Global House Holistic

 

      I pagt med naturen

 

       Store tanker og tænkere

 

 

Ibn Sina (Avicenna) 980-1037

Avicenna var en persisk muslimske filosof og læge, som udgav mange store værker. Avicenna, eller Ibn Sina havde stor inflydelse på både den islamistiske og latinske middelalder.

Han blev født i en landsby i nærheden af Bukhara i Turkistan.

Den mest berømte af dem et næsten komplet opslagsværkværk over græsk og romersk medicin. Qanun eller Al-Qanun fi'l-Tibb (Canon medicinae) et medicinsk regelsæt og helbredelsens bog.

Han udfærdigede bl.a. filosofiske tanker vedr. menneskets dualisme (ref. Aristoteles), som byggede på hele hans livssyn om verden og naturen.

Avicenna mente at det var vigtigt at vise, at den antikke tænkning ikke nødvendigvis modsagde middelalderens Islam og Kristendommens religiøse forestillinger, men var en udtryk for en naturlig religion.

Avicenna mente helt enkelt at konkludere, at

•Begreber eksisterer i Gud, men også uadskilleligt i tings tilstand (Aristoteles).

•Filosofi er naturens religion

 

 

 

Hildegard von Bingen 1098-1179

 

 

født i Bermersheim

 

 

Hildegard var et logisk og meget troende menneske. Hun blev betegnet som Guds udsending, seerske, Rhinens Sibylle, Profetissa Teutonica og hun var en dygtig forsker og læge.
En multikunstner hvad musik angik og var den første på hendes tid, som fik sangen ind i kirken, selvom den var bandlyst.
Forkæmper for de svage og fattiges rettigheder via sin klippefaste tro på livet, naturen og helheden på jorden og i universet.

Hvad angår hendes lægekundskaber bruges næsten 100 % af hendes viden den dag i dag. Der er få steder hvor vi kan se, med den viden vi har nu, at hun har forfejlet.
F.eks. havde hun problemer med epilepsi-behandling, som dengang blev betragtet som udelukkende psykisk sygdom og djævlens værk.
Men det skal ikke lægge hende til last, for det kan aldrig overskygge det faktum at hun for mig var et fantastisk menneske, som jeg helt bestemt ville have ønsket at møde.

Da dette jo ikke er muligt har jeg suget til mig af viden, som er nedskrevet, besøgt steder hvor hun har været - ergo prøvet at gå i hendes spor og suge til mig.

Broder Volmer som var Hildegards sekretær i næsten 70 år, havde hjulpet med at nedskrive al hendes viden, deres samtaler og filosofiske diskussioner. Han døde før hende, og ved Hildegards sygdom og dødsleje i 1179 gennemgik Broder Wibert alle bøgerne, som blev udgivet mange århundrede senere.

Et udsnit af dagbøgerne og en samtale mellem Volmer og Hildegard,  som jeg holder meget af:

Dog kan ikke alt helbredes Hildegard” sagde jeg ”uanset hvor mange urter, du dyrker i din urtegård. Vi dør jo alle før eller senere.”
”Døden er ikke en sygdom” svarede hun alvorligt ”Gud tager os hjem til sin himmel, når alderen gør os uskikkede til at leve her på jorden. Alt har sin tid, også menneskets liv. Livet med dets sorger og bekymringer, dets slid og afsavn, nedbryder efterhånden selv det stærkeste legeme, og en dag er det slidt op. Da viser Gud sin barmhjertighed ved at slukke livsgnisten og gøre en ende på de lidelser, der intet middel findes imod.”

”Og hvor har du så din viden om disse ting fra?” spurgte jeg.
”Jeg læser, Volmar. I vort bibliotek er der skrifter af tidligere tiders lærde. Dem studerer jeg, men jeg tror ikke på noget, før jeg har efterprøvet det. Andet tænker jeg mig til. Ved logisk slutning når man til det rigtige resultat. Urtens udseende, dens duft og smag, fortæller meget om den kraft, der bor i den. Og så efterprøver jeg de ideer, jeg får. Men det tager tid. Jeg kan jo ikke undersøge virkningen af jernurt, morbær og kørvel på gulsot, før et menneske med denne sygdom kommer til mig at få hjælp. Der er mange sygdomme, og den enkelte sygdom ytrer sig ikke altid på samme måde. Det kan også være svært at forstå den syges beklagelser, for mennesker oplever ikke tingene på samme måde. Det gør ondt siger den syge – men hvor ondt? Det kan være svært at sige hvor smerten sidder, for smerte er noget flygtigt og ubestemmeligt……….”
(fra oversættelsen af bogen  ” Liber Divinorum Operum” af Mogens Wenzel Andreasen)

 

 

Tro og fornuft: Åndens to vinger

"Med legemets øjne ser du overalt de skabte ting, men med troens øjne ser du overalt Gud", siger hun.

Mennesket har ansvaret for skaberværket.

”Et mysterium kan ikke reduceres til noget menneskeligt projekt: en idé, et princip, en myte eller en arketype, som alle er former for menneskelig selvspejling, menneskeværk og derfor historisk foranderlige.
Når virkeligheden bryder ind udefra, så befries mennesket af fangenskabet i sit eget spejlkabinet og sit eget hjernespind og løftes ud i virkelighedens frihed. Så løftes det op i den "Sandhedens stråleglans", som giver mening og perspektiv til alle livets forhold, og hvor tro og fornuft som ligeværdige partnere er vejen til erkendelse af virkeligheden
.”

 

Vilje

I Hildegards bog Scivias,  som jeg desværre ikke har oversat på dansk men på engelsk har Hildegard beskrevet alle sine visioner.
I Scivias del II, 1. vision beskriver hun hvordan hun mediterede over ordet "vilje". Om natten fik hun en vision hvor hun hørte nogen tale til hende:

"You will not be able to see anything more fully concerning this mystery unless it is granted to you on account of the miracle of your believing"

Mennesket har ansvaret

Hildegaards tankegang om livet, verden og naturen er universel (Holistisk).
Hun mente at alt hvad der var skabt af Gud har helligt, og at kosmos holdes i balance af Guds ånd.
I Hildegaards kosmologi er verden centrum.

Nu til dags kan man mene om det hvad man vil, men hvis man ser bort fra religion/tro og udelukkende fokusere på hendes filosofiske tankegang om det universelle, så kan man overføre det til et filosofisk menneskesyn på holistik og helhed.

Hun siger også, at hvad der er os givet har vi ansvaret for. Hver organisme har sin hellige opgave på jorden. Så alt hører sammen.

Da hun producerede værket ”Ordo Virtutum” – et liturgisk og musisk drama – (teksten findes i Scivias) – blev den pga. af teksten opfattet som en kamp mellem guderne eller himmel og helvede, men jeg har læst teksten nogle gange i Scivias, og hvis man skal tolke den anderledes, ville jeg tolke den som de kosmiske kræfter.
….og ikke mindst menneskets mange ansigter og indre følelsers kamp med forførelsen.

 

 

Filmen Himmelstorm

kan lånes på bibliotekerne eller som en del af undervisningsmateriale til skoler.

Den er en 20 minutters film om Hildegards visioner og instrueret af Kassandra Wellendorf.

Filmen er blevet til efter en idé af Klavs Holm, som har skrevet historiespeciale om Hildegard af Bingen. Filminstruktør Kassandra Wellendorf har skrevet manuskript og instrueret. Idéen er at give et indblik i middelalderens verdensbillede gennem en fortælling om Hildegard af Bingens visioner. Ambitionen har været at skabe en undervisningsfilm, som går nye veje i den visuelle formidling.

Hildegards visioner er udformet i en tæt billedmættet stil, som på en måde understreges af filmens billedsprog. Vi hører Hildegard berette; mens billederne i drømmeagtige sekvenser åbner op for Hildegards syner. Filmen udvikler sig i et fabulerende, malende billedsprog. De originale illustrationer fra Hildegards værker indgår som et centralt element. Disse illustrationer sættes i bevægelse og veksler med billeder af Hildegards person. Som baggrund ser vi billedflader af vand, ild og dramatiske skyformationer.

Filmen kredser om selve visionsfænomenet, men inddrager også centrale temaer til en forståelse af den middelalderlige verden. En speakerstemme kommenterer nålestiksagtigt disse temaer. Vi hører kort om Hildegards baggrund, om kroppens centrale plads i den middelalderlige tankegang, om det talte ord og om skriften som medie i middelalderen, om middelalderens forhold til naturen og naturens kredsløb, om musikopfattelsen og om den religiøse dimension i Hildegards verdensbillede, hvor mennesket er tildelt en helt afgørende rolle til opretholdelse af verdens guddommelige orden.

 

 

 

 

 

Dante Alighieri 1265-1321

 

The sculpture of Dante (Durante degli Alighieri, 1265-1321) was donated to the city of Florence by the sculptor in 1856. Enrico Pazzi represented Dante deep in thought, holding the folds of his robes with his left hand and a tome in his right.

 

 

Dante var en italiensk forfatter og politiker. Han blev født i Firenze og døde i Ravenna. Den sidste del af hans liv var præget af landflygtighed, men fik dog fuldendt sit livsværk: "Den Guddommelige Komedie", som eftertiden har kaldt den. Selv omtaler han den blot som "La Comedia".

Det er dette værk vi kender ham bedst på. for at forstå Kosmos, Universet, Jorden, Naturen og det guddommelige i Middelalderen.

Jeg har læst værket for mange år siden, men har genlæst det i løbet af det seneste halve år.

På baggrund af Marco Bersanellis 1) foredrag om "L’universo di Dante e la scienza moderna" har jeg valgt at bringe Marcos tanker om "Dantes Univers":

Vi er vant til at tænke på middelalderen som en tid der blev overskygget af teologisk og religiøs uenighed, til at fastslå artens oprindelse. Men for læseren vil man opdage at der faktisk blev forsøgt at indrage videnskaben i en teologisk forklaring, og i "den guddommelige komedie" af Dante Alighieri 2), opdager man efterhånden, at der udvises en utrolig og stor opmærksomhed på beskrivelsen af naturfænomener, lige fra stjernernes bevægelse i forhold til månen og geologiske fænomener til dyrelivets eksistens og livets bevægelse og cyklus som vises og forbindes med lys-fænomener. Lysets tilstedeværelse som symbolsk værdi og samtidig mangfoldigheden og skønheden i dens fysiske manifestation, ender op med at spille en central rolle i Dantes "La Divina Commedia". For eksempel forklares et af de mest spektakulære lys-observationer  om regnbuen - som beskrevet i 2. del af værket: "Skærsilden" (Purgatorio: Renselsessted):

 

E come l’aere, quand’è ben pïorno,
per l’altrui raggio che ‘n sé si reflette,
di diversi color diventa addorno.
[Pur XXV (91-93)]

oversat:
Og som luften, når den er regnfuld,
bliver den prydet med farver gennem stråler der reflekteres i luften.

 

Selvom Dante bl.a. også  beskriver sjælenes vandring når lyset omtales, er det alligevel en observation af naturens verden.

Her finder vi en beundringsværdig poetisk malet syntese, der pryder billedet af luft i forskellige farver. Men frem for alt er det slående, at der i samme skrift læses Dantes behov for også at nævne den fysiske mekanisme, der forårsager fænomenet: regnbuens opståen: "når sollys (refleksionen) er afspejlet i luften (vises den ), når den er fuld af fugt (regnfuld). Det æstetiske og også er beskrevet ud fra et fysisk princip som det var muligt at beskrive i 1300-tallet, hvilket er grundlaget for hans tilbagevendende observerede fænomener.

I Dante Alighieris værk findes også denne bemærkelsesværdige passage:

Come quando da l’acqua o da lo specchio
salta lo raggio a l’opposita parte,
salendo su per lo modo parecchio
a quel che scende, e tanto si diparte
dal cader de la pietra in igual tratta,
sì come mostra esperïenza e arte;
[Pur XV (16-21)]

 

Oversat:
Ligesom når vand reflekterer (giver en genspejling)
fremkommer solens stråler som i den modsatte side,
stigende opad i samme størrelse
derefter ned, og så bliver afgående
ligesom når en sten falder ned i direkte linie
hvilke erfaringer også beskrives i eksperimenter og i  kunst


Dette er en præcis beskrivelse af, hvad vi nu kalder "reflektionsloven": den reflekterede stråle afbøjes fra lodret (fra faldet på stenen) i en vinkel, som er lig med dens indfaldsvinkel. Den meget strenge definition udtrykt i verset viser hvordan Dante ikke føler nogen besynderlighed over fænomenet og ej heller henviser til den fysiske mekanisme, selv om det egentlig tjener den til at give styrke og stof til eftertanke for hans analogi. Dantes blik som vendes mod den naturlige verden er meget forskellig fra vores moderne sind: for os er den kvantitative beskrivelse af det fysiske fænomen strengt adskilt fra enhver form for æstetisk  udtryk for sin skønhed og betydning. I dag ville vi aldrig tænke eller skrive en videnskabelig artikel der giver os bare en antydning af skønhed for genstanden der undersøges, eller i en poetisk tekst give en grundig beskrivelse af et fysisk fænomen til debat.


Disse eksempler skal  blot nævnes,  men er tilstrækkelige til at give anledning til spørgsmålet: hvor er den dybe hengivenhed og opmærksomhed, som Dante har vist i den naturlige verden? Hvad er oprindelsen af hans omfattende livssyn, nysgerrighed om detaljerne, og samtidig at genstanden for det bruges til i lange vers at beskrive optakten til dets egentlige betydning? Senere, i "Canto del Paradiso" (Paradisets sang), 3. del af værket, skriver han:


 

Le cose tutte quante
hanno ordine tra loro, e questo è forma
che l’universo a Dio fa simigliante
Qui veggion l'alte creature l'orma
de l'etterno valore, il qual è fine
al quale è fatta la toccata norma.
Nell’ordine ch’io dico sono accline
tutte nature, per diverse sorti,
più al principio loro ve men vicine.
[Par I (103-111)]


Oversat:
Alle ting
har orden blandt dem selv, og det er form
at universet for Gud er lige
Her ses de høje væseners fodaftryk
Af den evige værdi, hvilket  er enden
som er berørt og færdiggjort.
Jeg taler om den rækkefølge, at de er lærdommen af
alt i naturen, beregnet til forskellige skæbner,
mere for princippet end for det nærmeste.


For Dante har alting en indbyrdes orden og er et princip som han viser gennem en frimodig, dyb og skabende beskrivelse:  om månen, stjerner, træer, dyr, sten, er enhver skabning i dem søgt i en kosmisk orden som naturen har sammenføjet i henhold til et formål. Og denne form og orden, er for Gud en ensartethed.  Den visdom hvorpå tingene er skabt bærer tegn på Skaberens værk. Dette må have været i hjertet af Dante, da han så en regnbue eller så refleksionen af lyset i et glas vand. Hver detalje er vigtig, fordi den fortæller os om den evige værdi af alt, og det fortjener at blive set og kendt. Det er en stærk tanke, en tanke på behovet og bekræftelsen af en tidlig udvikling af moderne videnskab. Men selv for os i dag er det vigtigt at tro, at alle ting har orden blandt dem selv som en væsentlig forudsætning for videnskab og forskning. Vi kan studere grænserne for det observerbare univers, eller søge efter Higgs-partiklen (Higgs-partikel, der ved sin tilstedeværelse i vakuum, gør det svært for partiklerne at bevæge sig.), og foretage store investeringer i disse retninger, men kun hvis vi er villige til at erkende at selv i de fjernest liggende egne af vores egen realitetssans er der en orden som på en eller anden måde kan blive tilgængelig for os.

Men det er måske i hans kosmologiske vision, at Dante berører toppen af dette aspekt ud fra  hans egen genialitet, som vi kunne kalde "præ-videnskabelig". For sandheden om universet beskrevet af  Dante portrætterer og beskriver også en til tider temmelig mærkelig og usammenhængende struktur. Jorden er naturligvis i centrum, med de infernalske rotationer mod dens centrum og er omgivet af sfærer af planeter, efterfulgt af selve himlen omgivet af "fastlåste" stjerne som dernæst opstiger til "Nono Cielo" (Primo Mobile (krystalhimlen) og endelig videre til Imperiet- (den højeste himmel) -  det eksklusive sæde for det guddommelige. Men det er også et diagram over Dantes yderligere struktur, som er adskilt og uden for  krystalhimlen, som består af ni engleblide cirkler  og "la Candida Rosa", et område der normalt vises i en mellemposition af ordningen. "Candida Rosa" er stedet og vejen  til det mest guddommelige som Dante beskriver i Paradiset, hvor sjælene opholder sig. Det er en slags amfiteater med et scenario formet som en rose, hvor de sjæle af Paradiset der er hvide, er lavet af rent lys. Et symbol på guddommelig lyksalighed, så meget at det næsten er svært at genkende dets træk. Sjælene her er arrangeret i to grupper: dem, der tror på Kristus komme, og dem der tror på at Kristus er kommet. Kort sagt er billedet af Dantes kosmos ganske usammenhængende ved første blik og mærkeligt for en forfatter, der har vist så store intentioner for at beskrive harmoni og enhed.

I Canto XXVII i Dantes "Paradis" ser han ud til at bruge en mere klassisk og middelalderlige geocentriske tilgang, arvet fra den Aristoteliske skole. Efter at have beskrevet opstigningen i de foregående vers gennem alle himlene, skriver han, at når Beatrice kommer på tærsklen til krystalhimlen:

Luce e amor d'un cerchio lui comprende,
sì come questo li altri; e quel precinto
Colui che 'l cinge solamente intende
[Par XXVII (112-114)]

 

Oversat:
Som i en cirkel lukker lys og kærlighed den, mens den omgiver resten, som også lukker sig, og kun ham som lukker forstår det.


I fuld overensstemmelse med det klassiske billede, er Imperiet her beskrevet som en cirkel af lys og kærlighed i universet, der omgiver det følsomme univers. Og igen, med henvisning til den første krystalhimmel:

Le parti sue vivissime ed eccelse
sì uniforme son, ch'i' non so dire
qual Beatrice per loco mi scelse
[Par XXVII (100-102)]


Oversat:
Delene overstiger deres liv og højde
at alle er ens kan jeg ikke sige og
heller ikke hvad Beatrice har udvalgt som min plads


Det højeste organ er lyset og så ensartet, at Dante ikke kan identificere det specielle punkt i kuglen, hvorfra  Beatrice har valgt at tage vejen videre til Imperiet . Men når Dante og Beatrice i Canto XXVIII står ansigt til ansigt med  himlen, der er rent lys, fortæller Dante os noget uventet: han står foran et andet univers (XXVIII, 71), også med ni koncentriske cirkler, hovedkvarteret for en hær af englelige cirkler omkring et punkt: Fra dette punkt afgiver himlen og hele naturen deres betaling (XXVIII, 41-42). Gud er et lys og et uendeligt punkt omkring hvilket er en part af et kosmisk Imperium og omgivet af cirkler af ild. Dette scenarium ser derfor ud til ikke længere af være et Imperium placeret rundt om krystalhimlen (ifølge traditionen) men det ser ud til at beskrive et andet univers fremfor det følsomme univers. Kort sagt. En beskrivelse, der viser en  åbenlys selvmodsigende.  Desuden, hvis man følger denne ordning, skal  passagen gennem Krystalhimmelen ske gennem et præcist punkt, en "tærskel", der fører til Imperiet, i modsætning til de anførte i XXVII, 100-102.

Er det muligt, at efter så genial og præcis en fortælling, indfandt Dante på sit højeste og sin vigtigste del af sin beskrivelse af den menneskelige og kosmiske arkitektur og foreslår nu en mulighed for en mere usikker tilgang til universet? Nøje overvejelse af de ord af digteren fører os til at gætte på en anden og kraftigere tilgang,  men efter Marco Bersalennis mening er det mest overbevisende nok det som blev foreslået for første gang af den tyske matematiker Andreas Speiser i 1925 og dernæst blev fremført af forskellige forfattere. Dantes selvmodsigelse kunne betyde, at hvis vi planlægger at komme ind i universet ved at følge Dantes værk, som  han  beskriver som værende et euklidisk rum skal vi antage følgende: Antag, at du tegner det mønster af koncentriske cirkler på et ark der ikke har en plan flade, men et sfærisk-formet ark. Du skildre Jorden som en magnet, omgivet af himlen med planeter, der tegnes som cirkler, og som udvides gradvist. Den største er Krystalhimlen (himmel, der if. ældre verdensanskuelse tænktes at ligge nærmest den yderste himmel (ildhimlen, Empyreum) , hvilket svarer til ækvator på vores sfæriske kort. Gå fremad, kryds Ækvator, og vi befinder os i den anden hemisfære. Her er de ni cirkler i Imperiet, der mødes på et tidspunkt, "punktet", som er afhængigt af himlen og hele naturen.

På denne måde er enhver modsigelse løst. Der er heller ikke behov for nogen "tærskel" til et særligt univers, der viser os vej fra jorden til det guddommelige: ethvert punkt på den første himmel svarer til alle andre. Selvfølgelig bliver cirklerne trukket på kortene, der svarer til virkeligheden i den serie af koncentriske sfærer. I det første tilfælde, hvilket svarer til den klassiske aristoteliske ordning, repræsenterer de kredse af områder deres voksende størrelse af planeterne, faste stjerner, krystalhimlen, og endelig Imperiet. Vi har ikke noget problem med at forestille os denne geometri i tre dimensioner. Tegningen på kloden, men oversat til det tredimensionale rum kan skabe et problem i forhold til vores fantasi som vi bevæger os væk fra centrum (Jorden), områderne stiger i størrelse, indtil vi når Krystalhimlen. At gå endnu længere væk  - til Imperiet -  sker en formindskelse  for at stramme op omkring det guddommelige punkt, en uendelig sfære!. Pointen for Gud:  med uendelige områder og at indbefatte og omfatte alle områder af universet. I dette synspunkt, er det punkt at Gud menes at være universets centrum, og alligevel være tilstede i alle retninger omkring det, som Dante siger i Canto XXX eksplicit (11-12):"parendo inchiuso da quel ch'elli 'nchiude." (Ser ud til at blive lukket af det som lukker det)


Det er ikke muligt at visualisere denne effekt direkte, men det er nemt for os nu at beskrive det matematiske synspunkt: hvad der  i moderne sprog i  geometri kaldes en "3 - sfære "eller" hypersfære ". Men for Dante, uden det matematiske værktøj, var det en stærk intuition af et ikke-euklidisk bøjet rum og var på hans tid en helt sikkert ekstraordinær indsigt.

I middelalderen var der sandsynligvis større fantasifuld frihed mod den euklidiske paradigme, som til tider kan være svært for os at have her i nutiden.
Astrofysiske data viser os, at universet er meget homogent på store skalaer. Jo flere objekter vi observerer og som er langt fra Jorden, jo mere ser de ud som de var i fortiden, fordi lyset tager længere og længere tid at komme til os. Men fordi universet udvider sig, er den information vi modtager fra en fjern fortid med til at vise os en verden meget mindre end i dag. Så uanset hvor vi ser på himlen i den sidste sfære, der omgiver det observerbare univers, ser vi også på et enkelt punkt af rumtid, hvilket er det et punkt, hvorfra  universet opstod: "Fra dette punkt, afhængigt af himlene og hele naturen ".



Selvfølgelig var Dante ikke en moderne videnskabsmand. Takket være videnskabelige fremskridt er vores forståelse af kosmos og arten af i dag langt mere omfattende og detaljeret end den middelalderlige (hvem ved, hvad Dante ville have fået ud af det, hvis han bare vidste en lille del af det vi nu forstår om universets struktur og symmetri ud fra fysikkens love!). Men vi moderne mennesker kan  måske risikerer at miste de mest værdifulde ting: taknemmelighed, viden af fornuften, fornemmelse af fællesskab og enhed, "følelse af et mysterium", der brændte i øjnene og hjertet på Dante Alighieri, og som Einstein sagde: "er frø af al kunst og al sand videnskab."

 

 

 

1)       Marco Bersanelli, Professor i Astronomi  & Astrofysik, Milano, Italien og fra 2011  har han været en del af den italienske i "Science Programme Committee dell’ESA." -  - flg. links er på italiensk:

        http://youtu.be/errTCwfULoQ - http://it.wikipedia.org/wiki/Marco_Bersanelli - http://www.scienzainrete.it/contenuto/articolo/luniverso-di-dante-0 - http://www.euresis.org/it/Dettaglio_Rassegne_Stampa.aspx?id=114

2)        Dante tager læseren med på en rejse gennem egne, som strækker sig hinsides livet og virkeligheden. Fortællingen om hans rejse foregår i året 1300, hvor han gennemrejser de 3 dødsriger ved hjælp af tre guider: den romerske digter Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator Skt. Bernhard af Clairvaux. - se mere på http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Guddommelige_Komedie

 

 

 

 

 

 

Agrippa 1486-1535

 

 

 

Heinrich Cornelius Agrippa von Nettesheim (1486-1535) er den mest indflydelsesrige forfatter for renæssancens esoteriske skrifter bl.a. “Ars Notoria - Mus Salomoni reuelauit.”

På nuværende tidspunkt er der kun en engelsk version af hans værk Ars Notori og nuværende udgave af bogen er baseret på en oversættelse udgivet i ca. 1650 af Robert Turner, en elev for magiske og astrologiske tekster. Turner oversatte en latinsk version som var udgivet af Agrippa ca. 50 år tidligere. Mens mange tidligere latinske versioner, der refereres til af forskere - nogle helt tilbage til 1300 tallet -  er der endnu ingen som har taget sig tid til at opdatere den latinske oversættelse af Agrippas latinske tekst og  sammenholdt med tidligere versioner.

Agrippa var inspireret af rabbiernes esoteriske videnskab, Kabbalaen (som vi kender den i dag) og den franske jøde, Issac den Blinde, som åbenbarede dens fundamentalistiske værker: Sepherlezirah (Skabelsens bog) og Zohar (Pragtens bog). Kabbala betyder modtagelse af visdom.

 

 Agrippas Talisman som findes afbilledet i tredje bind af "De occulta philosophia libri tres" udgivet i Køln første gang i 1533.

 

Agrippa's De occulta philosophia libri tres is a study of elemental, celestial, and intellectual magic. The book discusses the four classical elements (earth, air, fire, and water), astrology, numbers, angels, gods, mystical names and virtues, and how they relate to medicine and alchemy. (Collecton of National labrary of Medicine"

 

Agrippas kabbalistiske segl følger en metode, der er opkaldt efter ”Notariku” som tillader, at man betragter hvert ord som en forkortelse, så alle ordets bogstaver bliver forbogstaver i et nyt ord. I Agrippas talisman findes ordet ”Araita” som er sammensat af forbogstaverne i alle de hebræiske ord i en hel sætning.

 

Se mere om Agrippa under  Symboler for livet , Solomons nøgle

 

 

 

 

 

 

Paracelsus 1494-1541

                                                           

 

Theophrastus Philippus Aureolus Paracelsus Bombastus von Hohenheim blev født i Einsiedeln, Schweiz og var alkymist, læge og astrolog. Han døde i Saltzburg, Østrig.

Lægen Paracelsus, (der på græsk betyder "ved siden af eller ligesom Celsus" – ligesom den græske filosof Κέλσος) blev født i Einsiedeln, Schweitz af en schwabisk far der var kemiker og en schweitzisk mor.

Han blev opdraget i Schweiz, og som ung arbejdede han ved de nærliggende miner som analytiker.

I en alder af 16 år begyndte at studere medicin på universitetet i Basel. Nogle mener at han fik sin doktorgrad fra Universitetet i Ferrara i Italien.

Senere rejste han til Egypten, Arabien, det Hellige Land, og til Konstantinopel for at opsøge alkymister som han kunne indhente viden fra.

Efter sin tilbagevenden til Europa, blev han berømt for sin viden som han havde oparbejdet på alle sine rejser.

Han brugte bl.a. ikke den konventionelle behandling af sår, som var at hælde kogende olie på dem for at ætse dem, eller hvis der var fare for koldbrand, at lade koldbranden udvikle sig og derefter amputere benet. Paracelsus mente at det var en latterlig tankegang og at sår kunne heles hvis de blev drænet for materie og ikke fik mulighed for at smitte yderligere væv.

Paracelsus afviste også de Gnostiske traditioner, men holdt alligevel meget af Hermetics (Neoplatonisme) og Pythagoras filosofi, men den Hermetiske (esotoriske mystiks videnskab) havde så meget tilfældes med de aristoliske teorier, at hans afvisning af Gnosticisme egentlig var meningsløs.

Især afviste Paracelsus teorierne af Agrippa og Flamel omkring magi.

Paracelsus opfattede ikke sig selv som en tryllekunstner og ringeagtede dem som beskæftige sig med det på trods af at han praktiserede astrologi, som de fleste - hvis ikke alle - af de universitetets uddannede læger i Europa gjorde på den til.

Astrologi var en meget vigtig del af Paracelsus medicinske viden.

I sin Archidoxes Magic Paracelsus brugte han flere afsnit af bogen til forklaring og virkning af astrologiske talismaner til at kurere sygdomme. Talismaner til brug for forskellige dårligdomme samt talismaner for hvert tegn i dyrekredsen.  Han opfandt også et alfabet kaldet "Alfabet af Magi", til indgravering af engleagtig navne.

 The Alphabet of the Magic 

 

 

Paracelsus var dog primært en pioner indenfor medicin ved brug af sin forskning og brug kemikalier og mineraler. Han brugte navnet "zink" for elementet zinkallerede i ca 1526, baseret på dens markante krystaller som viste sig efter smeltning. Det gamle tyske ord "Zinke" kan oversættes som skarpt eller tydeligt. I hans eksperimenter var der altid et yderlige forsøg på at lære menneskekroppen at kende. De Hermestiske synspunkter kom her frem i hans beskrivelse af at sygdom og sundhed i kroppen kom an på harmoni og balance i mennesket - mikrokosmos og makrokosmos – og et forsøg i at lære alt om den menneskelige krop.

To græske ord, der bruges til at betegne en hel eller delvis overensstemmelse mellem en større helhed (makrokosmos, f.eks. Universet) og en mindre del af denne (mikrokosmos, f.eks. mennesket).

 

Hans tilgang til emnerne adskilte sig markant fra medicinerne før ham. For at bruge denne analogi viste han at hans teorier og praktiske erfaringer ikke kunne sidestilles med "renselse af sjælen", men han ville vise, at mennesket bør have en vis balance af mineraler i deres krop, og at visse sygdomme i kroppen også indeholder kemiske midler som kunne helbrede dem.

(Debus & Multhauf, s. 6-12 - Alchemy and chemistry in the seventeenth century / papers read by Allen G. Debus and Robert P. Multhauf at a Clark Library Seminar, March 12, 1966)

 

Paracelsus , også kaldet toksikologiens fader, skrev : Det er doseringen der gør det til gift – altså at gift i små doser også kunne helbrede. Hans udtalelser som nu er over 500 år gamle kan sidestilles med den medicinske lære vi har i dag omkring vaccine.

Her den tyske tekst:

"Alle Ding' sind Gift und nichts ohn' Gift; allein die Dosis macht, das ein Ding kein Gift ist"

 

 

Viderebringelse af viden:

Den senere kendte læge Christian Friedrich Samuel Hahnemann fra Sachsen i Tyskland (1755-1843) blev sammenlignet med Paracelsus af både Johann Wolfgang von Goethe og Ludwig van Beethoven - som efter sigende skulle have været patienter ved Hahnemann.

Det siges også at Paracelsus og Hahnemann havde samme karaktertræk og livsstil.

Den eneste forskel er at Hahnemann brugte raffineret planteudtræk/ mens Paracelsus valgte at bruge uraffinerede naturprodukter.

Paracellus gav os ideerne og forskningen mens Hahnemann gav os et fuldt videnskabeligt system at praktisere.

En anden person som endnu senere kom til var englænderen Edward Bach (1886-1936), som med sine synspunkter om planternes spirituelle og emotionelle kraft som helbredelse både havde Paracelsus og Hahnemann som homøopatiske inspiratorer.

 

Philosophiae magnae des edlen, hochgelaehrten, vielerfarnen und weitberhuemeten Herrn D. Avreoli Theophrasti von Hohenhaim, Paracelsi genandt.  Coeln: Byrckmans Erben, anno 1567.

 

 

 

Giordano Bruno 1548-1600

 

 

En stor del af min hjemmeside kan siges at være dedikeret til Giordano Bruno, som blev henrettet for kætteri i år 1600.

 

Hans store filosofiske tanker skabte røre og uro blandt det dengang etablerede religiøse samfund, og han var bevidst om de strømninger han efterlod sig.

 

Han havde stor respekt for naturen og universet og en del af hans teorier gik ud på at sjæl og legeme var et og han tog afstand fra at én guddom kun eksisterede for oven. Giordano Brunos filosofi var, at guddommen var et med os.

 

Hvorfor lige Giordano Bruno og ikke en af de andre store tænkere?

 

Ja, fordi jeg kan genkende ham i mennesket den dag i dag – ikke kun i dag, men også i datid og den vej vores fremtid byder. Han var nysgerrig, videbegærlig og elskede det magiske i foranderligheden, men desværre var han fra en tid med restriktive love og regler og hvor kirken og inkvisitionen havde magten, hvilket bevirkede at det endte som det gjorde for Giordano Bruno.

 

Hans rejse gennem tid og sted – hans landsforvisning – processen, dommen etc. ønsker jeg ikke at se i lyset som martyren Giordano, men som menneskets evne til at reflektere over verdens historie eller for den sags skyld religiøse og mytologiske symboler/skikkelser.

 

En stor filosof!

 

 

 

Giovanni Batista Vico 1688-1744

 

var født 1688 af en fattig boghandler i Napoli og døde i 1744. Han var italiensk historiker og filosof og havde oprindeligt studeret jura på universitetet i Napoli, hvor han efterfølgende i årene 1699-1741 arbejdede som professor i Retorik. Efter sit arbejde på universitet i Napoli blev han ansat som kongelig historiegrafer af Napolis konge.

Giovanni ønskede at forstå og redegøre mytens filosofiske aspekt - den interaktion som foregår mellem myter og samfund.

Som baggrund tog han den græske mytologi som basis. Den græske mytologi skulle danne basis for hans filosofiske tanker mellem mytologi, religion og mennesket igennem 4 stadier.

Det første stadie udtrykker naturens guddommelighed: Torden og himmel bliver ZEUS og havene POSEIDON.

Det andet stadie beskæftiger guderne sig med de mere hjemlige guddommeligheder og der opstår en hersken over naturen: HEPHAESTUS, ildguden, DEMETER, korngudinden.

Tredje stadie besætter guderne civile institutioner og områder af lignende symbolisme : f.eks. HERA, symbol og gudinde for ægteskabet.

Det fjerde stadie er udtryk for den totale menneskeliggørelse af guderne som man kan finde i HOMER´s værker Iliaden og Odysseus.

 

 

Vico´s mest kendte værk er "Principi di Scienza Nuova d’Intorno alla Comune Natura delle Nazioni" (Principles of a New Science Concerning the Common Nature of Nations, 1725), forkortet til Scienza Nuova.

I værket analyserer han og påstår den cykliske sammenhæng mellem historien og de enkelte kulturers sociale aspekter er sammenhængende stadier som socialt går fra barbarisme til civilisation og igen retur til barbarisme.

Det første sociale stadie bliver kaldet " Gudernes tid", hvor religion, familiemønstre og andre basale aspekter belyses. Næste stadie er "Heltenes tid" belyser os almindelige og ordinære mennesker som er domineret af den adelige klasse. Det sidste stadie er kaldet "Menneskets tid" hvor det rebelske menneske og sejren for ligestillingen mellem mennesker analyseres. Dog bevirker dette stadie alligevel samfundets manglende integration af forskellige sociale grupper.

 

Vico´s  filosofiske principper har bl.a. inspireret filosofferne Auguste Comte og Karl Marx i deres sociale teorier.

Sociologen Émile Durkheim og antropologen Bronislaw Malinowski har også beskæftiget sig med de arkaiske sociale grupper og afkodningen mellem mytologi, kosmologi og sociale kulturer og deres moral, regler og guidelines.

 

 

 

 

Roberto Assagioli 1888-1974

 

Roberto - En pioner og grundlægger af ”Psykosyntesis”.

 

Roberto Assagioli blev født i Venedig i 1888.

Dr. Assagioli døde den 23. august 1974 og mange vil leve i hans ånd, hans tænkning og hans aktive arbejde som dannede grundlag for "syntesen".

 

Første gang man hører om Assagioli var i 1910, hvor han var en ung medicinstuderende, der fremførte nogle vigtige opdagelser, som var udgivet af Sigmund Freud og Roberto holdt et foredrag om det for hans professorer i Firenze.

Hans navn nævnes gennem psykoanalysens historie som en af de tre italienere der var samtidens pionerer og bragte mod og rationalitet til den psykoanalytiske indsigt og ikke mindst til at påføre det til tider overfladiske victorianske liv nye tanker. Dette alene gjorde ham bemærkelsesværdig.

Det bemærkelsesværdige er dog også, at mens han omfavnede de nye radikale strømninger af psykoanalysen, lagde han samtidig - i 1910 - fundamentet for en kritik af den samme psykoanalyse. Han så, at det kun var en delvist udredet teori og at udforskning af emnet var forsømt  - bla. ville Maslow, nogle 60 år senere kalde det "længere rækkevidde for den menneskelige natur."

Assagiolis formål var at skabe en videnskabelig tilgang, som omfattede hele mennesket - kreativitet og vilje, glæde og visdom, samt impulser og drifter. Desuden ønskede han denne integrerende fremgangsmåde til at være af praktisk art - ikke kun en forståelse af, hvordan vi lever, men en støtte i at hjælpe os til at leve bedre, mere fuldt ud, ifølge det bedste der er inden i os selv hver især. Denne forestilling kaldte han psykosyntesen.

 

I 1926 blev "Istituto di Psicosintesi"  grundlagt i Rom af Roberto Assagioli og bygget som et nonprofit institut  i 1965,  der har sit hovedkvarter i Firenze, som beskæftiger sig med udbredelse af viden, personaleuddannelse, rådgivning og uddannelsesmæssige studier. I Italien er der nu 17 centre fordelt i hele landet. Der findes yderlige centre i alle verdensdele.

 

Han var aldrig alene. Han var en velkendt skikkelse og en fremtrædende person i den romerske kultur før Anden Verdenskrig. Han havde korrespondenter og venner, kolleger og medarbejdere over hele verden - Jung, Maslow og Tagore var blandt dem. Men det reelle arbejde med de mange år var et værk af forberedelse og udredning afpatienters tankegang, studier og indlæring af hvordan den menneskelige psyke fungerer, at skrive og omskrive gennemprøvede teorier. Det var som om han var kaldet til at give næring til den relative stilhed om menneskets psyke, omkranset af en teoretisk og praktisk baggrund af det menneskelige væsen, som mænd og kvinder af halvfjerdserne og deres efterkommere kunne bruge og udbygge.

 

Af hans personlige godhed, og med sin patientforståelse gav han sine medarbejdere, studerende og klienter videre af hans genialitet, erfaring og visdom. Hans medfølelse og uselvisk, når det drejede sig om ham selv, brugte han til at hjælpe andre. Meget mere kunne siges om ham, men her er det dog at bemærke, at han var en person der skulle opleves og at gennem det skrevne ord er det svært at give en fyldestgørende beskrivelse af ham.

 

Claude Servan-Schreiber skrev om det første besøg som hun havde sammen med hendes mand - denne gamle florentinske Læge:

"For et langt øjeblik kiggede vi alle tre på hinanden uden at tale med Assagioli, han smilede til os og hans øjne var forbløffende vitale inde i et rynket ansigt som viste livets alder. Så rykkede han sig hen til os - fra den ene til den anden. Var han ved at teste os? tænkte jeg. I stedet var det det modsatte. Han tillod os at observere ham i ro og mag, at etablere en forbindelse med ham, uden at vi selv umiddelbart følte at dette skete. Der var et klima af kommunikation, hvor ord finder deres plads senere, mens noget  løbende var ved at udvikle sig mellem os. Hans ansigt skinnede på en ekstraordinær måde, med en strålende indre glød, som jeg aldrig har stødt på hos en firsårig, og sjældent hos mænd der var meget yngre.

Dette budskab af glæde kommunikeredes og opfattedes dog hurtigt, og er noget af det fineste som jeg bar i min hukommelse og som jeg beholdt i mig gennem de utallige møder, som vi senere havde med ham. En følelse af, som ville han sige - at alt er muligt og tilgængeligt for dig:  glæde, sindsro. Jeg tilbyder det til dig som en gave. "

Den eneste video der eksisterer af ham kan du se et klip af fra videoen "Healing the Whole Person"

 

Kilderne til hans glæde var dybe i ham, og han delte dem frit ud, viste mange andre en vej til at kunne være frie i glæden. Han fandt glæde i oplevelsen af, hvad han kaldte "den egen indre kerne", dynamisk og transcendent, strålende med bevidsthed og kraftfuld med vilje, uforanderlige, universel. Han fandt glæde i sit eget selv og andres selv som han kunne se i mennesker han mødte. Han fremkaldte glæden ved selvrealisering hos dem, der kom for at besøge ham. Han fandt glæde i betragtningen af skønhed, af kunst, af ideer, at nogen fik gavn af hans videnskab og af naturen. Det var glæden ved denne viden, der gjorde livets arbejde let for ham. Det var en vidtskuende glæde, en kærlighed der voksede ud i haven under den store italienske stjernehimmel - skuende de uendelige verdener, det levende kosmiske mirakel af hvad der er, og hvad der er ved at blive.

Vi kan savne sådan en mand, men det er svært at begræde Roberto - Roberto med dit ansigt i stjernerne!

 

Il centro di Milano

 

Hvad er så Psykosyntese?

 

"En metode til selvrealisering og psyko-spirituel træning for dem, der ikke ønsker at forblive slaver og accept for deres indre spøgelser og ydre påvirkninger, at passivt underlægge sig et spil af psykologiske kræfter, der finder sted i dem, men ønsker at blive mestre af sit eget indre rige. "

 (Roberto Assagioli)

 

Psykosyntesen er en gældende psykologisk måde, som er baseret på principperne indenfor humanistisk psykologi, der tager sigte på en harmonisk udvikling af personligheden som en helhed (bio-psyko-spirituel) og tilskynder til at få kontakt med de øverste niveauer af psyken.

Det er en praktisk arbejdsmetode for viden, vækst og personlig transformation, som for alle hvor end eller hvad der kommer, har styrke til at gennemføre sit individuelle potentiale, gennem vejledning men mest af alt gennem det fundamentale selv.

 

 

Det spirituelle

 

Værdien af det spirituelle er måske unødvendigt at forklare, men udviklingen og brugen af det er nødvendigt af mange årsager. Først for at udfylde tomrummet efter de institutionelle religioners forsvinden og deres doktriner. For det andet for at dokumentere eksistensen af en indre inspirationskilde til rådighed for alle. Til sidst og ikke mindst for at give en gyldig og videnskabelig fortolkning af religiøse, æstetiske og illuminative oplevelser.

 

Videre i forklaringen af "Psykosyntese" definerer Roberto Assagioli spirituel på følgende vis:

 

”Vi anvender ordet ”spirituel” i dets bredere bibetydning, hvilket derfor ikke blot indbefatter den specifikke religiøse oplevelse, men alle tilstande af bevidsthed, og alle funktioner og aktiviteter der har det fælles træk, at de indeholder værdier, som er højere end gennemsnittet; så som etik, æstetik, heroisme, humanitet og altruisme.

Under den generelle titel eller betegnelse ”spirituel udvikling” inkluderer vi alle de oplevelser, der er knyttet til bevidsthed i forbindelse med det overbevidste, hvilket måske og måske ikke omfatter oplevelser af Selvet.”

 

Et andet sted siger han i forbindelse med "Undervisning i rette menneskelige relationer – inter-individuel psykosyntese":

"Dette vigtige aspekt af undervisning er i realiteten en del af den spirituelle undervisning, da det at være spirituel ikke blot betyder, at man er i stand til at transcendere det lavere selv i en ”vertikal” retning gennem en realisering af Selvet og forening med en højere realitet. Det inkluderer også en horisontal indstilling, som indebærer en kærlig og harmonisk omgang med alle levende væsener. Denne udvidelse opstår som ”koncentriske cirkler”, som gradvist inkluderer større grupper fra familien til hele menneskeheden."

 

Magasinet fra oktober 2010 (på italiensk)

 

 

 

 

 

 

 

Edward Norton Lorenz (1917 - 2008)

Den amerikanske matematiker og meteorolog er en af pionererne bag kaosteorien, professor ved Massachusetts Institute of Technology.

 

Hvad er kaosteorien så præcist?

Navnet "kaos-teori" kommer fra det faktum, at de systemer som teorien beskriver tilsyneladende er uorganiseret, men kaos-teori drejer sig i virkeligheden om at finde den underliggende orden i tilsyneladende tilfældige data.

 

Hvornår blev kaos opdaget? Den første sande Forsøgsleder i "kaos" var en meteorolog, Edward Norton Lorenz. I 1960 arbejdede han med med vejrudsigter. Han havde en computer, hvor der var forudprogrammeret et sæt af tolv ligninger til forudsigelse af vejret. Det eneste han skulle gøre var at indtaste nogle vejrdata og edb-programmet kalkulerede derefter nogle teoretisk forudsigelser om hvordan vejret ville blive.

En dag i 1961, ønskede han at se en bestemt sekvens igen. For at spare tid, begyndte han midt i det oprindelige forløb i stedet for at starte helt forfra. Han tastede antallet for det ønskede print med resultatet og forlod computeren , for at beskæftige sig med noget andet i mellemtiden.

Da han kom tilbage en time senere, havde resultatet for den sekvens han havde bedt om at se igen udviklet sig forskelligt fra tidligere. I stedet for at vise det samme mønster som før, afveg det betydeligt fra det originale udskrift. Han prøvede at udregne på hvad der var sket og fandt ud af at computeren lagrede numre op til seks decimaler i sin hukommelse. For at spare papir, havde han bedt computeren om kun at udskrive beregningerne ud med tre decimaler. I den oprindelige rækkefølge, var antallet 0,506127, og han havde kun skrevet de første tre cifre, 0,506.

Ved alle konventionelle forestillinger om tid, burde han have fået det næsten samme resultat. Han burde have fået en sekvens meget tæt på den oprindelige rækkefølge, da en videnskabsmand anser sig selv for heldig hvis han kan få målinger med nøjagtighed ned til tre decimaler, men Lorenz fandt ud af at denne idé var forkert.

Effekten blev kendt som Sommerfugle-effekten (The Butterfly Effect). Mængden og udregningen af selv små forskelle i udgangspunkterne for de to kurver er så lille, at det kan sammenlignes med en sommerfugl som basker med sine vinger.

Udfra denne idé, erklærede Lorenz, at det er umuligt at forudsige vejret præcist. Men denne opdagelse førte Lorenz til andre aspekter af, der med tiden skulle blive kendt som "kaos teori".

 

"The flapping of a single butterfly's wing today produces a tiny change in the state of the atmosphere. Over a period of time, what the atmosphere actually does diverges from what it would have done. So, in a month's time, a tornado that would have devastated the Indonesian coast doesn't happen. Or maybe one that wasn't going to happen, does."

(Ian Stewart, Does God Play Dice? The Mathematics of Chaos, pg. 141)

 

Det menneskelige hjerte har også et kaotisk mønster. Tiden mellem hjerteslagene forbliver heller ikke konstante -  det afhænger bla. af, hvor meget aktivitet en person udøver. Under visse betingelser kan hjerteslag være uberegnelige, og under forskellige vilkår, slår hjertet ujævnt. Det kan endda blive kaldt for kaotisk hjerteslag. Analysen af hjerteslag kan hjælpe medicinske forskere til at finde måder til at sætte en unormal hjerterytme tilbage til en stabil tilstand, i stedet for at slå i ukontrolleret kaos.

 

"At the top, water drips steadily into containers hanging on the wheel's rim. Each container drips steadily from a small hole. If the stream of water is slow, the top containers never fill fast enough to overcome friction, but if the stream is faster, the weight starts to turn the wheel. The rotation might become continuous. Or if the stream is so fast that the heavy containers swing all the way around the bottom and up the other side, the wheel might then slow, stop, and reverse its rotation, turning first one way and then the other."

(James Gleick, Chaos - Making a New Science, pg. 29)

 

Teorien "Kaos" har allerede haft en varig effekt på videnskaben, men der er stadig meget tilbage at blive opdaget. Mange forskere mener, at det tyvende århundredes videnskab vil være kendt for kun tre teorier: relativitetsteori, kvantemekanik og kaos. Aspekter af kaos dukker op overalt rundt om i verden, fra havstrømme og blodstrømme gennem fraktale blodkar til træernes grene og eftervirkningerne fra turbulens. Kaos er uundgåeligt blevet en del af moderne videnskab. Som kaos ændrede sig fra en meget lidt kendt teori har den nu sin egen videnskab. Kaosteori har ændret videnskabens retning generelt for offentligheden, fysik er ikke længere blot en undersøgelse af atomer og partikler i en milliard-dollar partikelaccelerator, men er også videnskabelige studier af kaotiske systemer og hvordan de virker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Homage til andre personer som har og stadig arbejder med traditionel medicin og de holistiske kræfter i naturen:

 

Raimondo Lullo 1235-1316

Nicholas Culpeper 1616-1654

Johann Friedrich Schweitzer 1625–1709

Samuel Hahnemann 1755-1843

Georg August Heinrich Mühlenbein 1764-1845

Clemens M. F. Boenninghausen 1785-1864

Hans Burch Gram 1787-1840

Johann Ernst Staf 1787-1860 

Frederick H. F. Quinn 1796-1878

Constantine Hering 1800-1880

Henry Clay Allen 1836-1909

James Tyler Kent 1849-1916

William Boericke 1849-1929

Benedict Lust 1872-1945

Edward Bach 1886-1936

George Vithoulkas 1932-

Gurudas 1945-2001

Maoshing Ni, Chinese medicine

Ian White, Australian Bush Flower

Steve Johnson, Alaskan Essence Project

 

samt

filosoffen Rabindranath Tagore 1861-1941

og

videnskabsmanden Albert Einstein1879-1955

 


 

 

 

 

 

 

    

 
Site Search:

search tipssitemap