Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)                                                                                        

 

          

 Global House Holistic

 I pagt med naturen

Bevingede væsner

Lærken

Symbolikken af Lærken (Alauda arvensis), som Shakespeare kaldte "morgenens budbringer", fordi den begynder at synge ved daggry, blev inspireret af hvordan den opfører sig på.

Den musikalske trille mellem himlen og jorden føles næsten som en bølge af opstrakte hænder og  har inspireret mange til glæde og ynde. Lærken giver os en tilfredsstillende sødme som også Dante beskriver om troubadourerne i Provence

Lærken synger fra forårets første dag og dens sang  stiger næsten lodret op til en højde, at dens lille krop næsten forsvinder ind i himlen med en kaskade af lyde i stigende musikalsk crescendo.  Så daler den ned igen og lukker sine vinger sammen, svæver, kommer tilbage til jorden, stille som en død krop for igen at flyve op for endelig at begynde at synge igen.

Den flyver hurtigt opad og nedad som vil den give inspiration til os om  at den er en budbringer mellem himmel og jord.

Lærken, blev senere også kaldt Uranus fuglen, hvilket er en rammende definition og Gaston Bechelard,  filosof, psykolog og med stor interesse i Astronomi studerede det magiske ved ”den omkringliggende atmosfære”, kaldte fuglen "et rent åndeligt billede, som er det eneste liv man kan finde i fantasien og som er centrum for en metafor af "atmosfære og opstigning""

Lærkens sang var også  inspiration for den engelske digter Shelley i digtet ”To a Skylark”.

Man kan filosoferer lidt over om denne symbolik var brugt af gallerne fordi lærken var en hellig fugl for dem,  da det så ville forklare, hvorfor den første romerske legion der kom til gallernes land viderebragte dens navnet: Alauda.

 

Lærkens symbolik for os mennesker

I Nordens mytologi er lærken blev betragtet som en inkarnation af ”Spirit of Wheat”, fordi den plejede at bygge sin rede på hvedemarkerne , bl.a. minder det også om en af fablerne af La Fontaine i "L'Alouette et ses Petits avec le Maître d'un champ" (The Lark and her young ones)

Alauda er et gallisk ord, det moderne franske ord er Alouette og blev for romerne kaldt Galerita på latin. Navnet Alauda blev brugt af Julius Cæsar, hvor han skænkede navnet til en af sine legioner på vej for at udforske området i  det Transalpinske Gallien omkring år 55 f.v.t. Betegnelsen var efter al sandsynlighed også anvendt om den Apex (en fane/en spids) hjelmene på Legio V Alaudae , en fjerprydning, eller en del af den udfra dens almindelige form og udseende.

 

Hypothetical reconstruction of the cresting (insignia?) of legio V Alaudae, employing a plume on either side of

the helmet in imitation of the shore lark.(Journal of Roman Military Equipment Studies) (1. tegning til venstre)

(2. tegning til højre) - 1 – The crested lark (Galerita cristata) (after HAMMOND & EVERETT, 1980); 2 – the shore lark (Eremophila alpestris) (after ibid.); 3 – Imperial­Gallic type F helmet from Besançon, showing crest attachments (C) and plume tubes (P) (after ROBINSON, 1975); 4 – Montefortino type E helmet from Mainz showing crest attachments (C) and plume tube (P) (afteribid.); 5 – detail of the tombstone of Flavinus at Hexham, showing central crest with two plumes on one side of the helmet. (Journal of Roman Military Equipment Studies)

Lærken var også symbolsk for andre religioner og hellige, Levitter, indiske yogier, alkymister m.v. fordi den kunne svæve gennem luften og rejse langt i løbet af få sekunder.

"At være i stand til at flyve," sagde antropologen Mircea Eliade, "at have vinger, bliver en symbolsk form for transcendens ud over den menneskelige kondition og dens evne til at stige op i luften vidner på en ekstrem tilgang til at få adgang til sandheden. "

Lærken har derfor gennemgående været til inspiration  på grund af dens opadstigende bevægelse og dette kan yderligere ses i de Indoariske kulturers skrifter. På  sanskrit har lærken fået sit navn ”Bharadvaja”, hvilket kan betyde, afhængigt af dens kontekst "en der bringer mad og varer" (ligesom solen) eller "den, der frembringer lyde”,  "sangeren for salmer” og endelig " en som ofre. "

Her etymologien og ordets oprindelse fra sanskrit:

Indenfor Hinduisme, Jainisme og Budisme var Bharadvaja også navnet på en hellig og legendarisk digter, vismand og Brahman som ifølge legenden blev fodret af en lærke i det episke værk Mahābhārata og i de religiøse tekster Purāṇa. I Tattiriya-brahmana Bharadvaja var han blevet gammel og var gået gennem tre faser af livet i studiet af de hellige skrifter. En dag nærmede guden Indra sig den hellige for at spørge, hvad formål hans liv havde, hvis han stadig var nødt til at tilbringe mange år på jorden. Han svarede, at han ville fortsætte med at leve i bod og studere. I de første tre perioder af livet dedikerede Brahmanic Bharadvaja sig til studiet af de tre Vedaer (bl.a, Atharvaveda, som endnu ikke var færdiggjort eller endnu ikke var blevet optaget blandt de hellige bøger). I den sidste periode af hans jordiske eksistens studerer han den universelle videnskab, blev udødeliggjort og steg omsider til himlen og blev forenet med solen.

Lærken blev også  brugt i kristendommens symbolik. Som Lærken blev født i en rede et sted i skyggen af hvedegræs og i jordens plovfure , vokser den sig stor i sin stemme og parat til endelig at flyve og stige mod himlen med sin sang. Dette vakte omtale af  middelalderens forkyndere og præster som yndede at blive  sammenlignet med lærkens egenskaber når de forkyndte ordet fra prædikestolen.

Symbolfortolkeren Charbonneau Lassay skriver mange århundrede senere - ikke uden ironi - "der findes stilhed og ro indenfor klosterets mure, sikkerhed og hvile for sjælen, som giver mennesket en væsentlige næring til kroppen, og derefter spredes der lyde som salt fra en prædikestol til de mest trofaste og ord om tro, håb, kærlighed, klogskab, retfærdighed, mådehold og dyd klinger i rummet (hvis vi anvender den klassificering af de teologiske dyder). Da vil Gud højne hjerte og sind for alle mænd."

Kristus kunne også på grund af sine evner stige til himmels som vist på symbolske billeder af ”himmelfarten”. Han havde meddelt disciplene  " Jeg går til min Fader, og derfra vil jeg bede for dig" -  Som beskrevet i Apostlenes Gerninger om hans opstigning til himmels, at han "blev løftet op og en sky skjulte ham for deres øjne."

Lærkens sang til ære for lyset og dens hurtige stigning op til himlen blev også et inspirerende symbol for bøn i kristendommen, da det første gang blev fremført med en mere naiv etymologisk forklaring, at Lærkens latinske navn, Alauda, stammede fra til Lauda, der bogstaveligt betyder "den ros."

Men det kunne også tage en anden symbolsk vej  - foreslået af filologen De Gubernatis, den ”opstigende” lærke kan være identisk med den ”opstigende sol” dvs. hvor solens første stråler vises for os, halvt dækket af månen. Dette ville forklare ligheden med den glæde som morgensolen bebuder, når det illustres som et symbol og vises sammen med dyr eller mennesker, kan det fortolkes som en bøn til ære for Skaberen.

Lærkerne og Frans af Assisi

Lærkens kærlighed til lyset blev foreviget ved St. Bonaventure di Bagnoregios bog ”Leggenda Maggiori” som fortæller om Frans af Assisi og hans død ved solnedgang i 1225:

“Le allodole, che sono amiche della luce e han paura del buio della sera, al momento del transito del Santo, pur essendo già imminente la notte, vennero a grandi stormi sopra il tetto della casa e roteando a lungo con non so qual insolito giubilo, rendevano testimonianza gioiosa e palese alla gloria del Santo, che tante volte le aveva invitate a lodare Dio. “

Basilica di San Francesco - Assisi.  -Basilica Superiore - Leggenda di S. Francesco (morte e ascensione di S.Francesco)

 

Her har jeg frit oversat det til dansk:

"Lærkerne, som er venner af lys og er bange for den mørke nat, på det tidspunkt hvor den hellige starter sin rejse på trods af den allerede kommende nat, kom de i store flokke over taget af huset og flokkedes i lang tid mens de fløj rundt med usædvanlig sang af glæde, og gav deres vidnesbyrd for at manifestere den helliges herlighed, som mange gange tidligere havde inviteret andre for at prise Gud. "

På middelalderens tid beskrev man yderlige hans dødsøjeblik sådan "Denne overordentlige og sjældne sang på et usædvanligt tidspunkt af dagen, fejrede lærken det overnaturlige lys, og man så et omkringliggende lys om kroppen af Francis – et reflekteret lys af ”det evige Lys” "

 

 

Hejren

 

 

Ardea Bennuides var en gren af hejrefamilien (Ardeidae), som igen er i familie med storkefuglene.

Den  var en stor fugl og målte mellem 165-210 cm med et vingefang mellem 220-270 cm.

 

Det antages, at Ardea Bennuides havde samme adfærd som sine nulevende slægtsarter, og avlede i kolonier af hundreder eller tusinder af par eller det kan også have været at de havde enkeltvise redekolonier i små grupper på 2-10 reder. Reden var formentlig bygget på en solid og fast platform, der ofte kunne genbruges følgende år, som regel placeret højt oppe i et højt træ (op til 50 m), men kunne også være nede jorden eller en klippekant, i en rørskov eller i en busk. I rørskovs-rederne kan der være brugt siv eller tagrør til  at bygge redderne, og i redderne på jorden kan de have været nødsaget til at være mere skrabede, og omgivet af små sten og små klippestykker, alt efter det omkringliggende materiale.

Den levede i Afrika og Asien,  på den Arabiske halvø og fandtes i kystnære sumpområder.

Generelt for dem mener man at de forsvandt fra den arabiske halvø i forholdsvis nyere tid, det kan have været den ultimative inspiration til Bennu. De arter kaldes nu Bennu Heron (Ardea bennuides). Deres kegleformede  reder målte omkring 15 meter i diameter og blev opdaget langs Suezbugten i Egypten af den engelske egyptolog James Burton i 1822. Lokale fortalte ham, at de var bygget af store storkelignende fugle højere end en mand, men at de nu var forsvundet fra området.

 

En stor del af hejrearterne er i dag uddøde, dog kan de stadig findes visse steder den arabiske halvø, hvilket kan have været den ultimative inspiration til Bennu., og at bestanden var beskrevet som Bennu Heron(Ardea bennuides).

Man mener, at den uddøde, da mennesket koloniserede til på øen Ummal-Nar ikke langt fra Abu Dhabis kyst omkring år 5000f.Kr, hvor fuglen havde sin koloni.


 

Goliathejren er en stor vadefugl af hejrefamilien. Den findes i Afrika syd for Sahara, med mindre kolonier i Sydvest- og Sydasien.
Vigtige levesteder er søer, sumpe, mangrove-vådområder, med køligt vand, undertiden også i floddeltaer.

Dette er verdens største nulevende hejre. Dens højde er, når den står oprejst omkring 1,4 m, med et vingefang på mindst 2 m og en vægt ca. 4-4,5 kg. I flugt har den et langsomt og et temmeligtungt udseende.

 

 

Bennu eller Benu

 

Bennu var afbilledet som en grå, lilla, blå eller hvid hejre med et langt næb og en to-delt fjerkam. Lejlighedsvis var Bennu også gengivet som en gul vipstjert, eller som en ørn med røde og gule fjer. I sjældne tilfælde var Bennu skildret som en mand med et hejre-hoved, iført en hvid eller blå påklædning som en mumie under en gennemsigtig

lang frakke. Bennu blev anset som sjælen af guden Atum, Ra, ellerOsiris.


Fuglen kunne også være malet som dekorationer i bøger om Underverdenen samt hjerteamuletter og andre genstande, især på symboler der havde en karakter af død og begravelse. Når de blev udskåret på bagsiden af et hjerte-skarabæ og begravet med de døde, var det et symbol den forventede genfødsel fra Underverdenen og sikrede, at hjertets funktion ikke mislykkedes på grund af tidligere gerninger i”De to sandheders hal”(dommen af de døde).

Blandt de amuletter der bliver placeret mellem bandagerne, er den vigtigste en såkaldt hjerte-skarabæ, der skal beskytte den døde, når han eller hun står overfor Osiris domstol. Mumien lægges i en kiste, evt. i flere kister bygget ind i hinanden.

I Dødebogen er der formlert il brug for at omdanne den afdøde til den ”StoreBenu”. Her siger den afdøde: "Jeg er Benu, sjælen af Ra, og vejledningen af guderne i Duat." I et andet vers, siger han, "Jeg er ren. Min renhed er renheden af den Store Benu, der er i byen Suten-henen."


Suten-henen var egentligt kaldt ”Henen-su” og hovedstaden for det øvre Egypten, og blev kaldt Heracleopolis Magna af grækerne. Hebræerne nævner byen Hanes som repræsentation for the øvre Egypten i Esajas bog, og i de koptiske tider var byen stadig stor og en vigtig handelsby. Kopterne og egypterne har bevaret det gamle navn ”Ahnas”.
 



 

 

Navnet på fuglen PHOENIX (Føniks) er i egyptiske mytologi BENNU, og fuglen spiller en meget fremtrædende rolle i egyptisk mytologi.

Ifølge historien fortalt af Hēródotos Halikarnāsseús (Herodotus, som døde i ca. år 425 f.v.t.) og hørt i Heliopolis (betyder solbyen), besøger fuglen Heliopolis hver femhundrede år, hvorefter den brænder sig selv til døde.

 

Historien om Phoenix er at den ligner en ørn og med røde og guldfarvede fjer, og skulle komme fra Arabien. Før sin død bygger den en rede, som frembringer en ny Phoenix. Nogle mente, at en orm krøb ud af dens krop, før den døde, og som skulle frembringe varmen fra solens stråler der ville være med til at udklægge en ny Phoenix. Andre mente, at den døde efter et liv i syv tusind og seks år, og et andet synspunkt har været, at den nye Phoenix steg fra den brændte, sønderdeltes og at resterne af dens gamle krop blev ført til Heliopolis, hvor den blev brændt.

 

Alle disse fabelagtige historier er et resultat af de mange  misforståelser hvad angår den oprindelige egyptiske myte som fortæller, at en morgen opsteg en fugl i form af en Bennu, der blev tolket som et tegn for RA´s sjæl og genopståen og som blev sammenkædet med et symbol for Osiris, og at det var gudernes vilje.

Fristedet for Bennu var derfor også fristed for Ra og Osiris.

 

 

 

 

 

 


Fugle som budbringere og engle

 

I næsten alle kulturer, har man i århundreder set flokke af fugle bebude ankomsten af foråret, og naturens årlige cyklus. Vi accepterer alle at fugle er som budbringere af livet der også bliver ledsaget med den viden, at fuglenes migration faktisk stadig har en vigtig rolle for at få i økosystemet til at fungerer.
Op over jorden og svævende gennem skyerne, er fugle også blevet symboler på magt og frihed gennem tiderne. I mange myter og legender, blev fugle en forbindelse mellem den menneskelige verden til det guddommelige eller overnaturlige riger, som ligger udover almindelige og dagligdags oplevelser.

 

Fugle får pålagt en række forskellige roller i mytologi og religion. De spiller en central rolle i nogle skabelsesmyter, og ofte vises de som budbringere for guderne. De er ofte forbundet med rejsen af den menneskelige sjæl efter døden og fugle kan også vises som enten fupmagere eller orakler.
Ravne og andre arter, som lever af ådsler, kan være symbol for krig, død og ulykke, samt mæglere mellem mennesker og overnaturlige verdener. Andre fugle symboliserer styrke, kærlighed og visdom.
I Keltisk mytologi han fugle både være budbringere eller være selve beskeden.

 

I den rabbinske litteratur kaldes budbringeren en Malakh (flertal Malakhim), der bl.a. beskrives i  den hebraiske bibel og i den traditionelle jødiske liturgi. På moderne hebraisk er mal'akh det almindelige ord for "engel".
I flg. J. R. R. Tolkiens fiktion blandet er navnet Malakh blandet sammen med  irsk mytologi og er beskrevet som søn af Marach, givet Elvernavnet Aradan.
Han er søn og arving efter Marach af tredje House af Edain, og stamfader til House of Hador og dens efterkommere. Malach brugte mange år sammen med Elverne i Hithlum, hvor han lærte at tale Elversprog, og fik navnet Aradan som  betyder 'ædle mand'.

 

Selvom formen på en engel skifter fra kultur til kultur har næsten hver kultur i hele verden rapporter om engle. Der er engle i kristne, jødiske og islamiske kulturer. Engle er blevet rapporteret i det gamle assyriske og mesopotanske rige,  buddhistiske, Zarathustrianisriske og Taoistiske skrifter. Gamle grækere kaldte dem Horae, vikinger kaldte dem Valkyrier, i Persien kaldte man dem Fereshta,  for Hinduerne var de Apsaras, og i den afrikanske religion Yoruba blev engle kaldt Orisha. Traditionelt i Shamanisme er der rapporteret om opstigende fuglelignende ånder. Disse halv-fugl /halv-menneske ånder kaldes ”Fugle stammer”.

 

Hver del af fuglen, hver eneste karakteristik vækker især forestillinger om himmelske symboler.

Jakobs kamp er en beretning fra Første Mosebog, kapitel 32, vers 25-33, i hvilken patriarken Jakob kæmper med Gud (eller, ifølge nogle fortolkninger, med en Guds engel) og sejrer. Ved denne lejlighed får Jakob navnet Israel; på hebraisk er der ordspil mellem Israel og kæmpet med Gud. Siden dengang og helt op til nutiden har Jakobs efterkommere brugt navnet Israel om sig selv. Beretningen om Jakobs kamp har givet anledning til afledning af udtrykket "en jakobskamp", som betegner en voldsom åndelig eller sjælelig kamp.

 

Vingerne i den kristne tradition symboliserer åndeliggørelse, opstigningen til det høje, men også en guddommelige skabelses beskyttelse. Det er grunden til, at englene traditionelt er repræsenteret med vinger.

 

Englehierarkiet og de 3 sfærer:
En Seraf er et himmelsk væsen som har 3 par vinger og nævnes i det gamle testamente. To vinger til at dække dens krop, to til at dække ansigtet og to til at flyve. Serafen fører tilsyn og passer på Guds trone. Benævnelsen bruges både af Jødekommen og Kristendommen.
Keruber betegnes som himmelske væsner, der vogter over hellige steder og pladser. De har fire ansigter af en mand, en okse, en løve og en grif.  De har fire par separate vinger, tildækket af øjne. Keruben vogter vejen til livets træ i Edens have og guds trone.
I rokoko tiden malede man Putto eller Putti (babyer) med englevinger, og de blev fejlagtigt forvekslet med Keruber.
Serafer og keruber hører til den 1.sfære.

 

Andre himmelske væsner, som er gudernes hjælpere og kan være sendebude mellem himmel og jord  er en form for selvstyrende engle, der har autoritet fra Gud til at udføre deres opgave, og kaldes engle af den 2. sfære.  De er også omtalt som Dominian, barmhjertighed- og tapperhedsengle, og beskrives som guddommelighed i menneskeskikkelse med et par vinger.

 

I den 3. sfære bevæger der sig engle der fungerer som himmelske sendebude og soldater. De er engle som bekymrer sig for alle levende væsners anliggender, og er nok derfor dem som for det meste beskrives gennem maleriske udtryksmåder. De kaldes også Principatus og har et par vinger.

 

St. Dionysius Areopagiten, en græsk studerende af St. Paul, var den første som beskrev et hierarki af engle. Ifølge St. Dionysius, er serafer og keruber engle nærmest Gud. Serafer rangerer øverst i det himmelske hierarki, og keruber rangerer lige under dem på hans liste over ni forskellige englevæsner eller ånder.

 

(Pagtens ark beskrives i 2. Mosebog, bogen om Exodus -  men her bruges udtrykket sonedækket i stedet for nådestolen)

 

I Anden Mosebog siges det, at Bezalel (hebr. בְּצַלְאֵל‎,,Beẓal'el), en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme byggede to keruber af guld for at placere dem i begge ender af Sonadækket  i Arken.
" 37-8.  den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved begge Ender.
Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.”

 

 

Også sjælen er i mange traditionelle religioner symboliseret med vinger. I Egypten er den afdøde ofte repræsenteret ved en fugl med menneskehoved som stod foran fuglen Bennu, RA´s sjæl.
I det oldgræske episke heltedigt, Odysseen fløj Odysseus afdøde fjenders sjæle, indsamlet af guden Hermes og kvidrende som fugle.

Temaer, som at der vokser vinger på ånden, har Platon også beskrevet i værket ”Phaedrus”:
”Da sjæle er udødelige, og derfor mangler organer, tilser de konstant alt fra himlen så længe deres vinger er i perfekt stand. Når en sjæl taber sine vinger, kommer den til jorden og påtager sig en jordisk krop, der derefter ser ud til at bevæge sig selv (Phaedrus 246c) Disse vinger løfter tunge ting op til der hvor guderne bor og ernæres og vokser i overværelse af visdom, godhed og skønhed af den guddommelige. Dog kan urenhed og hæslighed gøre at vingerne skrumper ind og forsvinde. (Phaedrus 246d-e)“

 

Fjerene, skaftet og ægget:

 

 

Ferdowsi grav, Tus, Iran (Simorgh)

 

Fuglens enkelte fjer eller dun har også i flere kulturer en bestemt symbolik bl.a. havde Simurgh (persisk سیمرغ simorgh) magiske kræfter gennem sine fjer, og Maat i Egyptisk mytologi brugte sin strudsefjer til at afgøre hvorvidt sjælene, som anses for at være i hjertet af den afdøde, ville nå paradiset med held.
12 skafter fra fuglefjer blev brugt af Lakota indianerne til udsmykning af den ”hellige pibe”.
I Kina bruges symbolet ”det kosmiske æg” for de første guder som ligger uvirksomme i deres venten på skabelsesøjeblikket.  I Kristendommen bruges påskeægget for genopstandelse og fornyelse.
Om det dæmoniske æg siges det, at hvis slangers æg befrugtes langfredag er det sket ved djævelske ånder og bliver derefter udruget i fugtig muld eller møg.

Den dæmoniske skabning, Basilisken blev født ud af en hanes æg og udruget af en tudse.

 

Basilisken

 

 

 

 

 


 

 

 

    

 

 

 

Site Search:

search tipssitemap