Global House Holistic

 

 

I pagt med naturen

 

Psyke og Soma

Eidolon

 

 

 

 

                            

 

 

Psykhe og Soma

 

Her er virkelig to verdenen der mødes og samles til en helhed. Ikke kun i virkeligheden, men også gennem den mytologiske historie. Livsfilosofisk bliver psykhe og soma forenet i græsk og indisk historie.

 

Psykhe (gr.) betyder sjæl, og omtales som et gennemsigtigt og blegt billede af en levende person. Nogle gange var Psykhe afbilledet med vinger.

Symbolsk kunne den også være afbilledet som en sommerfugl.

Betegnelsen psykhe kom også fra en græsk prinsesse som pga. hendes skønhed gjorde Venus så jaloux , at hun sendte sin søn Cupid (Amor) som skulle påvirke Psycke til at blive besat af et monster og drive hende til destruktion.

Dog blev Cupid så fascineret af hende, at han selv besøgte hende om natten.

Men hendes to søstre blev så skinsyge, at de fik overtalt Psykhe til at have lyset tændt hele natten for at hun kunne være sikker på at det ikke var et monster hun sov sammen med. Søstrene vidste at hvis der kom olie fra lampen på Cupid ville han forsvinde.

En nat faldt der en dråbe olie fra olielampen på Cupids skulder, hvilket fik ham til at forsvinde ud af syne. Psykhe blev ulykkelig og ledte i hele verden og himlen efter sin elskede, og i hendes søgning kom hun til Venus slot, som tog hende til fange og gjorde hende til slave.

Den store gud Olympus fandt ud af det og blev så vred på Venus, at hun måtte love at Cupid og Psycke skulle forenes i et udødeligt ægteskab og leve der med deres kærlighed.

Venus var vred, da hun så også mistede sin søn Cupid til hendes rivalinde.

Historien om Psykhe og Venus kan siges at være historien om sjælens kamp for udødelighed, og at Cupid var redskabet.

 

Heroon

Grækerne mente, at hvis sjælen optrådte ved graven (f.eks. ved et heroon), kunne den også vise sig i en slangeskikkelse.

En Heroon var en græsk helligdom og grav for en Heros (en speciel mytisk eller historisk person).

Ved helligdommen bragte man ofringer og udøvede riter som skulle forestille heroens liv efter døden og i graven. Man mente at han levede videre i sin grav, selvom hans skygge var i Hades eller andre steder.

Heros kunne også give orakelsvar eller anden form for hjælp og dem der mentes at være ophøjet til gudeslægt blev derfor ofte dyrket og æret via ritualer.

Denne heroiske status blev kun givet, hvis man mente at det menneske som var begravet var kommet oppefra guderne og ned til menneskeheden.

 

 

 

Psyche & the sleeping Eros, Roman
mosaic C3rd A.D., Antakya Museum

 

 

 

Cupid and Psycke, Simon Vouet

Malet 1627

 

 

 

Soma

 

Soma, var en hinduistisk måneguddom, som også betyder eller er betegnelsen for en livseleksir. Det er en gave som er sendt fra himlens guder, og som dæmonerne prøver at stjæle fra dem.

Soma er også en månegudinde og afbildes gerne siddende på en piedestal besmykket af lotus og kørende på en hestevogn med syv heste. Hun er en del af de ”9 planeter”.

Hun har også andre tilnavne: Kumudapati, Mriganga, Pavamana, Oshadipati, Shivashekara, Sitamarici, Somanatha eller Someshwara og Chandra, som alle relaterer til livseleksiren og rene og ophøjede Soma. Alle en del af den 9.  Mandala eller Rigveda som i sanskrit er fortolket som hymner, bønner og visdom. Hellige livstekster på lige fod med livseleksiren.

Månen er den kop, som Soma drikker sin livseleksir af. En tiltagende måne betyder at Soma er ved at genskabe sig selv via livseleksiren.

 

 

 

 

 

                                                            Chandra (her en tegning med 10 heste, nogen gange også afbilledet med to antiloper)

 

 

 

Udover at Soma relaterer til en indisk guddom fremkommer figuren i utallige mytologiske skikkelser.

Dog er hun i Hinduisme ikke altid afbilledet som et kvindeligt symbol. Nogen gange som intetkøn, men også som mandligt symbol eller som en tyr eller en fugl.

 

Senere er der mange som har troet at de kunne finde denne livseleksir fra en bestemt bjergplante i Indien. Nogen har også ment at vand fra bestemte kilder, alkohol, honning hvor bierne har fået deres nektar fra bestemte planter, giftige svampe, den blå lotusblomst og granatæbler kunne være livseleksiren. I Kina har man prøvet med stoffet Ephedra (Efedrin), som normalt bruges til høfeber, forkølelse eller astma, selvom det kan have alvorlige bivirkninger, hvis det ikke kun bruges til behandling af sygdomme.

Ligegyldigt hvad man prøver sig frem til har mennesket et formål med en livseleksir, og det er at opnå den højere sandhed, selvom der kan være mange tvivl omkring dette – måske giver det det helt modsatte resultat.

På trods af dette er der mennesker som stadig leder efter opskriften på livseleksir.

Man kan sige at det er et tegn på dæmonernes forsøg på at stjæle drikken fra guderne.

 

Der imod kan skrifterne/salmerne i Soma Mandala  til Soma Pavamana (den rensede Soma) være interessant læsning. Her beskrives en have med forunderlige smukke og høje planter i kongelige farver (guld). Det er kun præsterne som må tilberede saften fra planten og de gør det ved at knuse stænglerne med sten, som de bearbejder så længe at massen bliver varm. Når saften er udvundet blandes den med mælk og kan derefter bruges til at opnå ”større bevidsthed”, altså opskriften på livseleksir.

Det siges at  Soma har gjort haven/parken/anlægget utilgængeligt fordi vi mennesker har prøvet at erstatte livseleksiren. Derfor er der ofte mange undskyldninger i bønnerne til Soma.

 

 

 

 

 

 

David af Sasun

 

Սասունցի Դավիթ - David of Sasun
( Sasountsi Tavit )

 

 

Den episke armenske fortælling, David af Sasun, er fuld af Mithraic billedsprog og indeholder mange interessante hentydninger og referencer til soma-drikke, og svampe. I den første cyklus, Dzovinar ( "hav-født", "tordenlyn") drikker hun på dagen for hellige planter fra en mælkefontæne af udødelighed .Derfra føder hun  tvillingerne Sanasar og Baghdasar, en stor, en lille, der kaldes "hav-født" og "ildsjæl væsener".  Da de blev voksne opbyggede tvillingerne deres egne styrker og fæstninger.
Sasun, henter styrke ved kilden af det magiske vand.
Baghdasar er af hans mor beskrevet som "dzurh" ( ”bøjet", "skæv"), et udtryk som også bruges til at beskrive helten i den tredje cyklus, David, efter at han har spist vilde svampe og flere andre af de episkes helte, når de fremstår med en  "sindssyg" adfærd.

 

Mithra (Arm. Mher) var en indo-iransk guddom og populær blandt armenierne, og nævnes i Indernes Rig Veda.  Mithra's våben er en muskatblomme eller en  tordenkile (vazra), svarende til Indra's bolt (vajra).  Ravnen, en Amanitisk markør, var helligt for Mithra, som det også var for Verethragna, Vahagn's iranske fætter .  Ifølge den græske legende, var Mithra født i Armenien ved bredden af floden Arax, hvor han formodentlige dræbte tyren.

I flg. soma kulten skulle han have haft flere attributter og blev kaldet "Den oversavede eller udslettede (udviskede)" - han siges at være blevet født af en klippe eller et æg allerede da iført en hue, ofte malet rød .  Hans hemmelige kult, som havde stærke astrologiske, alkymistiske og eskatologiske komponenter, som indbefatter et helligt måltid og møder i huler og / eller underjordiske kamre. 

Tilsyneladende var Mithra oprindeligt en vejrgud i Armenien, selv om denne egenskab senere blev overtaget af hans triumferende konkurrent, Vahagn.  Ifølge Strabon, i Achæmenidedynastiet  Satrap Armenien , brugtes der tyve tusind føl som blev sendt til den persiske konge hvert år på tidspunktet for ”Mithracina" .  Sidstnævnte var en fest for Mithra, når "det var et privilegium for den Store konge af Persien til at blive fuld" med gudedrikken lavet af Haoma. Haoma er både navnet på en gud og en plante.  Ifølge Plinius den Ældre, i 66 e.Kr., hvor den armenske konge Trdat  rejste til Rom for at modtage kroning fra kejser Nero, kan han have indviet Nero i visse "Magian" (Mithraic) ritualer, der involverer et hemmeligt sakramente.

 

 

Myten om fødslen af guden Vahagn (Armeniens erindring om Vahagns fødsel som har mange ligheder til guden Soma), synes at tilhøre slutningen af det første årtusinde før Kristi fødsel. Måske en det "uafhængig tradition fra det oprindelige hjemland for Indo-ariere" som Ananikierne tolker det. Hverken Indiske eller iranske kilder har bevaret en fødselslegende for guden Soma, selvom det er en armensk traditioner.  Fødselslegender for guden Mithra er også fyldt med Amanita-billedsprog.  Dog er der berettet om tilstedeværelsen af en populær Mithra-kult i det armenske højland i de første århundreder af vores tidsregning, med hemmelige ritualer og et mystisk "sakramente" hvor der bruges og vises arkaisk inspirerede billeder og symboler.

 

The whole "David of Sasun" epic in Armenian and brief translation in English.

 

 

 

Idoler, Eidolon og Idealbilledet

 

Begrebet Idol kommer fra det græske ord Eidolon.

 

I flg. Gyldendals den store Danske encyklopædi: "I psykologisk forstand er et idol en person, der igennem sin fremtoning eller formåen evner at legemliggøre og forløse nogle dybe indre længsler og behov hos den, som beundrer ham eller hende. Psykoanalytisk betragtet er idolet et "overføringsobjekt", hvis fascinationskraft beror på, at individet ubevidst overfører elementer fra dets eget indre jeg-ideal på den idoliserede, som det dernæst beundrende identificerer sig med under idoldyrkelsen. Som forbillede er idolet et eksempel til efterfølgelse, men hvor forbilledet er en erfaringsbaseret rolle-model, som individet kan have personlig omgang med, er idolet en langt mere fjern og symbolsk figur, der ikke mindst via afstanden fremstår som værende af "en anden verden", hvilket yderligere kan foranledige, at beundringen antager karakter af forgudelse."

 

Et idol kan være udformet som et gudebillede med menneskelige træk, men kan også blot være en uforarbejdet eller groft forarbejdet genstand.

I flere religioner såsom jødedommen, kristendommen og  islam, har der været eller er der forbud mod at gengive gud som et billede og at give gud menneskelige træk. Men det er vanskeligt helt at undgå en tilbedelse af det hellige i billedform f.eks. ved udformelse af ikoner.

Filosoffen, historikeren og juristen Francis Bacon (1561—1626) beskriver sindets idoler, i betydningen af  "afguder" eller "afgudsbilleder", som de vrangforestillinger, der vanskeliggør den menneskelige erkendelse. For interesserede er her et kort resume og link til"The Four Idols of Francis Bacon"  

 

"Eidolon" i Etymologien, er et af de første ord fra det gamle Grækenland og beskrives som begrebet af et "billede"- noget, der ikke kan berøres, da det simpelthen er et billede.

Eidolon kommer af "Eidos", som betyder "form".

I Teosofien beskrives "Eidolon "  på græsk "ειδωλον" som en afbildning, et idol ,en dobbeltgænger, et syn, et fantom, et spøgelse og er det astrale dobbelte af et levende væsen, en fantom-dubleant af den menneskelige form, en skygge eller en "nær-ånd" som befinder sig rundt om eller i nærheden af personen. I esoterisk filosofi og metafysikken kaldes den "den anden død",  "Kama-Rupa" (sanskrit) som eksisterer efter døden og før dens opløsning. Det beskrives som værende den subjektive form skabt gennem menneskets mentale og fysiske begær og tanker i forbindelse med ting der har betydning for alle sansende væsener, en udformning eller dannelse, der overlever kroppens død.

Under specielle omstændigheder kan den vise sig for de efterlevende af afdøde.

 

Paul Delvaux 

 

Idealbilledet er et billede af eller forestilling om hvordan noget bør være eller en forestilling om hvordan noget bør være så det er værd at stræbe efter. Det betegnes også som en person eller ting som værende den perfekte repræsentant inden for en specifik kategori.

Ideal kommer fra det græske "idéā", som betyder en form, en tanke, en forestilling, et forbillede eller en mønster-kopi.

I Filosofien bliver det brugt som et koncept udregnet af menneskets hjerne og Platonismen beskriver det som  en form og en arketype hvor de enkelte objekter i en fysisk klasse er ufuldkomne eksemplarer og hvorfra de henter deres væsen.

I Kantianismen beskrives idealet som en af de tre upåviselige enheder (en personlig sjæl, et kosmos og det højeste væsen) underforstået den kendsgerning, at et videns-emne og et -objekt i princip og om nødvendigt kan forene dem alle tre. Ideen om de rene og uforfalskede egenskaber eller Gud der ses som en idé om den rene fornuft der forener den personlige sjæl med kosmos.

 

Begreberne "Idoler, Eidolon og Idealbilledet" er derved også værd at filosofere lidt over i vores nuværende sprogbrug, da et ideal ofte er forbundet med at prøve at opnå noget som er nærved umuligt. En standard af perfektionisme som f.eks. skønheden i naturen som de fleste af os finder ufejlbart prøver vi at ændre via idealismen for mennesket som et fortræffeligt og ufejlbart individ.

 

 

Begrebet "Den kyniske idealist" dukker  mere og mere op i nutidig litteratur, og betegnes af skribenter som "hvis man skraber lidt i overfladen af en kyniker"  finder man "en skuffet idealist". Derfor har jeg taget kynismen med i dette afsnit.

 

Kynisme (gr: κυνισμός) betegnes også i nutidigt sprog for en mistillid til andres tilsyneladende eller åbenbare motiver. Det er en form for trættende negativitet, og kan andre gange være en ufølsom realistisk kritik eller skepsis. Udtrykket stammer oprindeligt fra en gammel Græsk filosofisk gruppe kaldet Kynikere ( Den Kyniske skole). I det 19. århundrede, vægtede man på de negative aspekter af den kyniske filosofi til moderne forståelse af kynismen, hvor betydningen blev til at tvivle på oprigtigheden eller godheden i menneskelige motiver og handlinger. Moderne kynisme, som er et produkt af massesamfund, er en mistillid overfor erklærede etiske og sociale værdier, især når der er høje forventninger til samfundet, institutioner og myndigheder, der er uopfyldte. Det kan manifestere sig som et resultat af frustration, desillusion og mistillid opfattet som følge af organisationer, myndigheder og andre aspekter af samfundet, og dermed  bruges "kynisk" undertiden som om det var synonymt med "udmattende og pessimistisk", og det modsatte af "opløftende og optimistisk ". Andre gange, blev  "kynisme" det modsatte af "naivitet" eller ""ufølsomhed".

En kyniker beskrives også i diverse ordbøger som hensynsløs og rå, uden hensynstagen til andres behov og bruges som det modsatte af hensynsfuld, opmærksom, taktfuld og uegoistisk.

 

Den Kyniske Skole, som blev grundlagt i Athen omkring 400 f.Kr., fortsatte sin eksistens indtil ca. år 200 f.Kr. Den udsprang fra den "Etiske Lære" af Sokrates om nødvendigheden af ​​mådehold og selvfornægtelse. Med det etiske element  kombineredes de dialektiske og retoriske metoder som Eleaterne og Sofisterne brugte. Begges  påvirkninger, men den til tider perverse og primitive anvendelse og omskrivning af sokratiske etik, som blev fortolket af Kynikere i en grov og endda vulgær afskrivning af viden, raffinement, og de fælles høflighedsregler, mens metoderne for Eleaterne og Sofisterne blev i hænderne på Kynikere et instrument til påstande og splid om den Heuristiske metode,  snarere end et middel til at nå sandheden. Kynikerne foragtede det konventionelle høflige samfund og dette er generelt grundlaget for navnet Kynisk (kúnes) afledt af ordet Hund (kuon) på grund af den aggressive opførsel af de første repræsentanter for skolen blev kendt for. Ifølge andre forskere af navnet, var navnet Kynisk dog opstået på baggrund det faktum, at de første repræsentanter for skolen var vant til at mødes i gymnasiet i "Cynosarges".

Uanset hvilken af disse forklaringer der er korrekte, er det bemærkelsesværdigt, at Kynikerne vedtog at tage symbolet af en hund som deres fælles symbol, bl.a. ses det på Diogenes af Sinopes gravsten. Fra en populær opfattelse af intellektuelle egenskaber af skolen kommer den moderne betydning af "kyniker", hvilket indebærer en vrængende disposition om at tvivle på det gode menneskes motiver og en hånlig følelse af overlegenhed.

 

Grundlæggeren af ​​skolen var Antisthenes, en athener der blev født ca. 436 f.Kr., og var elev af Sokrates. Den bedst kendte blandt hans tilhængere er Diogenes af Sinope, Crates, Menedemus, og Menippus. Antisthenes selv synes at have været en alvorlig tænker og forfatter. I sin teori om viden, anbefalede han individualistisk Sensism i modsætning til Platons intellektualistiske teorier af ideer, det vil sige, at hans teori var, at  individet alene eksisterer med egne tanker, og at der ikke eksisterer nogen universel viden. Sensism er en filosofi, der reducerer al menneskelig viden til at sanse egne erfaringer og alle menneskers ønske om kropslig appetit.  Følgelig fornægtes universelle ideer, indre frihed, den moralske forskel mellem fornuft og intellekt, og sjælens spiritualitet. (Etym. Latin Sensus, følelse, perception. evnen til kropslig opfattelse).Han fastholdt dog, at dyd er det eneste gode, og at nydelse altid og under alle omstændigheder er ond. Selvkontrol, sagde han, er essensen af ​​dyd, og en klog mand vil lære frem for alt at foragte materielle behov og alle kunstige bekvemmeligheder, som verdslige mænd finder lykke i.

 

Diogenes, normalt omtalt som "Diogenes Kynikeren", er en af ​​de mest markante figurer i græsk historie, i hvert fald har hans personlighed med sine særheder, sin grove humor, sin originalitet og trods det banale, appelleret til den populære fantasi med ekstraordinær kraft.

Diogenes erklærede, at "andre hunde bider deres fjender, jeg bider mine venner for at redde dem."

Hans interview med Alexander, den simpleste udformet version findes i Plutarch, blev stærkt overdrevet af  efterfølgende traditioner.

 

 

Jean-Leon Gerome - Diogenes (1860)

Den græske filosof Diogenes af Sinope (404-323 f.Kr.) sidder i sin bolig, et badekar af ler i Metroon, Athen, tændende lampen i dagslys, som han brugte for at søge efter en ærlig mand. Hans kammerater var hunde, der også fungerede som emblemer af hans "Kyniker" filosofi, der understregede en spartansk levevis.

Tilhængerne af Diogenes, nemlig Crates, Menedemus, og Menippus, efterlignede alle hans særheder og så overdrevne anti-sociale elementer i det Kyniske system, at skolen til sidst faldt i miskredit. Ikke desto mindre var der i Kynismens filosofi elementer, især de etiske element, som senere blev en kilde til ægte inspiration  for den Stoiske Skole. Dette element, kombineret med den bredere stoiske idé om nytten af ​​den intellektuelle kultur og mere oplyste Stoiske begreb om rækkevidden af ​​logisk diskussion, genopstod i filosofier af Zeno og Cleanthes, og blev det centrale etiske doktrin af det sidste store system af Grækenlands filosofi.

 

Kynismen opnåede en stor popularitet i Rom i 1. og 2. århundrede bl.a. af Seneca og Lukian. Det blev satirikerens rod og tænkerens ideal. Den sidste af den Kyniske lære kan findes i den klassiske historie, Sallustius af Emesa i slutningen af det ​​5. århundrede. En elev i Neoplatonisk filosof Isidore af Alexandria som  trak sig tilbage for at leve et liv i Kynisk askese.

 

Nogle historikere har bemærket lighederne mellem livet og læren om Jesus og nogle Kynikere. Forskere har hævdet, at Q-kilden (Q af tysk Quelle som betyder kilde) er et hypotetisk, tabt evangelium eller et fragment af et evangelie. Q bruges som forklaring på ligheder mellem Mattæus og Luksevangeliet og har stærke ligheder med lærdomme fra Kynikere. Der er dog ikke fundet nogle dokumenter, men det menes at være en mundtlig overlevering.

Forskere kappes om jagten på den historiske Jesus, som Burton L.Mack og John Dominic Crossan fra "Jesus seminaret", har hævdet, at 1. århundrede fvt. var Galilæa en verden, hvor hellenistiske ideer kolliderede med jødiske tanke og traditioner. Byen Gadara, kun en dags gang fra Nazaret, var særlig bemærkelsesværdige, da Burton Mack har beskrevet et daværende center for Kynisk filosofi , hvor Jesus beskrives som en "temmelig normal kynisk type." For Crossan, var Jesus mere som en Kynisk vismand fra en hellenistisk jødisk tradition end enten en Kristus, der ville dø som en erstatning for syndere, eller en Messias, der ønskede at etablere en uafhængig jødisk stat Israel. 

Andre forskere tvivler på, at Jesus var dybt påvirket af kynikerne, og ser den jødiske profetiske tradition som af langt større betydning.

 

Se også afsnittet Martyriske samfund.

 

(Diogenes Syndrom er også blevet anvendt på en adfærdsmæssige lidelse karakteriseret ved ufrivillig selv-forsømmelse og hamstring (samlere). Det er specielt ældre der bliver betegnet sådan og har ingen relation til Diogenes' bevidst herkuliske afvisning af materiel komfort. Det er en overbygning af skizoide symptomer hos ældre, der totalt isolerer sig, og slutteligt dør eller findes under ubeskrivelige forhold.)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    
Site Search:

search tipssitemap