Global House Holistic

 

I pagt med naturen

                                                  

                                                                                                         Newgrange

 

Magiske steder

 

 

 

Naturens egen magi

Hower Cavern - Shoharia, N.Y.

 

Prehistoriske huler 

 

Howe grotterne (Hower Cavern) ligger i  shoharia amtet, NY. De er opkaldt efter Lester Howe som ved et tilfælde opdagede dem i 1842. Han var landmand og opdagede hulerne ved at hans kvæg  ofte på varme sommerdage trak ned i bunden af en dal hvor der var krat og buske.

Når han kom ned til køerne forstod han hvorfor. Der var køligt og rart, så det tiltrak kvæget på de varme dage.

Da Lester Howe kunne mærke at der kom kølig luft inde bag buskene begyndte han at undersøge hvor det kom fra og fandt frem til de skjulte grotter.

Han fandt hurtigt ud af at dette var et naturfænomen som kunne bruges til fremvisning for turister, og at han ville kunne få en økonomisk gevinst ud af det. Derfor startede han allerede året efter at fremvise hulerne.

Lester Howe grundlage også et trend, da hans datter i 1929 blev viet i hulerne under jorden. Mange par er siden blevet gift omgivet at denne jordens urkræfter, som for mange også symbolerer romantik, magi, stabilitet og troskab.

Det menes at hulerne er over 6 millioner år gamle. De er bestemt en oplevelse værd, hvor man får  mulighed for at opleve naturens undervandserosion og dens betydning. Drypstenshulen er et farveorgier pga. elementernes tilstedeværelse og jernindholdet har farvet stenene røde, saltene/sort og gråligt, det oxiderede svovl/ gul, kobberet/grønt og selvfølgelig kalkstenenes hvide farve.

Man bevæger sig ca. 160 meter ned under jorden og oplever dette naturens univers og bortset fra gåturene i grottens utallige gange sejler man hele vejen gennem Lake Venus (ca. 200 m. lang) og ud til hvor Lester Howes jord egentlig endte. Grotterne er kun åbne når den underjordiske sø ikke oversvømmer.

                                    

Howe Cavern er blandt en af de få velbevarede mineralske huler i verden, hvor vi kan få et indblik i vor klodes naturlige og præhistoriske grotteformationer.

Der findes selvfølgelig andre former for huler i verden, hvis man ikke vil rejse så langt, som er værd at se. Enten formet af vand, lavastrømme eller is. Det gælder bare om at opleve dem.

 



L´Averno og det hensides.

Napoli, Italien

I Italien ved Lago d´Averno, en sø ved Napoli-bugten finder man tegnene på en af de kendteste myter, Ved søen ligger Cumae (også kaldet Cuma) og i oldtiden var alle overbeviste om at her lå underverdenens indgang. Tidligere var søen omgivet med mørke skove som understregede al oldtidens mystik ved dette sted.


Den oprindelige Sibylle som Apollo havde udstyret med store spådomsgaver siges at have boet i en hule ved søen. Hun var ypperstepræstinde og seerske/profet.

Ud fra legenden udsprang en hemmelig kult som dyrkede de voldsomme naturkræfter fra vulkanerne som symboliserede kampen for tilbageholdelsen af de tilfangetagne Giganter som levede i jordens indre.
De grækere som indvandrede dertil kan genkendes i Homers Odysseen. I den sammenhæng ville lago d´Averno være ”il paese del Cimmeri” – folket som levede i dunkle grotter og som afskyede solens stråler – åbningen til Helvedes porte.
Det siges at det også var der hvor de omflakkende helte kunne fremmane de dødes skygger og rådspørge den hellige Tiresia´s sjæl.
Avernus kan afledes af det græske áornes (uden fugle), som refererer til poeten Lucrezio, som skriver (let oversat) ”at på dette sted holder fugle op med at flyve og falde til jorden eller i vandet, og fyldt med glødende svovl ryger bjergene som også er rige på varme kilder”.

Egnene omkring Averno gæstede også en anden lokal kult ”divus Avernus”, som måske stammer fra Calipse, nymfen som besøgte Odysseus på øen Ogigia, hvor han opholdt sig i 7 år.

For at konkludere det mystiske scenario om Averno er det nødvendigt at bidrage med det historiske at man i året 214 før vor tidsregning hyldede oraklet Persephone (Hades dronning og datter af Zeus og Demeter) udført med ceremonielle handlinger og blodige ofringer.
Det siges også at Hannibal tog på sådanne pilgrimsture til stedet, men andre mente at besøget mere var beregnet for at angribe Putcoli og de forsvarende tropper.

Hvis vi skal tænke logisk og analysere disse myter, så er Lago d`Averno meget svovlholdig, og det kunne måske være at det var derfor fuglene døde og faldt ned?



Persephone var godt nok underverdenens dronning men også frugtbarhedsgudinde. Hun er også et paradigme på naturens proces via nedstigningen og genopstandelsen som et symbol for de 4 årstider, samt hendes cyklus gennem fødsel-liv-død og guddommelig genfødsel.
Anthesphoria er en gammel siciliansk blomsterfestival som tidligere blev holdt for hende. Man sagde at sangene og musikken og folkets glæde skulle række ud til de fjerneste marker til ære for hende.

 

 

 

 

 

Grotta di Nettuno

Sardenien, Italien

 

Neptuns grotte - som den bliver kaldt - ligger på Capo Caccia i Sardenien.

 

Indgangen til grotten ligger kun omkring en meter over havets overflade ved foden af den 110-meter-høje Capo Caccia klipper og hulen kan derfor kun besøges, når vandet nedenfor er roligt.

En trappe på 654 trin, hugget ind i klippe i 1954, kaldes "escala del cabirol" (gedens trappe), fører fra en parkeringsplads på toppen af klippen og ned til indgangen. Inde i grotten er passager af stalakit og stalagmit formationer, og en 120-meter lang saltvands sø, på højde med havoverfladen. Hulen var engang levested for Middelhavets munkesæl, ( M. monachus)som er blevet udryddet i området.

Jeg besøgte grotten i 2010 og det var et fantastisk syn som man kun kan have erbødighed overfor. At den kaldes Neptuns grotte er intet under. Alle grottens formationer vil ved brug af det seende få ens egen fantasi omdanne stalakitter og stalagmitter til mennesker- og dyre skikkelser.

Se billederne under "sansebilleder" - tema klassiske elementer.

 

    

                                          

                  

 

 

 

 

 

Canada

St. Lawrence

 

Hochelaga betyder "Bæverdam" eller "Bæversø" og var en Irokesesisk landsby i st. Lawrence i Quebec, Canada og beliggende i umiddelbar nærhed af Mount Royal, Montreal. Jacques Cartier, en fransk kaptajn og opdagelsesrejsende ankom med båd den 2.oktober 1535, hvor han besøgte bosættelsen.
Han besøgte også Stadacona – en anden Irokesesisk bosættelse på ca. 500 personer - der var placeret ved det nuværende Quebec. Han rejste videre til Hochelaga efter at have fornærmet Stadaconaerne ved at have oprettet en base lige udenfor deres bosættelse og ved at sejle videre til Hochelaga uden at spørge Stadaconaerne om lov og på trods af  Donnaconas tryglende bønner, tog Cartier alligevel igen videre til Hochelaga.


Donnacona, som var en ”St. Lawrence Iroquois” høvding og boede i Stadacona fra ca. 1534-1536, protesterede og gjorde oprør da Carter opførte et kors i Gaspé.
Han blev pågrebet og hentet af Cartier men indvilligede i at lade sine sønner Domagaya og Taignoagy tage af sted med Cartier til Frankrig.
Med en følelse af forræderi brød Donnacona alle relationer med franskmændene og svor at franskmændene nu kunne klare sig selv i den efterfølgende vinter uden deres hjælp.
Skørbugen hærgede blandt franskmændene, og Domagaya var blevet bedt om at helbrede dem med den lokale medicin, som var lavet af te fra barken af hvidt Canadisk Cedertræ.
Nogle historier går på, at Cartier brugte en tvist mellem Donnacona og en rival som et kneb til at trække Donnacona til et møde, greb så ham og hans sønner (10 i alt – bl.a. gamle Donnacona, hans sønner Domagaya og Taignoagny, en lille pige på ti eller 12 år, og to små drenge, som Cartier havde modtaget som gaver det foregående efterår, en lille pige på otte eller ni år som Høvdingen Achelacy havde givet ham, og tre andre indianere) og bortførte dem til Frankrig. Han lovede at de ville komme tilbage inden for et år.  Donnacona blev præsenteret for kong Francies I, for hvem han gentog historier om et vidunderligt og fantastisk kongerige kaldet Saguenay. Donnacona døde i Frankrig efter en stadig forbitret tilværelse på baggrund af relationerne mellem franskmændene og indbyggerne i Stadacona.
Den eneste som returnerede med Cartier til Stadacona var en ung pige. Resten døde på hjemrejsen.
Denne rejses formål var at finde Saguenay og lede efter guld og ædelstene.

 

 

 

Følgende video er en mere rosenrød udgave om Hochelaga og Canadas historie:

 

 

 

 

På Cartier's tredje rejse (1541-1542), undgik han landsbyen og fulgte et andet spor til Lachine Rapids. Da franskmændene vendte tilbage i 1603, var bosættelsen Hochelaga forsvundet.

 

Mount Royal

 

Den første europæer der besteg bjerget ”Mount Royal” var Jacques Cartier,  der i 1535 fik udpeget bjerget af folk fra landsbyen Hochelaga. Han navngav bjerget til ære for hans mæcen, Kong François I af Frankrig.

Mount Royal (fransk: Mont Royal) er et bjerg i byen Montreal, umiddelbart nord for centrum af Montreal, Quebec, Canada, byen som den gav sit navn.

Bjerget er en del af Monteregian Hills ligger mellem Laurentians og Appalachians. Det fik sit latinske navn, Mons Regius hørende til Monteregian kæden.

 

Det første kors der blev placeret  på Mount Royal skete i 1643 af Paul Chomedey de Maisonneuve, grundlæggeren af byen, hvor han bad til Jomfru Maria om at få hjælp til at stoppe en katastrofal oversvømmelse. I dag er bjergets top kronet med et 31,4 m højt oplyst kors, opsat i 1924 af Société Saint-Jean-Baptiste, og nu ejet af byen. Det blev ændret til fiber-optisk lys i 1992, og derefter til lysdioder i 2009. Korset er som regel tændt og lyser hvidt, men kan nu ændres til enhver farve, herunder lilla som traditionelt bruges efter en paves død.

Ved siden af korset, er en mindeplade som markerer placeringen af en tidskapsel fra 1992 (Montreals 350 års fødselsdag). Den indeholder meddelelser og tegninger fra 12.000 børn og viser deres visioner for byen i år 2142, hvor kapslen er planlagt til at blive åbnet.

 

 

 

Ode til det smukke bjerg i Montreal, Mount Royal med titlen  "Holy Mountain", dette projekt beskæftiger sig med en banebrydende interaktiv fortælling, der fremhæver det vedblivende hellige i vores sekulære samfund, udforsket gennem bjergets symbolske steder og ritualer gennem en 3D repræsentation af parken og dens vigtigste funktioner.

”Holy Mountain” er et interaktivt web-projekt, der opstod  af 2 personer, der overvejede at linke de åndelige bånd mellem Montrealers til Mount Royal. Medieinteresserede Hélène de Billy og Gilbert Duclos har sammensat en række vignetter, der undersøger folks forhold til det hellige, deriblandt The Ghost of Jimi Hendrix, kanonisering af en bror og The Ten Commandments med Serge Bouchard.

Projektet indeholder også nogle sjove små detaljer - der er en telefonsvarer, hvor folk kan registrere deres egne historier og erindringer der involverer The Mountain, og hjemmesiden viser altid det aktuelle vejr i byen.

Projektet var oprindeligt tænkt på fransk, men alle web-dokumenter er med undertekster på engelsk. Så tag en tur til Montreals Holy Mountain - der er en masse at udforske.

 

Se hele  den interaktive video "holy Mountain"  - web-projekt på engelsk og på fransk.

 

 

 

 

 

Kalaallit Nunaat - menneskenes land

 

 

Dette afsnit er tiltænkt som min tak til det grønlandske folk som gav mig så meget i starten af 80´erne, hvor jeg arbejdede der i en 5-årig periode. Samtidig er det en bøn om at vi aldrig må glemme deres historier, åndsvidenskab og virkelige naturlige instinkt som vi andre i vesten kalder "i pagt med naturen", og huske at tænke på det som overlevelse og ikke kun som oplevelse.

Jeg har lært meget fra menneskenes land - også meget der ikke kan bringes videre uden man igen er der og tilstede. Jeg har bl.a. lært at ikke alt kan indlemmes i andre kulturer og Eskimokulturen er en af de kulturer der kun er autentisk i eget land.

Som alt andet naturligt skal alt der vokser først kunne gro og endnu tidligere først kunne såes. Fortællinger, åndsvidenskab, levevis, liv og tro skal derfor først såes gennem opdragelse, påskyndelse, udvælgelse og pligten til livet.

Vi taler ofte om vores ret til noget, men glemmer ind i mellem vore pligter.

Inuk (som mennesket så smukt hedder på grønlandsk) har pligt til, hvorend i verden det befinder sig, at videregive al læring og erfaring.

Det eksotiske og fremmede kan være tiltrækkende. Netop at opleve en kultur som er helt anderledes end vor egen. Vi kan få lov til at undres og opleve og rejser derfra med større viden, men vi kan aldrig blive som den anden kultur der er indlært gennem generationers kulturelle læring. Det vi kan have med os er forståelse og indsigt.

 

Som f.eks. i Knud Rasmussens beskrivelse af besøget hos åndemaneren Aua i 1923 (Thule ekspeditionen) hvor hans spørgsmål viser at han kommer fra en anden kultur:

 

"..... Dagen efter fortsætter Knud Rasmussen den afbrudte tur til Aua. Auas broder, Ivaluardjuk bliver en af de bedste bidragydere af folkesagn, som Knud Rasmussen skriver ned efter hans diktat. Aua fortæller også, hvorledes det er gået til, at han blev åndemaner. Mens hans mor havde båret ham i sit liv, havde hun forbrudt sig mod det tabu, som siger, at en gravid kvinde ikke må udføre arbejde. Da hans far kommer til at skære et foster ud af et hvalros, uden at tænke over, at konen er gravid, går fødslen straks i gang, og barnet er dødfødt. Den tilkaldte åndemaner siger: "Han er født for at dø, men han skal leve!", og hun bliver hos hans mor, indtil der kom liv i den nyfødte. I et helt år må moderen og den lille leve for sig selv i en snehytte, og kun nu og da kommer faderen på besøg. Sønnen bliver opkaldt efter en lille ånd, Aua, og for ikke at fornærme den, skal hans mor iagttage mange forsigtighedsregler. Den er sønnens hjælpeånd, og da den kommer til ham, er det, som taget løfter sig, og han får en sådan seerkraft, at han kan se tværs igennem huset, ned gennem jorden og op i himlen. En anden hjælpeånd er en haj, som kom svømmende hen til ham, lagde sig på siden af ham og hviskede hans navn, en dag, han var ude i kajak. Flere aftener igennem fortæller Aua og hans kone om leveregler og tabuskikke. men hver gang Knud Rasmussen spørger hvorfor, bliver de ham svar skyldige. Det forekommer dem tilsyneladende urimeligt, at Knud Rasmussen ikke blot vil have en redegørelse for, men også en begrundelse af deres religiøse forestillinger.

"Vi frygter! Vi frygter for jordens vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste føden ud af land og hav. Vi frygter nød og sult i de kolde snehytter. Vi frygter den sygdom, som vi dagligt oplever rundt omkring os. Ikke døden, men lidelsen. Vi frygter døde menneskers og dræbte fangstdyrs sjæle. Vi frygter jordens og luftens ånder. Derfor har vore fædre væbnet sig med alle de gamle leveregler, som er bygget på slægters erfaring og livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at få lov til at leve sorgløst. Og så uvidende er vi, trods alle åndemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Derfor har vi vore skikke, og derfor overholder vi vores tabu.".

 

 

Jeg har derfor tænkt - hvad kan jeg give videre fra dette store land, så det bliver så kortfattet og autentisk som muligt? Latteren, glæden og sorgen, kulden, jagten og maden, fortællingerne og samværet, menneskene og alle minderne? Svært er det at vælge og det har været svært, men så faldt jeg over en indspilning, som jeg havde med Nivikannguaqs og Sakaeunnguaqs sang som Jean Malurie havde optaget og indspillet i 1970´erne, som er noget af den som I kan høre herunder i udpluk.

Grunden til denne udvælgelse er at mange i Europa interesserer sig for åndemanere og sværmer om disses skikke.

De jeg har mødt i Grønland og Frobisher Bay (Canada) har været almindelige mennesker med et dagligdags arbejde, men med en usædvanlig medfødt og nedarvet åndsgave. Fiskere, fangere, industriarbejdere på fiskefabrik, husmødre, arbejdsløse m.v.

 

 

Sakaeunnguaq var født 1914 i Siorapaluk. Han var søn af den berømte Nukapianguaq, hvis sang synges her af sønnen. Han er Angakkoq (åndemaner)og Poet.

Nivikannguaq, enken af Nukapianguaq, som også levede i Siorapaluk tog med jægerne på de mest farefulde rejser, favnende polarnætterne og krydsende de forræderiske isbarrierer.

 

Sangene som, Jean Malurie har optaget i den periode og som akkompagnere trommerytmen er kaldt Ingmerneq. De er komponeret i ensom isolation og indøvet i al hemmelighed. Og så - en aften - inviterer sangeren fællesskabet til at tage del i hans følelser, hans lyse sind eller hans tristhed.

 

For hver tone af musikken gennemtrænges hans krop, hvorpå alle hans sanser tunes in på rytme, modulation og stavelser som dukker frem fra hans læber.

Sangen er ofte tredelt. Den sidste del er voldsomst. I slutningen af sangen, som kan vare 20 til 30 minutter, bliver ordene kun halvt udtalt, som om de bliver tilbageholdt. Nogle gange bevæger den halvt nøgne og svedige sanger sin krop sidelæns med knæbøjede ben og slår på sin tromme, mens han går i trance. Hans øjne er lukkede, som om han koncentrerede sig på sin hukommelse, og hans mund er ikke længere sammentrukket som i starten af sangen. Han ser ud til at opleve en reel spirituel overførelse.

Sangeren kan have en partner - en anden sanger - en slags "dobbelt", med et tåget syn i øjnene som var han et andet sted og som holder takten med en lille stok, som holdes i opret position mellem hans pegefingre. Ved slutningen af sangen læner de to mænd sig mod hverandre og kigger på hinanden, på kanten til at grine. En holder og løfter sin tromme, med trommestikken på ydersiden, og den anden drejer hurtigt sin krop med retning af solens rotation. Begge to skriger 3 gange af lykke "Ueye! Ueye! Ueye!"

Gruppen som understøtter solisten (og til slut begge sangere) tager part i sangen med sådan en spænding og kraft , at det virker som om de får en kollektiv udløsning der genbekræfter deres solidaritet med Angakok, og yderligere - med de levende, de døde og alt i naturen.

Hver trommesanger har sin egen personlige tromme, som er et helligt instrument, der bruges til at kommunikere med det usynlige.

Ifølge de gamle traditionen, må trommedans ikke blive udført under Polarnætterne.

Trommen har et håndgreb, og den holdes i venstre hånd, mens den højre håndterer stikken, med håndfladen vendende mod trommeskinnet. Trommeskinnet er blevet let fugtet med en klud inden sangen og er ikke slået. Kun de ydre hjørner af trommen. totredjedel langs med trommestikken.

Han spiller opretstående men halvt i knæ. Med hans halvt lukkede øjne og hans til tider sørgmodige udtryk, ser han ud som var han kommet fra et andet sted, og for at være en anden person for en ubestemmelig længde af tid på en grænse af trance.

Trommen og sangen var tidligere ofte brugt af Angakok, hvor målet er at besøge ånderne fra den usynlige verden, men kan også praktiseres uden trommer og kun ved kræften af spirituel koncentration, f.eks. efter en lang tid af fysisk askese.

Qilaat (trommen) som 10 x 27 cm er ellipseformet og for det meste udfærdiget fra skinnet af Hvalrossens hals. Skinnet er fastspændt omkring med en stramt bundet rem lavet af sener fra Narhval.

De to tværgående sider er mindre og har to rektangulære huller på 7,5 cm. De to modsatte sider, hvor håndtagene er lavet, er de længste. Et har tre rektangulære huller på 1,5 cm i midten, og den anden (på gribe siden) kun to huller. Disse huller skal være præcis anbragt på rammen for at kunne kontrollere vibrationer og efterfølgende lyden. Skinnet af hundemaver har med tiden fået et ry for at give en renere klang. Håndgrebet på trommen er 8,5 cm lang. Trommestikkerne er 28 cm og er lavet af hvalrossens ribben som er bundet til en snor lavet af sælskind.

 

 

 

Danmark

Klintekongen på Møn

Et sted i Danmark, som jeg holder meget af er Møn. Gennem mange år har jeg sammen med andre  enkelte dage/weekender lejet mig ind i Natur og Fritids hus ”Grønsund”, som ligger så smukt ud til fjorden.
Der er magi over Møn, ligesom jeg også har fundet steder på midtsjælland, som har naturkræfter, der er svære at beskrive.

Når man bevæger sig gennem den lille landsby Borre på Møn kommer man ind i Klintekongens rige, også kaldet Opsalen (klinteskoven). Mange indbyggere troede tidligere at han var Odins efterfølger.
Man mener også at Klintekongen skulle være den samme som ”Elverkongen, som er den ledende figur i ”Elverhøj”, som herskede over Ryen, Møn og Stevns.

Det fortælles at han boede i 2 grotter på Møns klint.
En til ham selv og en til hans hund og hvide hest. Klintekongens dronning havde sin trone på ”Dronningestolen”, som ses på toppen af klinten.

Når Klintekongen bevogtede øen var det umuligt for fremmede at invadere den, og folk har set ham ride på sin hest i skyggen af en fugl gennem landsbyer og skove, for bestandigt at undgå angreb fra fremmede tropper. Han kan forvandle stenene på stranden og træerne i skoven til krigere og han gjorde derfor øen til det sikreste sted i Danmark.

Klintekongen var kendt som en god hjælper for de nødstedte indbyggere, men hvis nogen kom for tæt på hans private opholdssteder snød han dem. F.eks. var der engang at Klintekongen havde en vidunderlig og mystisk have, som ikke lå så langt fra kysten ved klinten. Haven var så smuk med de dejligste frugttræer og specielt et træ havde store røde æbler, og man havde aldrig set nogen så smukke som dem. Indbyggerne forsøgte ofte at plukke dem, men det lykkedes aldrig, for når de gik ned i haven, fandt de kun enebærbuske, krat og tjørn. Så de kunne se de dejlige æbler langt fra, men træerne var væk når de kom frem.
Normalt var Klintekongen dog en venlig mand. Han havde en god ven, som hed Heding (også kaldet Helge), som kom fra Stevns og historien fortæller at det var med Helge at han ofte tog på togter.

En anden hersker kaldet Grønjæger, var ikke ligeså venligsindet og vellidt som Klintekongen og Grønjæger kæmpede ind i mellem om magten på øen.
De to konger udkæmpede mange drabelige slag sammen med deres mænd og hvis folk var ude en sen nattetime stivnede de ofte af skræk når de hørte de vilde ridt og rædselsvækkende skrig.
Grønjægers bolig var Grønsalen og her siges det også at der eksisterer en kæmpekilde og hvis man en gang har set den vil man aldrig komme til at se den igen.
Grønjæger hviler sammen med sin hustru Phane i langdyssen Grønsalen tæt ved fjorden, som bærer hendes navn ”Fanefjord”.

Dronning Phane (Fane) har ligget der i 4-5 tusinde år og ved solopgang og solnedgang kan stenen lyse og gnistre, som var den besat af tusinde ædelstene. I gravens østlige ende ligger hendes mand, storhøvdingen Grønjæger. Det er ham som har givet navn til Grønsund (fjorden).


Der er mange myter om Klintekongen og nogle fortæller at der var indbyggere på Møn som blev velhavende efter at have skænket øl til en tørstig Klintekonge, og at man stadig ser ham ride på sin hest i Kongsbjerg – lige uden for Klinteskoven i Mandemarke bakker.
Overtroen var en naturlig del af hverdagen på den tid og mange øboere turde bestemt ikke nærme sig Klinteskoven af skræk for Klintekongens spøgelse, som gik igen.
Trolde og elver var klintekongens gode venner, som ofte hjalp ham mod unødig indblanding.

Efterfølgeren af Klintekongen hed Huno og han byggede sit slot nær ved Hunosø, hvor det stod indtil år 722 efter vor tidsregning. I området er der mange steder som er opkaldt efter ham. Han skulle have været en dygtig rådgiver for kong Harald, men han var også landskendt som pirat.
Da hungersnøden hærgede Danmark, inkl. Møn tog han de yngre beboere med sig til Italien, som blev berømte Longobarder der tilsluttede sig Hunos hær. Da han forlod Møn udtalte han at hans mål var at hans uniform skulle hænge over Roms porte.

 

 

 

 Druidernes magiske steder

 

 

 Gog og Magog Oaks, Glastonbury, Somerset – de to træer siges i folkemunde at være over 2000 år gamle. Typisk eksempel for de lunde, som var hellige for druiderne.

 

Druidernes magiske urter, træer og plantesammensætninger blev ofte brugt ved ceremonier, og her vil jeg nævne de mest hellige af dem.

 

Tykbladet ærenspris (Veronica Beccabunga) skulle spises ved morgengry for at styrke det ”tredje øje”, visionærens syn.

 

Kraprød (Rubia Tinctorium) blev brugt ved at væde et stykke stof i farven og give det til en ung kvinde ved en ceremoni som skulle give hende en god alderdom.

 

Alrune (Mandragora officinalis) skulle beskytte mod dæmoner. Når man graver roden op må det ikke ske ”mod vinden”. Alrunens rodform kan ligne en menneskeskikkelse, og kunne derfor bruges som en dukke, der blev placeret på ens kappe eller frakke og symboliserede lykke og glæde til hjemmet. Alrunen tiltrækker kærlighed og frastøder enhver sygdom ifølge kelterne. En gang brugte man den også mod sterilitet og impotens.

 

Mjødurt (Spirea Ulmeria) blev brugt ved kærlighedens magi.

 

Mynte (Mentha Sativa) bringer god rejse og placeret på en væg betyder det penge.

 

Mistelten (Viscum Album) er atomfavnende, og kan derfor symbolisere tiden mellem skumring og mørke, og har bl.a. den betydning at den der bærer misteltenen beskyttes mod varulven. Mistelten hører til solen og Jupiter, og er hellig for druiderne som mener at det er ”døren” til noget ”andet”.

Eg (Quercus) hører næsten sammen med Mistelten, som skulle skæres månens 6. dag af præsten eller præstinden med et gyldent sejl. To hvide tyre skulle ofres på samme tid.

 

Ulvefod (Lycopodium clavatum) er meget brandbar. Magikere brugte den til at frembringe ”lyn”, og disse effekter kunne gøre stort indtryk i f. m. ritualerne.

 

Brunelle (Prunella Vulgaris) skulle samles når hundestjernen om natten var synlig på himlen. Druiderne gravede roden op med deres gyldne segl, og blev rakt mod himlen som healende kraft.

 

Jernurt (Verbena Officinalis) kunne man bære på sit tøj eller ligge i sit hjem for at få forsvundne ting tilbage. Planten skulle bringe glæde og livlighed blandt spædbørn, hvis man lagde den i bunden af vuggen.

 

Sværtevæld (Lycopus Europaeus) blev brugt ved ofringer til de hellige.

 

Vild basilikum (Ocimum canum) er en beskyttende urt domineret af Mars og blev brugt ved rituelle ceremonier som ofringer til guderne.

 

Vajd (Isatis Tinctoria) blev brugt ved tatoveringer. Man brugte ofte torneroser til at tatovere med.

 

Se også afsnittet "Planter og urter". 

eller "Træerne"

 

 

 

 

                                                                              

       En af Wales ældste og velbevarede kilde ( Ffynnon Rhedyw i Llanllyfni, nær Caernarfon)      

 

 

 

 

tegning af druide                                                      Newgrange

 

 

 

 

 

 

 

 

 

At kunne se så langt øjet rækker til alle fire verdenshjørner er en mental oplevelse der sætter jord og universets kraft i perspektiv som får en til at føle sig ærbødig og respektfuld overfor naturens kræfter

 

Der er to steder som i den forbindelse ligger i mit hjerte, og enhver der oplever denne fornemmelse vil altid huske den, og ikke mindst vende tilbage.

 

Stederne er Orkney og Helgoland. De ligger langt fra hinanden klimamæssigt, men kræfterne er lige store.

 

 

 

Scotland

Hebriderne

 

Omkring 250 e.Kr. kom Finn Mac Cumhaill eller Fingal, der muligvis var en irsk general med en skare af trofaste krigere til Hebriderne. Han var en keltisk parallel til Kong Arthur og hans "Runde bord". Fingal formodes at have været far til Ossian, den traditionelle galliske Skjald.

Gallerne emigrerede fra Irland til Scotland, indtil nordboerne begyndte deres angreb på den skotske kyst. Han blev æret som en stor helt i Skotland og dette blev forstærket af Ossian´s heroiske og episke vers og sange. Hans navn var et naturligt valg til den dramatiske og ærefrygtindgydende hule - Fingal's Cave på øen Staffa beliggende i de Indre Hebrider af stræderne North Minch og Little Minch.
Ossian er fortælleren og den formodede forfatter til en cyklus af digte, som den skotske digter James Macpherson hævdede at have oversat fra antikke kilder af skotsk og gallisk oprindelse. Den er baseret på historien om Oisin, søn af Finneller Fionnmac Cumhaill, anglo-irskt til Finn Mc Cool, en figur fra irsk mytologi.

 

De Indre Hebrider, hvoraf mange af øerne har historie fra før de første skriftlige beretninger og derfor henvises til som mundtlige referencer af romerske og græske forfattere, kan man læse om øernes tidligste historiske periode og kendte bosættere som var Pikterne mod nord og gallerne i det sydlige rige Dalriada.

Nordboerne herskede i over 400 år, indtil suveræniteten blev overført til Skotland, som led i traktaten af Perth i 1266. Kontrol af øerne blev derefter afholdt af forskellige klanhøvdinge, vigtigste af dem var MacLeans, MacLeods og MacDonalds.

 

 

 

 

Scotland

Orkney øerne

 

 

Det er mange år siden at Kristendommen kom til Orkney øerne, og alligevel har menneskene på øerne kunne forene mange slags tro og overtro på Orkney, som er noget af det nærmeste man kommer den fysiske og mentale kontakt med naturfænomenerne.

 

Så når man sejler mellem øerne er det ikke noget sjældent syn at se sæler kigge op over vandoverfladen. Så smukke, graciøse og med dybsindige øjne der virker helt menneskelige. Ikke så sært at det fortælles af Orkney øerne er arne for hav-menneskene.

 

Hav-menneskene, Selkierne bør ikke sammenlignes med Finfolket der siges at være normader,  som  kunne skifte udseende. De var herrer over stormene, og sømændene gruede dem, da de også var lig med skibskatastrofer og drukneulykker.

De kom fra det aller dybeste i havet og kunne ligeså vel leve der som over havet.

Derfor ville alle sømænd under stormfulde færder spejde efter Finmanden, som altid viste sig i opret stilling i en lille robåd.

Om sommeren kom Finfolket på deres yndlings ø Hildaland, som siges at være en magisk og usynlig ø. Dog siger historien også at det kan være øen Eynhallow, som blev forladt i ca. 1850.

 

Stenness

En anden historie om den forladte ø er følgende:

 

The freeing of Eynhallow

 

The Goodman of Thorodale hailed from the Mainland parish of Evie.

He married a wife and she bore him three sons. After her death, he married another, the bonniest lass in Evie, and Thorodale loved the girl dearly.

One day, he and his wife were down on the ebb and Thorodale sat on a rock to tie his shoestring. Turning his back to his wife, who was nearer the sea, he was startled to hear her scream.

Thorodale turned and saw a tall dark man dragging his wife roughly towards a boat. Thorodale rushed down to the water's edge and waded into the sea but the dark man already had the young woman in the boat and was rowing out to sea.

Long before Thorodale reached his own little boat, the accursed Finman was out of sight - by their sorcery, the Finfolk can make their vessels invisible and propel them more swiftly than a bird in flight.

Thorodale was not a man to take such a blow quietly.

There in the ebb he knelt down and he swore that, living or dead, he would have his revenge on the Finfolk.

Many a long night and day thereafter Thorodale thought on his vengeance, but no way could he see how this could be done..

Then one day he was fishing in the sound between Rousay and Evie. There, fishing at slack tide, near the middle of the Eynhallow Sound, Thorodale heard a female voice singing.

The voice belonged to his lost wife, though he could not see her.

 

"Goodman, grieve no more for me," -
"For me again you'll never see;
If you would have of vengeance joy
Go ask the wise Spae-wife of Hoy."

 

Thorodale returned to shore and staff in his hand, took his silver in a stocking and set off for the island of Hoy.

What passed between him and the wise woman of Hoy, is not written, but it is certain that she told him how to get the power of seeing Hildaland, the home of the Finfolk.

She also told him how he was to act when he saw any of those hidden isles; and she said that nothing could punish the Finfolk more than taking any part of their Hildaland from them.

And so Thorodale went home.

For nine moons, at midnight when the moon was full, he went nine times on his bare knees around the great Odin Stone of Stenness.

For nine moons, at full moon, he looked through the hole in the Odin Stone and wished that he might get the power of seeing Hildaland. And after doing this for nine months on the days when the moon was full he bought a great quantity of salt. He filled a meal chest with salt, and set three large kaesies (straw baskets) beside it.

His three sons were now well-grown young men so Thorodale explained to them what they should do when he gave the word.

Then one beautiful summer morning, just after sunrise, Thorodale looked out on the sea and in the middle of Eynhallow Sound, lay a pretty little island, where never land was seen before.

Without taking his eyes from the island Thorodale roared out to his three sons in the house: "Fill the kaesies and hold for the boat."

Down came the sons carrying the kaesies of salt, which they set in the boat. The four men jumped in and rowed straight for the new island.

The sons were perplexed at their father's instructions for only he could see the magical island. In a moment, the boat was surrounded by whales. The three sons wanted to try to drive the whales, but their father knew better.

"Pull for your lives," he cried, "and Deil [the Devil] catch the delayer!"

Then a great monster of a whale raised its head right in the boat's course, opening a mouth huge enough to swallow men and boat at a single gulp.

But Thorodale bade his sons bend to the oars and he rose to his feet in the bow. Then, right into the terrible jaws, he threw a double handful of salt and instantly the monster vanished. The creature was only an apparition, a trick of the Finmen's sorcery, and the salt, a consecrated substance, destroyed their evil magic.

The boat was now fast nearing Hildaland.

Two most beautiful mermaids stood waist-deep at the shore, their long golden hair fluttering over their white shoulders. So melodious was their song that it went straight to the hearts of the rowers, causing the young men to row slowly.

But Thorodale, without turning his head or taking his eyes off the magical island, kicked the two sons nearest him and the boys mended their stroke.

Then he cried to the mermaids: "Begone, ye unholy limmers! Here's yer warning!"

At that he hurled a cross made of twisted tangles on each of them. The mermaids plunged beneath the waves with pitiful shrieks and bow of the boat touched the enchanted shore.

But on the beach awaiting them was a huge and horrible monster.

Its tusks were as long as a man's two arms, its feet as broad as quernstones, and with blazing eyes it spat fire from its mouth. Seemingly ignoring the threat of this unholy beast, Thorodale leaped boldly on to the land and threw a handful of salt between the creature's eyes.

With a terrible growl, the monster vanished but in its place stood a tall and mighty man. The man was dark and scowling and in his hand he held a drawn sword.

"Go back!" he roared.

"Go back you human thief! You that come to rob the Finfolk's land. Begone! Or by my father's head, I'll defile Hildaland with your nasty blood."

When the three sons heard that, they trembled and begged their father to return to the boat and make their way back home.

Thorodale ignored his sons' pleas and kept his eye on the Finman.

At that the Finman made a sudden thrust at Thorodale's breast with his glistening sword. But Thorodale sprang lightly to the side, and with a flick of his wrist threw a cross into the face of the dark stranger.

The cross was made of a sticky grass called "cloggirs" and when it struck the face of the Finman it clung tightly and would not fall off.

With a howl the dark man turned and fled, roaring as he ran with pain, grief and fury.

You must understand that the Finman was afraid to pull the cross from his face because to touch it with his hand should have caused him more pain - the blessed symbols are agony to those under the Devil's rule!

At that Thorodale knew him for the very Finman that had dragged his young wife away from the beach. Turning to his cowering sons Thorodale cried to to them: "Come oot o' dat ye duffers! Bring da salt ashore!"

The three sons came on shore, each bearing a big kaesie of salt. Their father lined them up and bade them walk abreast around the island, each son scattering salt as he went. And when they began sowing the salt there arose a terrible rumpus among the Finfolk and their beasts.

Out of the houses and byres, down to the sea they all ran, helter-skelter like a flock of sheep with mad dogs at their heels. The Finmen roared, the mermaids screamed and the cattle bellowed so that it was harmful to hear them.

The end of it was that every last mother's son of them and every hair of their beasts took to the sea, never again to set foot on the island. Their homes, steadings and their crops too, all disappeared.

Satisfied, Thorodale cut nine crosses on the turf of the island and his three sons went three times around Hildaland sowing their salt - nine rings of salt in all.

And so the Finfolk's Hildaland was cleared of all enchantment and lay bare.

Empty and clean to the sight of man and heaven. Then it was called Eynhallow - the Holy Isle - and a church was raised there.

And that is how the Goodman of Thorodale took revenge on the Finfolk.

 

 

Papey Minni som det hed i de gamle Norsers dage – i dag Papa Stronsay – en anden lille ø ud af de mange Orkney øer.

 

Historien fortæller, at de indfødte nedstammer fra en kvindelig Selkie (Havmenneske) fordi beboerne siges at have hornede og grove hænder og fødder, og altid lugter af fisk.

Selkies finder man også som mytologiske væsener i færøsk, irsk, islandsk, og Scottisk mytologi.

Selkies kan forvandle sig fra at være sæler til at være mennesker, og den folkloristiske historie opstod på Orkneyøerne, hvor selch eller selk  er et skotsk ord for en sæl (fra gammel engelsk seolh).

 

                                                 

This Video was shot in 2003 as part of the "Channel 4" documentary series "Atlantic Britain". on the 18th June 2008 The Transalpine Redemptorists were fully reconciled with the Holy See and are now in full communion with the Holy Catholic Church.

                                                                                                                                     

                                                                                                                           

Tyskland

Heligoland - Helgoland

 

 

Helgoland er nok mest kendt for 2. verdenskrig, men har faktisk været beboet siden år ca. 650.

Dog er der ligeså mange myter for denne ø, som på andre øer, som har forbindelse med havet.

Nogle mener at det er den sidste rest af det forsvundne Atlantis. Andre mener at det var Plejadernes bosted.

Plejaderne var de syv søstre i græsk mytologi. Deres forældre var Okeaniden Pleino og Atlas. 

Man kan se dem som Syvstjernen på himlen i stjernebilledet Tyren.

 

Men det er nu ikke kun derfor jeg tager Helgoland med her under et magisk sted. Dog at stå midt på øen og kunne se i alle fire verdenshjørne – man kan sige til verdens ende – og samtidig kigge op i himlen på plejaderne giver en kraft, som er ubeskrivelig. På trods af Folklore eller ej….

 

     Heligoland   

 

 

 

 

 

 

Yakutia - Kong Vinters hjem i Sibirien

 

 

Den rige og unikke kultur i Yakutia er med rette en national skat for Rusland.

Kulturen i republikken Sakha (Yakutia) er rig på traditioner og har været det gennem århundrede. Mennesket har her lært af den barske men smukke arktiske natur.

I Yakutia repræsenteres mere end 100 nationaliteter der samarbejder med hverandre og som har stærke kulturelle rødder.

Olonkho er en heroisk episk fortælling om Yakuts og en af de ældste episke værker udført af tyrkerfolkene. Udtrykket refererer til hele Sakhas episke tradition, og anerkendt som et mesterværk af den mundtlige og immaterielle kulturarv af menneskeheden. Med Olonkho begynder Jak filosofiens livsbekræftende fokusering på verdens skabelse og om troen på godhed og skønhed.

Sakha (Yakuts) er et nomadisk indfødt tyrkerfolk og stammer fra Sakha (Yakutia) i det nordøstlige Sibirien. Sakha Republikken er et af de ti autonome tyrkiske republikker i Den Russiske Føderation.

I det 17. århundredes Rusland begyndte russerne at bevæge sig ind på deres områder og indførte en pelsskat, og det lykkedes at undertrykke adskillige Sakha ved oprøret mellem dem i 1634 og 1642.
Russisk brutalitet ved indsamlingen af skatten (yasak) udløste et oprør blandt Yakuts og også blandt Tungusic-talende stammer. De russiske styrker svarede igen med et rædselsregime: indfødte bosættelser blev sat i brand, og tusindvis af mennesker blev tortureret og dræbt. Sakha befolkningen anslås at være faldet med 70 procent som følge af denne massakre i det 17. århundrede. Opdagelsen af guld i området og senere bygningen af den transsibiriske jernbane, bragte stadigt stigende antal russere til regionen.

Omkring 1820’erne var næsten alle Yakuts tvunget til at konvertere til den russisk-ortodokse kirke, selv om de bevarede og stadig bevarer en række af den gamle kulturs værdier.

Når man taler om Yakutia bliver man også nødsaget til at tale om betydningen af "Kuldens vogter" eller "kuldens okse" for de sibiriske Tyrkiske folkeslag i det nordlige Sakha (Jak), Republik af Sibirien.

 Oymyakon Tomtor
I følge legenderne i Sakha (Jak) skaber Chyskhaan eller "kuldens okse" vinteren ved hjælp af sit åndedræt. Hvert år overføres kulden fra hænderne af Chyskhaan til den sibiriske Bedstefar Frost, Dedushka Moroz (en karakter som billedligt ligner skt. Nicolaus). Et symbol for et førnytår og starten på en rejse gennem landet. Chyskhaan lever på den kolde pol, men har også en anden beboelse - Yakutsk Residensen eller "Permafrost Imperiet"
Chyskhaan siges at være en moderne inkarnation af det mytiske billede for vinteren symboliseret ved Sakha (Jak) Tyren i det Østlige Sibirien. Chyskhaans bopæl, som ligger til grund for den kolde Vogter er placeret på Nordpolen i Oymyakon i Sakha. Hvert år ankommer eventyrlige figurer fra hele verden til Oymyakon for at besøge Chyskhaan og for symbolsk at overtage kulden fra Vogterens hænder og dele deres erfaringer om de nuværende nytårs forberedelser.

Ifølge Sakha legenden ankommer Vintertyren hvert efterår fra sin rejse i det Arktiske Ocean og uddeler kulde. Til foråret, på den første St. Athanasius dag (omkring 7. marts) kaster han det ene af sine horn og det andet på St. Athanasius 2. dag (omkring 22. marts) ved forårsjævndøgn. Så falder hans hoved af, skilles fra kroppen, og på dette tidspunkt brydes isen og hans krop føres tilbage til det Arktiske Ocean.
Der er blandt historikere en udbredt mening om, at "Vinterens Tyr" (billedligt kaldet Sakha eller Jak) som i mytologi og folklore er dukket op som en påvirkning fra mammuttens tid fra det gamle Sakha (Yakuts) i Sibirien. I perioder med Sakha (Jak) udvandringer langs den sibiriske flod Lena kan man have fundet rester af Yakuts fastfrosset i isen.

Dedushka Moroz møder Chyskhaan i Tomtor. Billede: WENN. via Telegraph

 


Chyskhaan bor helt præcist i Tomtor, Oymyakon Ulus, som er det koldeste sted i Sibirien. Vinteren varer 9 måneder i Tomtor, hvor den laveste temperatur registreret i Tomtor er -71,2 grader Celsius. På grund af klimaet, er der ingen tyre eller køer der.
Så lærde bekræfter, at Chyskhaan faktisk bør være en Mammut, hvilket er en vigtig skikkelse i shamanistiske traditioner. For eksempel repræsenteres et stort træ som synonymt med en Mammut aftegnet i en vestlig afbildning i Evenki shamanens telt.
Nuværende Sakha (Jak) (frostens tyremammut) ses som en god ven af den sibirisk Bedstefar Frost (Dedushka Moroz) og er blevet meget populær i Sibirien. Men nogle kristne er ikke glade for at se deres børn lege med "Shamanens Mammut".

Især mammutten og tyren udgør to aspekter af Vintertyre betydningen, den ene er af et ukendt dyr og den anden er af den længe glemte gamle Sakha tyreguddom Bug-Noyon.
Modsat mange indfødtes mytologi om Ichi/Itchi der mener at man kommunikere med og personificere sig med de tilbedende gudeånder såsom ved at bringe ofre og foretage ceremonier for at vinde et gunstigt udkom - så er Vintertyren Yakuts frataget alt dette.


I overensstemmelse med den traditionelle mytologi af Sakha (Jak), er det tyre-inkarnationen af de uundgåelige og store naturkræfter (frost, kulde og vinter) der hvert år ankommer fra nord ud fra det mægtige hav. Portrætteret som en enorm blåplettet hvid tyr med store gennemsigtige horn og en kold ånde, går den går rundt og fryser alt til is, så mennesker og dyr lider under den voldsomme kulde hvor end han har været.
Ved slutningen af januar når vinteren og frosten frem til det højeste kuldeniveau , så på selveste dagen i slutningen af januar ankommer den mægtige ørn fra syd - som et symbol fra de varme himmelstrøg og skovler sneen væk fra sin rede samtidig med at den udsender sine første rungende skrig. På grund af disse skrig tilbagetrækker Vintertyren sig ved skiftevis at miste sine horn, dernæst sit hoved og til sidst at sprede sin krop ud i den opbrydende is.



 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hierotopy

(I slutningen af videoen der en liste over de hellige steder som der er billeder af)

 

 

 

Hierotopi (græsk) betyder ” helligt sted”.

Dette at lave et helligt sted fandtes og findes i alle kulturer. Det kan være gennem arkitektur og forskellige kunstarter, hvor rum og udførelse bliver omgjorte til hellige steder.

Her er lidt inspiration: 

 

De danske kunstnere Hilden og Diaz opførte i 2008 The Hierotopy of Fire or the Dance of the Salamander i sankt Katharinenkirchen i Frankfurt.

 

"Ny Jerusalem. Hierotopi og ikonografi af hellige rum"

Alexei Lidov er redaktør og ansvarlig for udførelsen dette værk fra 2009.  Bogen er et internationalt projekt, og Alexei Lidov arbejdede med projektet i 8 år. Den var en del af et større program for studiet af det betydningsfulde grundlag for den Østeuropæiske kristne kultur og bogen er helliget temaet ”transferens af hellige rum og tradition for at skabe religiøse billeder af det Hellige land”.  I værket udforsker forskellige forfattere gennem deres artikler kultur og kunst fra de første århundreder af kristendommens til vores moderne tid. 
Artiklen 'New Jerusalem in spatial concepts and architectural forms in medieval Armenia' af professor for  ”Arts Armen Ghazarian Institute "er også inkluderet i samlingen.  I hans præsentation om den berømte Armenologist – Byzantologist, oversætter af armenske historiografiske værker fra middelalderen og  læge af historisk videnskab Karen Yuzbashyan, fremhæver Alexei Lidov især, at Yuzbashyan symboliserede en sammenføring og sammenhæng af den armenske og russiske kultur. 
Alexei Lidov, UNESCO-ekspert, arbejdede for større universiteter og forskningscentre rundt om i verden.  Alexei Lidov har stået for udviklingen af det integrerede videnskabelige og kulturelle program "kristne relikvier", der arrangerer udstillinger, internationale konferencer og udgiver bøger. 

 

 

 

 

 

Skønne Armenien har beliggenhed i kaukasus bjergene mellem Rusland og Tyrkiet og er så betydningsfuld for forståelse hellig geometri og udførelse af hellige rum, pladser og steder.
Armenierne besad en stor viden om astronomi og kunne forudsige astrale begivenheder.

Armenien konverterede til kristendommen ca. 303 e.kr.og den apostolsk-ortodokse tro indeholder stadig visse elementer af gamle hedenske skikke, såsom ritualer, der involverer ofring af dyr.  Mange af de ældste og vigtigste af de armenske kirker var bygget direkte over de ødelagte rester af hedenske soltempler. 

Kirker og klostre blev bygget af vulkansk tufsten, som der var rig mulighed for at anskaffe og som er ideel til indviklede udskæringer som brugtes til at dekorere kirkerne med.

   

                                      

 

 

Գառնի(Garni/Garrni/Gyarni) templet og hellig geometri.

Templet er det eneste hedenske monument der er tilbage i Armenien.
Templet er bygget til solguden Mithras og fra den Hellenistiske periode I Armenien.
I 1679 blev templet dog ødelagt af jordskælv, men blev opbygget og rekunstrueret I 1970´erne.

Garni er en lille landsby som ligger ca. 30 km. fra Yerevan i regionen Kotayk.
Garni's udførelse kan ses som en bekræftelse af de universelle love, der er omfattet menneskets skæbne. 
Vinklerne, antallet af spalter og dimensioner blev skabt med en nøje udregning af de armenske hedninge som ønskede at formilde guderne og beskytte menneskeheden fra deres vrede.  Denne hellige geometri er markant og nøje udført i hele templet.  For de mennesker der skabte det, var det den perfekte legemliggørelsen af deres fællesskab med universet. 

 

SARI GALIN

 

Sangen som  herunder afspilles er fremført af den iranske komponist, Hossein Alizadeh ( حسین علیزاده) armenske musiker komponist Djivan Gasparyan (Ջիվան Գասպարյան). Djivan er "Master of the duduk". Hossein er  "Setar instrumentalist"

 

 

 

 

Denne version er oversat til følgende:

 

 

Yellow Bride
[Translated into English by Ms. Farida Aghayeva]
[From: © Azerbaijan International]

Don't braid the end of your hair,
Don't pluck the flower while it's young, yellow bride.
Don't braid the end of your hair,
Don't pluck the flower while it's young, yellow bride.

We were born to love eachother,
You are the only one on earth, in life, in the sky.
You are my sunshine, my fire.
I fell in love with you on a moonlit night
The sun, a man and yellow bride,
The only star, land and your breath,
I love life, life is you.

My eyes that see you are full of eagerness,
You came into my dream like a ray, yellow bride.
What kind of love is this? They won't let me marry you.
What should I do, what should I do, yellow bride?
What kind of love is this? They won't give you to me.

It's me, looking for you among the stars.
Answer me, don't break my heart!
I will breathe with your warm breath,
I will remember you all my life,

Enough, dry your tears, don't cry!
Don't keep the fire in your heart too long,
Your destined happiness is written on your forehead.
Pure love within one night.

But this is only a dream and you are in my dream,
You are my yellow bride among my wishes.
What kind of love is this? They won't let us marry.
What should I do, what should I do, yellow bride?
What kind of love is this? They won't give you to me.

It's us, only us and the sky,
You came to me in this utter night.
The light woke me up,
And we got separated among the stars.

Oh, God, hear my crying,
I felt this sharp pain in my heart,
Love is a game and I was winning,
I couldn't imagine such an end.
But you wanted death,

You achieved your goal in the end, yellow bride.
What kind of love is this? They won't let me marry you.
What should I do, what should I do, yellow bride?
You are my yellow bride,
You are my yellow bride.

Along this valley,
Give the lamb back to me, shepherd...
You are my yellow bride...

 

 

Måske betyder teksten, at det er en antydning til lytteren om hvor værdifuldt det er at "Vesaal (det ubeskrivelige øjeblik hvor elskene opnår at blive elsket)" eksisterer og er tilstede - på trods af adskillelsen, fordi næsten alle aserbajdjanske folklore-stykker, ofte ender i en bitter separation.

Når manden  i "Sari galen", rådgiver hans gule brud til ikke at plukke blomsten, når de er unge ... betyder det  måske alligevel at hans blomst (Sari galen) kun kan være adskilt og måske blive plukket af andre end  ham, men at kærligheden består fra dengang de blev forelsket med hinanden -  så følelsesladet og så smukt subtilt.

Der er delte meninger i forskellige lande om tekstens budskab. Om det har undertoner af politik, landes tragedier eller bare en smuk, ren og grænseløs kærlighed.

 

 


Staglione, Italia

Troen på Livet, Døden og Sorgen

 

Der er et fortryllet sted i Genova: den monumentale kirkegård Staglieno.

 

Mennesket er adskilt fra resten af dyreriget, fordi vi opfører kunst til ære for de døde. Vi fodre vores åndelige liv og går ud over instinktet og ind i det ukendte mysterium. Det er vigtigt, at vi går ind i dødsriget og ikke glemmer det. Kunstneren er et væsentligt element for vores menneskelighed, for han eller hun er vores guide til efterlivet og minder os om at vi ikke kan besejre døden. For hvis der er nogle illustrationer, der peger på hvad der ventes af os efter vores død er det kunstneren som inspirerer os til at omfavne skabelsen og ikke døden.

 

Staglieno er beliggende i Genova distriktet, langs floden Bisagno, den har været åben siden 1851.
Udformningen og tanken om kirkegården går tilbage til 1835, i kølvandet af Napoleons regering og edikt underskrevet i Saint-Cloud, der trådte i kraft 2. Juni 1804 og som forbød begravelser i og under kirker
og i byerne.
Det oprindelige projekt blev godkendt af arkitekten Carlo Barabino i samarbejde med Genova by. Barabino døde imidlertid samme år som følge af den koleraepidemi der ramte byen og projektet overgik til hans
assistent og elev Giovanni Battista Resasco (indgangspladsen af den sekundære del  af kirkegården er opkaldt efter ham).

Det er et sted, hvor kunst og natur, lys og skygge, liv og død er uløseligt forbundet med hinanden. Berømte grave og monumenter er kun en lille del af vidunderet. Jeg synes, det er næsten umuligt, selv for dem der besøger de 18.000 kvadratmeter hurtigt og på en overfladisk måde ikke at blive afhængig af dens charme. Den samme charme i byen som er vært for den.
Kontrasterne findes i de separate lag og føles som var de bygget udfra det umulige med labyrinter af tunneller, ramper og skråninger, gulve og mørke hjørner, hvor lyset hersker.
Man kan definere Staglienos monumentale kirkegård som en veritabel by for de døde, en af de største og vigtigste monumentale kirkegårde i Europa, men også et reelt frilandsmuseum, et stort galleri af
skulpturer, der altid har bragt lidenskabelige fotografer og turister fra hele verden derhen.
Kirkegården virker som et tempel for ikke kun menneskene som er begravet her og deres sørgende efterladte, men næsten også en form for næsten uvirkelige mindestene-kirkegård  "Memoria di Pietra".
Staglieno er en antologi af neo-stilarter. Den sene nyklassicisme investerede genererelt mest i antikke monumenter, med der er nogle præference for aristokratiet eller højtstående offentlige personer. Det vil dog
imidlertid  vige for en næsten fotografisk realisme med gribende og oprigtigte afbilleder i skulpturernes udformning. Parallelt følges de med de neo-gotiske, romantikken og blomsterne, det Neo-byzantinske og den smukke men lidt tørre og dekorative neo-renæssance samt det neo-egyptiske.
Skulpturerne tilbyder også en værdifuld indsigt i tidens mode, og er fremført  med en realisme og afbildninger gennem de minutiøse udformninger af især fine blonder på kraver til spænder på skoene.


Kirkegårdsgravene i Staglieno huser ikke kun katolikker, men også protestanter og jøder. Der er en engelsk afdeling, græsk-ortodoks og hæbraisk afdeling.
"La statua della Fede" (troens statue) er otte meter høj og står ved indgangen til kirkegården. Den er udført af billedhuggeren Santo Varni og denne statue hører ikke hjemme i den ikonografiske tradition eller til
nogen specifik religion, blot for at understrege at indgangen til kirkegården skal vise at den ikke tilhører nogen bestemt religion. Den repræsenterer troen som et begreb, der er fælles for alle religiøse overbevisninger.
Ved siden af Troens statue og ved hovedingangen til Staglieno finder man også den monumentale trappe, der fører til Pantheon. Det er en reproduktion af Pantheon i Rom. Siderne af doriske søjler er statuer af
de bibelske profeter Jeremias og Job.

En virtuel gennemgang med kendte fotografers fotos af nogle af monumenterne kan ses på denne side: (på tysk og italiensk). Der er gratis rundvisning dagligt på kirkegård


“Artists have an important role to play in creating a more sustainable society and empowering their communities. Their images and actions can stimulate changes in consciousness and behavior. Free and diverse artistic expressions are vital for challenging people to rethink their assumptions and for educating people about their past, present issues, and future visions.” Joseph Campbell

 

 

 

 

 

 

 

    
 
 
Site Search:

search tipssitemap