulde rulle op. Intet Barnehjerte i uskyldig Glæde, intet Sandselighedens Blod har mere tankeopfyldt end som hun begyndt Reisen til Paris.
"Lev vel!" blev "afsted! afsted!"
Vognhjulene dreiede, det Fjerne blev nær, lagt bagved; Egnen vexlede som Skyerne vexle; nye Viinmarker, Skove, Landsbyer, Villaer og Haver skøde op, kom frem, rullede ud. Kastanietræet bevægede sig fremad, Dryaden fremad med det. Locomotiv ved Locomotiv bruste tæt forbi hinanden, krydsede hinanden; Locomotiverne sendte Skyer, der formede Skikkelser, som fortalte om Paris, de kom fra, derhen hvor Dryaden skulde.
Alt rundt om vidste og maatte jo forstaae, hvorhen hendes Vei gik; hun syntes, at hvert Træ, hun kom forbi, strakte sine Grene ud mod hende og bad: "Tag mig med! tag mig med!" I hvert Træ var jo ogsaa en længselsfyldt Dryade.
Hvilken Vexel! hvilken Flugt! Det var som Husene skøde op af Jorden, flere og flere, tættere og tættere. Skorstenene løftede sig som Blomsterpotter, stillede paa hinanden og Side om Side hen ad Tagene; store Indskrifter med alenlange Bogstaver, malede Skikkelser op ad Væggene fra Grundstykket til Gesimsen skinnede frem.
"Hvor begyndte Paris, og naar er jeg derinde?" spurgte Dryaden sig selv. Menneskevrimlen voxede, Tummel og Travlhed tog til, Vogn fulgte Vogn, Gaaende Ridende, og rundt om Boutik ved Boutik, Musik, Sang, Skrig, Tale.
Dryaden i sit Træ var midt inde i Paris.
Den store, tunge Vogn holdt stille paa en lille Plads beplantet med Træer, omgivet af høie Huse, hvor hvert Vindue havde sin Balcon; Folk saae deroppe fra ned paa det unge, friske Kastanietræ, som kom tilkjørende og nu skulde plantes her istedetfor det udgaaende, oprykkede Træ, der laae hen over Jorden. Folk stode stille paa Pladsen og saae med Smiil og Fornøielse paa det Foraarsgrønne; de ældre Træer, endnu kun i Knop, hilsede med susende Grene "velkommen! velkommen!" og Springvandet, der kastede sine Straaler iveiret og lod dem pladske i den brede Kumme, lod Vinden bære Draaber over paa det nys komne Træ, som vilde det byde det en Velkomstdrik.
Dryaden fornam, at dens Træ løftedes fra Vognen og at det blev stillet paa dets Fremtids Plads. Træets Rødder skjultes i Jorden, frisk Grønsvær blev lagt ovenover; blomstrende Buske og Urtepotter med Blomster bleve som Træet plantede; her blev en heel Haveplet, midt paa Pladsen. Det udgaaede, oprykkede Træ, dræbt herinde af Gasluft, Madluft og hele den planteqvælende Byluft, blev lagt paa Vognen og kjørt bort. Folkestimlen saae derpaa, Børn og Gamle sad paa Bænken i det Grønne og saae op imellem Træets Blade. Og vi, som fortælle derom, stod paa Altanen, saae ned i det unge Foraar ude fra den friske Landluft, og sagde som den gamle Præst vilde have sagt: "Stakkels Dryade!"
Lyksalig er jeg, lyksalig!" sagde Dryaden, "og dog, jeg kan ikke ret gribe det, ikke udsige, hvad jeg fornemmer; Alt er som jeg tænkte det! og dog ikke som jeg tænkte det!
Husene stode saa høie, saa nær paa; Solen skinnede kun ret paa een Væg, og den var beklistret med Opslag og Placater, hvor Folk stode stille og gjorde Trængsel. Vogne joge forbi, lette og tunge; Omnibusser, disse overfyldte, kjørende Huse, toge Fart, Ridende joge afsted, Karrer og Lystvogne forlangte samme Ret. Vilde dog, tænkte Dryaden, ikke ogsaa snart de høitgroede Huse, der stode saa nær, flytte sig afsted, forandre Skikkelse som Himlens Skyer kunne, glide tilside, at hun kunde see ind i Paris, ud over den. Notre-Dame maatte vise sig, Vendome-Søilen og Underværket, det, som havde kaldt og kaldte de mange Fremmede herhid.
Husene rørte sig ikke af Stedet.
Det var Dag endnu da Lygterne tændtes, Gasstraalerne lyste ud fra Boutikerne, lyste op imellem Træets Grene; det var som et Sommersolskin. Stjernerne oven over kom frem, de samme, Dryaden havde seet i sin Hjemstavn; hun troede at fornemme en Luftning derfra, saa reen og mild. Hun følte sig løftet, styrket, fornam en Seekraft heelt ud igjennem hvert af Træets Blade, Fornemmelse i Røddernes yderste Spidse. Hun følte sig i den levende Menneske-Verden, seet paa af milde Øine; rundt om var Tummel og Toner, Farver og Lys.
Fra Sidegaden klang blæsende Instrumenter og Lirekassers dandsevækkende Melodier. Ja, til Dands, til Dands! til Glæde og Livsnyden lød det.
Det var en Musik, saa Mennesker, Heste, Vogne, Træer og Huse maatte dandse derved om de kunde dandse. Der løftede sig en Beruselses Glæde i Dryadens Bryst.
"Hvor livsaligt og deiligt!" jublede hun. "Jeg er i Paris!"
 


Den Dag som kom, den Nat som fulgte, og atter det næste Døgn frembød samme Skue, samme Færdsel, samme Liv, vexlende og dog altid det Samme.
"Nu kjender jeg hvert Træ, hver Blomst herinde paa Pladsen! jeg kjender hvert Huus, Balcon og Boutik her hvor jeg er stillet i den lille indknebne Krog, der skjuler for mig den mægtige store Stad. Hvor er Triumphbuerne, Boulevarderne og Verdens-Underværket? Intet af alt Dette seer jeg? stænget som i et Buur staaer jeg mellem de høie Huse, som jeg nu kan udenad med deres Indskrifter, Placater, Skilte, alt det Oversmørelses Mundgodt som ikke smager mig meer. Hvor er dog alt Det, jeg hørte om, veed om, længtes efter og hvorfor jeg vilde hertil? Hvad har jeg grebet, vundet, fundet! jeg længes som før, jeg fornemmer et Liv, jeg maa gribe og leve i! jeg maa i de Levendes Række! tumle mig der, flyve som Fuglene, see og fornemme, blive heelt Menneske, gribe et halvt Livsdøgn for Aaringers Leven i Hverdags Træthed og Kjedsommelighed, hvor jeg sygner, synker, falder som Engens Taage og forsvinder. Skinne vil jeg som Skyen, skinne i Livsens Sol, see ud over det Hele som Skyen, fare hen som den, Ingen veed hvorhen!"
Det var Dryadens Suk, det løftede sig i Bøn:
"Tag mine Leveaar, giv mig Halvparten af Døgnfluens Liv! løs mig af mit Fængsel, giv mig Menneskeliv, Menneskelykke en kort Stund, kun denne eneste Nat om det saa maa være, og straf mig saa kun for mit dristige Livsmod, min Livsens Længsel! slet mig ud, lad mit Hylster, det friske unge Træ da visne, fældes, blive Aske, veire hen i Vinden!"
Det susede i Træets Grene, der kom en kildrende Fornemmelse, en Skjælven i hvert Blad, som rislede en Ild igjennem det eller ud derfra, der gik et Stormkast gjennem Træets Krone, og midt i denne løftede sig en Qvindeskikkelse, Dryaden selv. I samme Nu sad hun under de gasbestraalede, bladfulde Grene, ung og deilig, som stakkels Mari, til hvem der blev sagt: "den store Stad bliver din Fordærv!"
 


Dryaden sad ved Træets Fod, ved sin Huusdør, den hun havde lukket og bortkastet Nøglen til. Saa ung, saa deilig! Stjernerne saae hende, Stjernerne blinkede, Gaslamperne saae hende, straalede, vinkede! hvor var hun slank og dog saa fast, et Barn og dog fuldvoxen Jomfru. Hendes Klædning var silkefiin, grøn som de udfoldede friske Blade i Træets Krone; i hendes nødbrune Haar hang en halvudsprungen Kastanieblomst; Foraarets Gudinde lignede hun.
Kun eet kort Minut sad hun ubevægelig stille, saa sprang hun op, og med en Flugt som Gazellens foer hun fra Stedet, var om Hjørnet; hun løb, hun sprang, som Blinket fra et Speil, der bæres i Solskinnet, Blinket der ved hver Bevægelse kastes snart her, snart der; og havde man seet nøie til og kunnet see hvad der var at see, hvor vidunderligt; paa hvert Sted hvor hun dvælede et Øieblik, forvandledes hendes Klædning, hendes Skikkelse, efter det Steds Egenhed, det Huus, hvis Lampe belyste hende.
Hun naaede Boulevarden; her strømmede et Lyshav fra Gasflammer i Lanterner, Boutiker og Cafeer. Her stode i Række Træer, unge og slanke, hver gjemte sin Dryade for Straalerne af det konstige Sollys. Det hele uendeligt lange Fortog var som en eneste stor Selskabssal; her stode dækkede Borde med alle Slags Forfriskninger, Champagne, Chartreuse, ned til Kaffe og Øl. Her var Udstilling af Blomster, af Billeder, Statuer, Bøger og brogede Stoffer.
Fra Stimlen under de høie Huse saae hun ud over den skrækindjagende Strøm midt udenfor Træernes Række; der bølgede en Flod af rullende Vogne, Cabrioletter, Karreeter, Omnibusser, Droschker, ridende Herrer og opmarscherende Regimenter. Det gjaldt Liv og Lemmer at krydse over til den modsatte Bred. Nu lyste Blaalys, nu var Gaslyset det Raadende, pludselig steg en Raket, hvorfra, hvorhen?
Tilvisse, det var Verdensbyens store Landevei!
Her klang italienske bløde Melodier, der spanske Sange, ledsagede af Castagnetternes Slag, men stærkest, overbrusende det Hele, lød Minutets Spilledaase-Melodier, den kildrende Cancan-Musik, som Orpheus ikke kjendte og som aldrig var hørt af den skjønne Helene, selv Hjulbøren maatte dandse paa sit ene Hjul, om den mægtede at dandse. Dryaden dandsede, svævede, fløi, vexlende i Farver som Colibrien i Sollys, hvert Huus og dets Verden derinde gav Reflexen.
Som den straalende Lotusblomst, reven løs fra sin Rod, føres af Strømmen og paa dens Hvirvler, drev hun afsted, og hvor hun standsede, var hun atter en ny Skikkelse, derfor mægtede Ingen at følge, gjenkjende og beskue hende.
Som Skybilleder fløi Alt hende forbi, Ansigt ved Ansigt, men ikke et eneste kjendte hun, ikke saae hun en Skikkelse fra sin Hjemstavn. Der lyste i hendes Tanke to straalende Øine: hun tænkte paa Mari, stakkels Mari! det pjaltede, glade Barn med den røde Blomst i det sorte Haar. Hun var jo i Verdens-Byen, rig, straalende, som da hun kjørte forbi Præstens Huus, Dryadens Træ og den gamle Eeg.
Her var hun tilvisse i den døvende Larm, maaskee nys steget ud af den tøvende pragtfulde Karm; prægtige Vogne holdt her med galonerede Kudske og silkestrømpede Tjenere. Herskabet, som steg ud, vare alle Qvinder, rigtklædte Damer. De gik gjennem de aabne Gitterporte op ad den høie, brede Trappe, der førte til en Bygning med marmorhvide Søiler. Var dette maaskee "Verdens-Underværket". Der var vist Mari!
"Sancta Maria!" sang de derinde, Røgelseduft bølgede frem under de høie, malede og forgyldte Buer, hvor Halvmørke hvilede.
Det var Magdalenekirke.
Sortklædte, i de kosteligste Stoffer, syede efter sidste og høieste Mode, skred her hen over det blanke Gulv den fornemme Qvindelige Verden. Vaabenet stod i Sølvspænderne paa den i Fløiel indbundne Bønnebog og paa det stærkt parfumerede fine Lommertørklæde med de kostbare Brüsseler Kniplinger. Nogle af Qvinderne knælede i stille Bøn foran Altrene, Andre søgte Skriftstolene.
Dryaden følte en Uro en Angest, som var hun traadt ind et Sted, hun ikke turde betræde. Her var Taushedens Hjem, Hemmelighedernes Storhal; Alt blev hvisket og lydløst betroet.
Dryaden saae sig selv fornummet i Silke og Slør, lignende i Skikkelse de andre Rigdoms- og Høibyrds-Qvinder; mon hver af dem var et Længselens Barn som hun?
Der lød et Suk, saa smerteligt dybt; kom det fra Skriftestolens Krog eller fra Dryadens Bryst? Hun drog Sløret tættere om sig, Hun aandede Kirkerøgelse og ikke den friske Luft. Her var ikke Stedet for hendes Længsel.
Afsted! afsted, i Flugt uden Hvile! Døgnfluen har ikke Hvile, dens Flyven er Liv.
 


Hun var igjen derude under straalende Gascandelabrer ved pragtfulde Vandspring. "Alle Vandstrømmene mægte dog ikke af afskylle det uskyldige Blod, som her er udgydt."
De Ord bleve sagt.
Her stod fremmede Folk, de talte høit og levende, som Ingen vovede det i Hemmelighedernes store Høisal, hvorfra Dryaden kom.
En stor Steenplade blev dreiet, løftet; hun forstod det ikke; hun saae den aabne Nedgang til Jorddybet; der stege de ned fra den stjerneklare Luft, fra de solstraalende Gasflammer, fra alt det levende Liv.
"Jeg har Angest for det!" sagde en af Qvinderne, her stod; "jeg tør ikke stige ned! bryder mig heller ikke om at see den Herlighed der! bliv hos mig!"
"Og reise hjem," sagde Manden, "tage fra Paris uden at have seet det Mærkeligste, det egenlige Nutids Underværk, blevet til ved en eneste Mands Kløgt og Villie!"
"Jeg gaaer ikke derned," var Svaret.
"Nutids Underværk," blev der sagt. Dryaden hørte det, forstod det; Maalet for hendes største Længsel var naaet, og her var Indgangen, ned i Dybet, under Paris; det havde hun ikke tænkt sig, men nu hørte hun det, saae de Fremmede stige ned, og hun fulgte med.
Trappen var af støbt Jern, skrueformet, bred og beqvem. Een Lampe lyste dernede og dybere atter een.
De stode i en Labyrinth af uendelig lange krydsende Haller og Buegange: alle Parises Gader og Stræder vare her at see, som i et mat Speilbilled, Navnene vare at læse, hvert Huus ovenover havde her sit Nummer, sin Rod, der skød ned under de folketomme, macadamiserede Fortoge, som klemmede sig om en bred Canal med et fremad væltende Dynd. Høiere førtes hen ad Buer det friske, rindende Vand, og øverst hang, som et Net, Gasrør, Telegraphtraade. Lamper lyste i Afstand, som Gjenskins Billeder fra Verdensbyen derovenover. Af og til hørtes en buldrende Rumlen deroppe, det var tunge Vogne, som kjørte over Nedgangs-Broerne.
Hvor var Dryaden?
Du har hørt om Katakomberne; de ere kun forsvindende Strøg i denne nye underjordiske Verden, Nutids-Underet: Kloakerne under Paris. Her stod Dryaden og ikke ude i Verdens-udstillingen paa Marsmarken.
Udraab af Forundring, Beundring og Erkjendelse hørte hun.
"Hernede fra," blev der sagt, "groer nu Sundhed og Leveaar op til Tusinder og Tusinder deroppe! vor Tid er Fremskridtets Tid med al dens Velsignelse."
Det var Menneskers Mening, Menneskers Tale, men ikke de Skabningers, som byggede, boede og vare fødte her, Rotterne; de pebe fra Revnen i et Stykke gammelt Muur, saa lydeligt, tydeligt og forstaaeligt for Dryaden.
En stor gammel Han-Rotte, med afbidt Hale, peb gjennemtrængelig sin Fornemmelse, Beklemmelse og eneste rigtige Mening, og Familien gav den Medhold i hvert et Ord.
"Mig qvalmer det Miau, det Menneske-Miau, den Uvidenhedens Tale! Jo nu er her deiligt, med Gas og Petroleum! jeg æder ikke det Slags. Her er blevet saa fiint og saa lyst, at man sidder og skammer sig over sig selv og veed ikke hvorfor man skammer sig. Gid at vi levede i Tællelysenes Tid! den ligger da ikke saa langt tilbage! Det var en romantisk Tid, som man kalder det."
"Hvad er det Du fortæller!" spurgte Dryaden. "Jeg saae Dig ikke før. Hvad taler Du om?"
"De deilige gamle Dage!" sagde Rotten, "Oldefader- og Oldemoder-Rottes yndelige Tid! i den var det en Storsag at komme herned. Det var en Rotterede anderledes end hele Paris! Pestmoder boede hernede; hun dræbte Mennesker, men aldrig Rotter. Røvere og Smuglere trak frit deres Veir hernede. Her var Tilflugtssted for de interessanteste Personlligheder, som nu kun sees paa Melodram-Theatrene oven over. Romantikens Tid er forbi ogsaa i vor Rotterede; vi har faaet frisk Luft hernede og Petroleum."
Saaledes peb Rotten! peb ad den nye Tid, til Ære for den gamle med Pestmoder.
Der holdt en Vogn, et Slags aaben Omnibus, med smaa raske Heste for; Selskabet satte sig op, foer afsted ad Boulevard Sebastopol, den under Jorden, lige oven over strakte sig den kjendte menneskefyldte oppe i Paris.
Vognen forsvandt i Halvmørket, Dryaden forsvandt, løftet op i Gasflammernes Lysning i det friske Frie; der, og ikke nede i de krydsende Hvælvinger og deres dæmpede Luft, kunde Underet findes, Verdens-Underet, det, hun søgte i sin korte Levenat; det maatte straale stærkere end alle Gasflammerne heroppe, stærkere end Maanen, som nu gled frem.
Ja, tilvisse! og hun saae det hist henne, det straalede foran hende, det blinkede, vinkede, som Venusstjernen paa Himlen.
 


Hun saae en Straaleport aaben ind til en lille Have, fyldt med Lys og Dandsemelodier. Gasblus skinnede der som Rabat om smaa stille Søer og Damme, hvor Vandplanter, konstigtgjorte, klippede af Blikplader, bøiede og malede, prangede i al den Lysning og kastede alenhøit Vandstraalen ud af deres Bæger. Skjønne Grædepile, virkelige Foraarets Grædepile sænkede deres friske Grene som et grønt gjennemsigtigt og dog skjulende Slør. Her mellem Buskene brændte et Baal, dets røde Skin lyste hen over smaa halvdunkle, tause Løvhytter, gjennembrusede af Toner, en Musik, kildrende i Øret, daarende, lokkende, jagende Blodet gjennem Menneskenes Lemmer.
Unge Qvinder saae hun, smukke, festklædte, med Troskyldighedens Smiil, Ungdommens lette, leende Sind, en "Mari", med Rose i Haaret, men uden Vogn og Jockey. Hvor bølgede de om, hvor svang de sig i vilde Dandse! hvad var op, hvad var ned? Som bidt af Tarantelen sprang de, loe de, smilede de, lyksaligt glade til at omfavne hele Verden.
Dryaden følte sig reven med i Dandsen. Om hendes lille, fine Fod sluttede sig Silkestøvlen, kastaniebruun som Baandet, der fra hendes Haar flagrede ned over den ubedækkede Skulder. Den silkegrønne Kjole bølgede i store Folder, men skjulte ikke det smukt formede Been med den nydelige Fod, der syntes at ville skrive Trylle-Cirkel i Luften foran den dandsende Ungersvends Hoved.
Var hun i Armidas Tryllehave? Hvad kaldtes Stedet?
Navnet lyste udenfor i Gasflammer:
"Mabile".

Toner og Haandklap, Raketter og rislende Vande knaldede med Champagnen herinde, Dandsen var bacchantisk vild, og over det Hele seilede Maanen, lidt skjev i Ansigtet vel. Himlen var uden Skyer, klar og reen, man troede at see ind i Himlen fra Mabile.
En fortærende kildrende Livslyst gjennembævede Dryaden, det var som en Opiums-Ruus.
Hendes Øine talte, Læberne talte, men Ordene hørtes ikke for Klangen af Fløiter og Violiner. Hendes Dandser hviskede hende Ord i Øret, de bølgede i Tact af Cancanen; hun forstod dem ikke, vi forstaae dem ikke. Han strakte sine Arme ud mod hende, om hende, og omslyngede kun den gjennemsigtige, gasfyldte Luft.
Dryaden blev baaren af Luftstrømmen, som Vinden bærer et Rosenblad. I Høiden foran sig saae hun en Flamme, et blinkende Blus, høit paa et Taarn. Fyret skinnede fra hendes Længslers Maal, skinnede fra det røde Fyrtaarn paa Marsmarkens "Fata Morgana", derhen blev hun baaren af Foraars-Vinden. Taarnet omkredsede hun; Arbeiderne troede, det var en Sommerfugl de saae dale ned, for at døe i sin altfor tidlige Ankomst.
 


Maanen lyste, Gasblus og Lanterner lyste i de store Haller og i de omstrøede "Alverdens Bygninger", lyste hen over de Grønsværs Høider og de ved Menneskekløgt lavede Klippestykker, hvor Vandfald styrtede ved "Mester Blodløs'" Kraft. Havdybets Huler og Ferskvandets Dybder, Fiskenes Rige aabnede sig her, man var paa Bunden i det dybe Kjær, man var nede i Havet, i Glas-Dykkerklokke. Vandet trykkede mod de tykke Glasvægge uden om og oven over. Polyperne, favnelange, smidige, aalebugtende, bævende, levende Tarme, Arme, grebe fat, løftede sig, groede fast til Havbunden.
En stor Flynder laae betænksom nærved, bredte sig forresten magelig, behagelig; Krabben kravlede som en uhyre Edderkop hen over den, mens Reierne svang sig med en Flugt, en Hast, som vare de Havets Møl og Sommerfugle.
I det ferske Vand voxte Aakander, Siv og Brudelys. Guldfiskene havde stillet sig i Geled som røde Køer paa Marken, alle med Hovederne i samme Retning for at faae Strømmen ind i Gabet. Tykke, fede Suder gloede med dumme Øine mod Glasvæggene; de vidste, at de vare paa Pariser-Udstillingen; de vidste, at de i Tønder, fyldte med Vand, havde gjort den temmelig besværlige Reise herhen, vare paa Jernbanen blevne landsyge, som Menneskene blive søsyge paa Havet. De vare komne for at see Udstillingen, og saae den fra deres egen Ferskvands- eller Saltvands-Loge, saae Menneskevrimlen, der bevægede sig forbi fra Morgen til Aften. Alle Verdens Lande havde sendt og udstillet deres Mennesker, for at de gamle Suder og Brasener, de vevre Aborrer og mosgroede Karper skulle see disse Skabninger og give deres Menings-Betænkning over det Slags.
"Det er et Skældyr!" sagde en muddret lille Skalle. "De skifte Skæl to, tre Gange om Dagen, og give Mundlyd, Tale kaldes det. Vi skifte ikke, og gjøre os forstaaelige paa en lettere Maade: Bevægelse i Mundvigerne og Gloen med Øinene! Vi have Meget forud for Menneskene!"
"Svømme have de dog lært," sagde en lille Ferskvandsfisk; "jeg er fra den store Indsø; der gaae i den hede Tid Menneskene i Vandet, men først lægge de Skællene, saa svømme de. Frøerne have lært dem det, Bagbeens Stød og Forbeens Roening, de holde det ikke længe ud. De ville ligne os, men det naaes ikke! Stakkels Menneske!"
Og Fiskene gloede; de troede, at hele Menneskevrimlen, de havde seet i det stærke Dagslys, bevægede sig her endnu; ja, de vare forvissede om at see endnu de samme Skikkelser, af hvem de saa at sige først vare slaaede paa Opfattelses-Nerverne.
En lille Aborre, med smukt tigret Skind og misundelsesværdig Rundryg, forsikkrede, at "Mennskemudderet" var der endnu, han saae det.
"Jeg seer det ogsaa, seer det saa tydeligt!" sagde en guulsotgylden Suder, "jeg seer tydeligt den smukke velskabte Menneskeskikkelse, "høibenet Frue", eller hvad det nu var, de kaldte hende, hun havde vor Mundvig og Gloe-Øine, to Balloner bagpaa og nedslaaet Paraply fortil, stort Andemads-Paahæng, Dingel og Dangel. Hun skulde lægge det Hele af, gaae som vi, efter Skabelsens Givelse, og hun vilde see ud som en hæderlig Suder, saavidt Mennskene kunne det."
"Hvor blev han af, han i Snøren, Han-Mennesket, de trak?"
"Han kjørte i Stolevogn, sad med Papir, Blæk og Pen, skrev Alting op, skrev Alting ned. Hvad betød han? de kaldte ham Skribent!"
"han kjører der endnu!" sagde en mosgroet jomfruelig Karudse med Verdens Prøvelse i Qværken, saa at hun var hæs deraf; hun havde engang slugt en Fiskekrog og svømmede endnu taalmodig om med den i Halsen.
"Skribent," sagde hun, "det er fiskeligt, forstaaeligt talt, et Slags Blæksprutte mellem Menneskene."
Saa talte Fiskene paa deres Maade. Men midt i den konstreiste, vandbærende Grotte løde Hammerslag og Sang af Arbeidsfolkene, de maatte tage Natten med for at Alt snart kunde være fuldført. De sang i Dryadens Sommernats-Drøm, selv stod hun herinde for igjen at flyve og forsvinde.
"Det er Guldfiskene!" sagde hun og nikkede til dem. "Saa fik jeg Eder dog at see! ja, jeg kjender Eder! Jeg har kjendt Eder længe! Svalen har fortalt mig om Eder i vor Hjemstavns Egn, Hvor ere I smukke, skinnende, yndige! jeg kunde kysse Eder Hver og Een! jeg kjender ogsaa de Andre! det er vist den fede Karudse, denne der den lækkre Brasen og her de gamle mosgroede Karper! Jeg kjender Eder! I kjende ikke mig."
Fiskene gloede, forstode ikke et eneste Ord, de saae ud i det dæmrende Lys.
Dryaden var der ikke mere, hun stod i det Frie, hvor Verdens-"Underblomsten" gav sin Duft fra de forskjellige Lande, fra Rugbrøds-Landet, Klipfisk-Kysten, Ruslæderets Rige, Eau de Clognens Flodbred og Rosenoliens Østerland.
 


Naar efter en Balnat vi halv vaagne kjøre hjem, klinger endnu tydeligt gjennem vort Øre Melodierne, vi hørte, vi kunne synge dem hver og een. Og som i den Dræbtes Øie det sidste Blik af hvad Øiet saae, endnu photographisk bliver der en Tid, saaledes var endnu her i Natten Dagslivets Tummel og Skin, det var ikke hensuset, ikke slukket; Dryaden fornam det, og vidste: saaledes bruser det fort, den Dag i Morgen.
 


Dryaden stod mellem de duftende Roser, troede at kjende dem fra sin Hjemstavns Egn. Roser fra slotsparken og fra Præstens Have. Ogsaa den røde Granatblomst saae hun her; en saadan havde Mari baaret i sit kulsorte Haar.
Minder fra Barndoms-Hjemmet ude paa Landet blinkede ind i hendes Tanker; Skuet rundt om drak hun ind med Øinenes Begjer, medens Feber-Uro fyldte hende, førte hende gjennem de vidunderlige Sale.
 


Hun følte sig træt og denne Træthed tog til. Hun havde en Trang efter at udhvile sig paa de bløde, udbredte, østerlandske Hynder og Tæpper herinde, eller helde sig med Grædepilen ned mod det klare Vand og dukke sig deri.
Men Døgnfluen har ikke Hvile, Døgnet var om Minuter tilende.
Hendes Tanker skjælvede, hendes Lemmer skjælvede, hun segnede ned i Græsset ved det rislende Vand.
"Du springer fra Jorden med varigt Liv!" sagde hun, "lædsk min Tunge, giv mig Vederqvægelse!"
"Jeg er ikke det levende Væld!" svarede Vandet. "Jeg springer ved Maskine."
"Giv mig af din Friskhed, du grønne Græs," bad Dryaden. "Giv mig en af de duftende Blomster!"
"Vi døe naar vi rive løs!" svarede Straa og Blomster.
"Kys mig, du friske Luftstrøm! Kun et eneste Livs-Kys!"
"Snart kysser Solen Skyerne røde!" sagde Vinden, "og da er Du blandt de Døde, faret hen, som al Herligheden her farer hen før Aaret er omme, og jeg kan igjen lege med det lette, løse Sand paa Pladsen her, blæse Støv hen over Jorden, Støv i Luften, Støv! Alt kun Støv!"
Dryaden følte en Angest, som Qvinden, der i Badet har overskaaret Pulsaaren og forbløder, men i sin Forbløden ønsker endnu at leve. Hun løftede sig, kom nogle Skridt frem og segnede igjen ned foran en lille Kirke. Porten stod aaben, Lys brændte paa Alteret, Orgelet klang.
Hvilken Musik! saadanne Toner havde Dryaden aldrig hørt, og dog syntes hun i dem at høre kjendte Stemmer. De kom fra Hjertedybet af den hele Skabning. Hun troede at fornemme det gamle Egetræes Susen, hun troede at høre den gamle Præst tale om Stordaad, om berømmelige Navne, om hvad Guds Skabning kunde mægte at give i Gave en kommende Tid, maatte give den, for selv derved at vinde blivende Liv.
Orgelets Toner svulmede og klang, talte i Sang:
"Din Længsel og Lyst rev Dig op med Rod fra din gudgivne Plads. Det blev din Fordærv, stakkels Dryade!"
Orgeltoner, bløde, blide, klang som i Graad, døde hen som i Graad.
Paa Himlen skinnede Skyerne røde. Vinden susede og sang: "Farer hen, I Døde, nu staaer Solen op!"
Den første Straale faldt paa Dryaden. Hendes Skikkelse skinnede vexlende i Farver, som Sæbeboblen, idet den brister, forsvinder og bliver en Draabe, en Taare, der falder til Jorden og forsvinder.
Stakkels Dryade! en Dugdraabe, kun en Taare, rundet, forsvundet!
 


Solen skinnede over Marsmarkens "Fata-Morgana", skinnede over det store Paris, over den lille Plads med Træer og det pladskende Springvand, mellem de høie Huse, hvor Kastanietræet stod, men med bøiede Grene, visne Blade, Træet, som endnu igaar løftede sig saa livsfriskt som Foraaret selv. Nu var det gaaet ud, sagde man, Dryaden var gaaet ud, faret hen som Skyen, Ingen veed hvorhen.
Der laae paa Jorden en henvisnet, knækket Kastanieblomst, Kirkens Vievand mægtede ikke at kalde den tillive. Menneskefod traadte den snart i Gruset.
 


Det er Altsammen skeet og oplevet.
Vi saae det selv, i Udstillings-Tiden i Paris 1867, i vor Tid, i Eventyrets store vidunderlige Tid.
 

 

 

 

FOLKLORE Tibet

 

Yeti Protection

ONCE AN old man from Nepal carried a large sack of corn through the forest to a small abandoned mill, to grind it into flour. But before his task was done darkness fell on, so he had no choice but to spend the night at the place.

In the dead of night, when the old man lay curled up next to his small fire on the floor of the mill shack, he suddenly woke up. A huge, apelike creature was standing over him, thundering. "Who are you and what do you want here?"

"I only want to grind my corn," squeaked the villager.

"This is my hiding-place!" snarled the yeti. "No one see me and leave here alive."

The man was very scared, but an idea came to his mind. "Great yeti," he began, "it is a Tibetan custom to anoint one's legs before dying. Please, let me perform these rites before you take my life."

The surprised yeti nodded, it was OK. So the man sat down and started rubbing butter on his legs, massaging both sides. "This is how we scent ourselves before death, Big One. Then our well-oiled legs swiftly and easily carry us wherever we wish to go".

"Let me try some of that!" bellowed the yeti and sat down with a thump. What he did not notice was that the old man massaged his bulging, hairy legs with pine resin from the rucksack, and not butter.

Then the man took a burning firebrand and held it near his own legs, and the butter streamed down. The yeti did likewise with a flaming stick. But as soon as he held it next to his legs, the pine resin flared up and his whole body seared up into flames. Screamingly he leaped away into the forest and was not seen again.

"There is a yeti [or fear] in the back of everyone's mind; but the blessed are not haunted by it." [Old Sherpa wisdom]

 

Befriending a Yeti

ONE NIGHT a lama was sitting at his place not far from Mount Everest. He was keeping one of his silent vigils over the moonlit world of men and creatures. While he was praying for their salvation, a huge yeti stole up on him in order to kill him. But in the lama's peaceful presence the yeti forgot it, and with gentle gestures the ragged monk welcomed his huge visitor. For the first time in his life the horrible yeti felt accepted; it made his untrammeled spirit soar with an unspeakable relief.

The lama now began to treat his visitor as part of his household in order to sow some seeds of peace in his heart. Little grows so high up in the mountains, far above the treeline, but from that day on the yeti brought fresh meat to him and tried to please him thus.

Years slipped by, and the lama grew old and infirm. But the mighty yeti continued to bring him food, collect firewood, and carry water from a nearby stream. Again and again the saintly sage prayed for his friend.

One evening, after there had been a great avalanche nearby, the yeti did not return to the old lama's place, as he used to do. The lama went out to seek him by moonlight and found him many hours later. He lay dead at the bottom of the avalanche.

It is also told that he later gave the skull of the yeti as a treasured relic to the monastery at Pangboche.

 

 

Finding a Wife

KING SONGTSEN of Tibet lived more than one thousand years ago. He had five queens. They lived with him in a stone citadel on top of the Red Hill overlooking his capital, Lhasa.
      Tibet was a vast empire then. The king demanded a daughter from the Chinese emperor in order to ensure peace and mutual understanding.
      Songtsen sent his clever minister Garpa to the court of the Chinese emperor, and the emperor could hardly refuse the demands. Tibetan cavalry had already reached the very walls of his palace, and he was fearful. So he promised to send one of his daughters to Songtsen, but only if the Tibetan minister could pass four tests. "That's how we do it," the emperor quickly added. "If you fail, you die; if you succeed, the girl is yours. Do not take offence," he added.
      Garpa accepted the challenge, and the emperor then consulted his advisors, oracles and viziers. "Let Garpa attempt to rejoin to their original mothers one thousand lambs," advised one hoary-headed minister. For how could someone who did not know them, rejoin all the lambs and their parents?
      When the herd of two thousand mewling sheep was shepherded before him, Garpa at once turned them all loose. The sheep sorted themselves into family pairs as they used to, each lamb huddled up against its own mother.
      Thus Garpa passed his first trial. Then the emperor thought: "This Tibetan knows the ways of the animals. But I will set him an insoluble royal task."
      The emperor had his bodyguards lead Garpa at night through a host of passageways, till he could not possibly know where he was. They bade him sleep for the night in a small room among the thousands of chambers, and explained his task.
      "Sleep here tonight. Tomorrow you shall be led blindfolded to the central courtyard of the palace. If you can find your way back to this room then, you shall have passed the second test."
      Garpa smiled and bade them goodnight. When morning dawned he was ready; he simply followed his nose back to the small chamber where he had spent the night. Thus he again foiled the emperor.
      "What to do with Garpa?" the emperor cried, wringing his long-fingernailed, jewelled hands. "He wants my daughter! How can I thwart him?"
      "Silk and jewels," a white-bearded old advisor whispered in his ear. "Let us see if the Tibetan can thread the Impenetrable Red Coral Bead from the late Empress Dowager's unstrung precious necklace. No one has ever been able to pass a silken thread through that tiny and twisted stone matrix. All have failed in that before." the wizard added.
      The emperor's black eyes glittered. He himself had found this task impossible, and all his brothers and sisters too.
      Garpa soon began the task that was set. In a trice he contrived to have an ant assist him. He tied the silk thread around the ant's midriff; and with a little honey he enticed the little creature to creep through the fabulous coral's secret matrix, pulling the thread along with him. At once Garpa drew the entire length of silk threw the hole, and had passed his third trial.
      The emperor lamented, but one of his consorts had a plan. "Seat Garpa on a dais and let him choose a wife for his king," she proposed. "Make him pick the true princess from among a crowd of one thousand similar maidens."
      The emperor agreed, and ten thousand young Chang'an maidens were examined and one thousand "princesses" were chosen. And then Garpa had to sit at the head of a vast imperial chamber, to review the girls and pick out the princess.
      "Keep Wencheng in her room today," her mother whispered to the emperor. "The Tibetan will never know. Let him pick someone from the crowd and bring her to his king. Every Chang'an maid is a princess!"
      But the emperor glared at her. "I keep my word, foolish woman! See to it that my little Wencheng is amidst the crowd of maidens," he shouted.
      When the throng of demure young ladies slowly paraded in a graceful and stately procession before Garpa, he carefully examined them one by one. Suddenly he spied a pair of bees clambering upon the flowers adorning the hair of one of them. And since it was winter, he concluded that all the women before him must be wearing false flower hairpieces; for where would even an emperor suddenly find tens of thousands of fresh flowers? Only a real princess could have such lovely blossoming irises and lilies adorning her jet black tresses. Thus he recognized the emperor's daughter.
      In this way the trials of Garpa were over. He gallantly escorted the princess back to his native land, where King Songtsen was delighted to make Princess Wencheng his queen. The good lady introduced silkworms to his country; taught him how to spin silk; and had him exchange his rough hide cloaks for elegant brocade robes. And the large Indian Buddha statue she brought as part of her dowry helped convert King Songtsen to Buddhism and its more peaceful ways.


 

 

 

 

Tales from Greenland

 

THE WOMAN WHO GOT CONNECTED WITH THE INGNERSUIT OR UNDER-WORLD PEOPLE.

 

IT once happened that two men went out deer-hunting, accompanied by a woman. On the way they scolded her, at which she got vexed, and tied up her boots in order to remain behind. They waited a while for her, but at length went along without her, and soon lost sight of her, as she had purposely hidden herself behind some large heaps of stones. She heard them seeking for her close beside her hiding-place, and lamenting their loss; but nevertheless she remained quiet until they were gone. When she was thus left alone she crept forth and went off in an opposite direction. After some time she came to a gull's mound, and observed a man coming out from it; she tried to escape, but he seized hold of her, and asked her to follow him to his dwelling-place in the gull's-hill, as he wished to marry her. She followed him reluctantly; but when he opened it to her, she noticed that it was covered with reindeer-skins on the walls, and on the whole looked quite comfortable. She now left off crying, entered the hill, and became his wife, and in due time she bore him a child, whom the father wanted to be named Imitlungnarsunguak. The wife, however, remonstrated, saying, "That she had not got any relatives of that name;" but the husband answered her, "It did not matter; he would take care to make a great huntsman of him,"—and then she let him call the boy as he liked. When he grew on, and his mother had spent a good many winters in this place, she longed for her former home, and wished to return. The husband merely answered her, "I claim his first catch, mind!" and then she left him along with her son, and went back to her old relatives and housemates, and once more lived with them. When the other children played with her son, she used to tell them not to do him any harm; and for fear of his unknown father they desisted. When he was quite grown up, and saw the men prepare for the hunt, he was very desirous to join them; his mother observing this, went outside and shouted out aloud, "Now get him some tools!" When she came out next morning she found them lying on the ground, close beside the entry. When the son brought home what he had caught for the first time, she again went out and cried with all her might, "Imitlungnarsunguak has caught a seal!" and when she was about to re-enter, the people were all very busy in dragging this seal into the house. When they had reached the farther end of the passage, it could not be lifted across the threshold into the room, but rolled back, and in no time had vanished. The father, of course, had taken it away. His next catch the mother got; but when he went out hunting the third time, he remained away. His mother now mended his clothes and put them to rights, and in the evening went outside as before, shouting something at the pitch of her voice, upon which his garments came flying out of the house, and she hurried after them. When they had got as far as the beach, the coast-ice appeared to be lifted up, and left room for the clothes to slip down beneath,—the mother following them closely. She now came to a house under ground belonging to ingnersuit, and there found her son, tied hands and feet. Loosening him she hurried him into his clothes, and brought him away with her. Her own name was Nagguanguak.

 

 

 

 

 

 3 historier fra bogen, 1866:

 

Om Manden, som fik en Fiskeand til Kone.

En gammel Ungkarl pleiede at lege med Sælhundehoveder, som om det var hans Børn. Naar han gik ud, satte han dem nede ved Stranden, og naar han havde sat sig i sin Kajak, sagde han til dem: »lad mig nu see, at I gaae op.« Naar han saa kom hjem igjen, sagde han: »det er ligesom om I ikke ville høre mig, da jeg gik ud, sagde jeg, at I ikke maatte komme ned til Vandet.« Derpaa kastede han et af dem i Vandet og sagde: »see der, nu faldt eders mindste Broder i Vandet.«

Engang da han atter følte sig meget eensom og forladt, gik han paa Vandring op i Landet; da saae han en Mængde Qvinder, som badede sig i en Indsø. Derved vækkedes hans Lyst, han listede sig hemmeligt til deres Klæder, og dem, som han fandt smukkest, gjemte han. Derpaa gav han sig med Villie tilkjende. Da Qvinderne saae ham, skyndte de sig op paa Land til deres Klæder, og da de havde taget dem paa, bleve de forvandlede til Fugle og fløi bort. Kun den ene, som var berøvet Klæderne, blev tilbage, den Gamle gik til hende og sagde: »vil du være min Hustru?« Hun svarede: »du skal faae mig, kom med mine Klæder.« Derpaa gav han hende Klæderne, men holdt fast ved hende, for at hun ikke ogsaa skulde flyve bort. Da han var paaklædt, tog han hende hjem med sig som sin Hustru. Den næste Morgen turde han ikke gaae i Kajak, af Frygt for at hun skulde flyve bort, og saaledes holdt han ganske op med at gaae i Kajak. Engang sagde hun: »nu kan du gjerne gaae ud, thi nu elsker jeg dig.« Derpaa gik han atter paa Sælfangst. Endelig fødte hun et Drengebarn, og da dette voxede til, fødte hun atter et Drengebarn, men saa fik hun ikke flere Børn. Da Børnene begge bleve større, gik Moderen undertiden ud med dem; paa Veien sagde hun til dem: »samler Fjervinger, I ere i Slægt med Fugle.« Engang da de saaledes gik, satte hun Fjervinger paa den ene Dreng, og pludselig blev han til en Fiskeand og fløi bort; det samme gjorde hun ved Broderen og derpaa tog hun selv Vinger paa og fløi bort som en Fiskeand. Da den Gamle kom hjem, fandt han hverken Kone eller Børn; han blev nu meget sørgmodig, gik vel i Kajak, men ikke mere paa Sælfangst. Engang gik han iland ved en Sandbanke, lod Kajakken ligge, gik over Bakken ind i Landet og kom til en stor Indsø. Da han saae sig om, bemærkede han en Mand, som stod og huggede i Træ, med Ryggen mod ham. Da han kom henimod ham, bemærkede han at han rystede forneden. Manden sagde: »fra hvad Side kommer du til mig?« Den Gamle svarede: »forfra.« Manden sagde: »hvis du var kommen bagfra havde jeg dræbt dig.« Den Gamle sagde: »Du skal faae min nye Kajak, siig mig om du har seet tre Mennesker?« han svarede: »din Kajak bryder jeg mig ikke om, de tre Mennesker har jeg ikke seet.« Atter sagde han: »du skal faae min nye Baad, har du ikke seet tre Mennesker?« — »Din Baad bryder jeg mig ikke om, jeg har ikke seet tre Mennesker.« Atter sagde han: »du arbeider nok i Træ, du skal faae min nye Øxe, har du ikke seet tre Mennesker?« — »Hæ! ja min Øxe den er opslidt, sæt dig paa Halefinnen af Laxen i Elven der, men naar du hører Børneskrig, maa du ikke aabne Øinene.« Derpaa satte den Gamle sig paa Laxens Hale og lukkede Øinene. Da han hørte det suse, aabnede han Øinene lidt og mærkede at en rivende Strøm tog ham med, derpaa lukkede han dem atter og saa blev det stille. Atter hørte han Skrig af Børn, de raabte: »vor Fader kommer, uh!« Moderen hørtes svare: »Hæ, vi have ladet eders Fader tilbage uden Befordringsmiddel.« Børnene vedbleve: »vor Fader kommer.« Derefter kom den Gamle op paa Landet, og saae et Huns med 5 Vinduer. Da han kom ind, traf han det fuldt af Qvinder, ved den fjerneste Væg sad hans Hustru, og ligeoverfor hende en Mand med Stumpnæse, der ikke sagde andet end: »maa jeg faae dig.« Men Konen svarede: »du faaer mig ikke, jeg har en anden Mand.« Derpaa gik de Andre ud af Huset, og disse to bleve alene tilbage; derefter gik ogsaa den Stumpnæsede ud, og nu vilde den Gamle tage sin Kone, men saa skyndte hun sig ogsaa udefter, og da han vilde forfølge hende, blev hun atter forvandlet til en Fiskeand, alle Qvinder vare nu forvandlede til Fiskeænder, og den stumpnæsede Mand til en Angletaske, og da den Gamle saae sig om, var Huset forvandlet til en Maagetue.

 

Angakokkens Aandeflugt til Indlandsboerne.

Okataks Fader var en stor Angakok. Da man mærkede det, og stadig bad ham, tog han engang en Koblerem, og skar et Hul i Enden af den, som til en Tommelfinger. Om Aftenen samledes Tilhørerne; han pustede gjennem Hullet paa Remmen, stak Taaspidsen igjennem det og gjorde den anden Ende fast om Hovedet. Da de havde slukket Lamperne, løftedes han op og svævede rundt i Huset; derpaa aabnede Taget sig, saa at de kunde skimte Stjernerne, og han fløi bort ind over Landet. Omsider kom han til et Huus, dalede ned over det, og saae, at det var beboet af Qvinder alene. Han gik ind, og saae at Huusstøtten var skinnende blank, denne var nemlig deres forhexede Mand. Angakokken syntes godt om en af Qvinderne, men hvergang han nærmede sig til hende, sprudlede der Gnister ud af Støtten, og da han lagde sig paa Brixen, faldt den om imod ham. Hurtigt vendte han tilbage igjen. Den næste Dags Aften lod han sig atter binde, fløi atter til Indlandet, saae et Huus og dalede ned. Her saae han Inorusekker og Bjergtrolde ifærd med at synge Vexelsange. En af Indlandsboerne, deres Angakok, gik ud og bad ham komme ind og høre paa Bjergtroldenes Sang. Da han kom indenfor, gik to Indlandsboere hen imod ham, grebe ham og vare nær ved at sønderslide ham. Derpaa reiste Alle sig op og gave sig til at spille Bolt med ham, indtil han var halvdød, og de lagde ham op paa Tørrehækken. Da kaldte han sin Tornak til Hjælp, og snart hørtes der en Stemme, som af en gjeende Hund, der nærmede sig. Indlandsboerne kastede forskrækkede deres Børn ned i Huusgangen, men han løftedes op, svævede rundt i Huset, til han slap ud igjennem Taget, over Indgangen. Den følgende Dag lod han sig atter binde, fløi til Indlandet, dalede ned ved et Huus, saae gjennem Vinduet og gjenkjendte sin Søster, som for lang Tid siden var forsvunden. Han gik ind, satte sig lige for hende, og sagde: »mon jeg skulde kjende dig, eller er du en anden?« Hun svarede: »jeg skulde ogsaa kjende dig, men jeg troer, at du er en anden.« Om Aftenen hørtes der Støi udenfor, og Mændene kom hjem fra Jagten, men først senere kom hendes Mand, som var sværere end de andre. Han klædte sig af og satte sig heelt bag paa Brixen, medens de andre samtalede; først senere kom han frem, udspurgte den Fremmede og sagde, at de skulde bringe ham Spise. Denne tænkte: »det maa vist være deres Herre.« Han blev der hele Aftenen, tilsidst sagde han til Søsteren: »giv mig noget med til Tegn, ellers ville de ikke troe mig.« Derpaa gav hun ham en Stump Kensskind, han lod sig atter binde af Svogeren og foer hjem.

 

 

Angakokkens Besog bos Ingnersnit.

Kuvitsina forlod Baaden, med hvilken han reiste ud af Fjorden, og roede alene i Kajak langs Strandbredden. Da han kom til en lille brat Skrænt, aabnede Klippen sig af sig selv og han gik ind i den. Det var nemlig hos Ingnersuit, og Kuvitsina var en Angakok. Da han kom indenfor, blev han greben af Ingnersuit, som toge ham ud af hans Kajak og søndersloge denne. De bragte ham op i et Huus og satte ham paa Sidebrixen; deres Huusmoder, en gammel Qvinde, sleb sin Kniv, gik hen imod Kuvitsina og skar Næsen af ham, hvorpaa de bandt ham til Huusstøtten. Da først tænkte han paa at kalde sine Tornakker til Hjælp, men de første, som han kaldte og som kom ind, bleve slet ikke sete; Ingnersuit brød sig ikke om dem. Da kaldte han paa to Tornakker, som han havde blandt Ingnersuit paa et andet Sted. Strax hørtes de nærme sig, den ene hed Nepingasuak, den anden Napatarat. Disse ilede Kuvitsina til Hjælp, men Napatarat, den yngste, kom først og sagde: »hvad gjøre I ved Kuvitsina?« I sin Vrede tog han en Kniv, skar ham løs, gav ham en Amulet, og sagde: »skynd dig herfra!« Endnu førend Nepingasuak var kommen, slap han saaledes ud, frelst af Napatarat. Da han kom ned til sin sønderbrudte Kajak, blæste han blot paa den, hvorved den blev heel igjen; derpaa kom han atter ud i den frie Luft, medens Napatarat formanede de andre Ingnersu'it og sagde: »I burde aldrig fange nogen af Menneskene, som leve ovenpaa Jorden. I skulle frygte Menneskene, thi de overvinde dem, som vi frygte, nemlig Hvalfisk, som de fange med Blærer.« Angakokken havde ogsaa et andet Navn, nemlig Akamak; først paa Hjemveien mødte han Nepingasuak. Da hørte han tillige en Susen gjennem Luften. Det var hans Næse, som kom farende og satte sig paa af sig selv, men blev noget skjæv. Saaledes naaede han atter sit Hjem.

 

 

 

 

Videoer:

 

 

Besøg også Global House Holistic på YouTube                              

 

 

 

Glæder mig til at høre fra dig.

 

Global House Holistic

 

 

 

 

 

 

    
Site Search:

search tipssitemap