Global House Holistic

 

I pagt med naturen

 

Samfund

 

 

                                                  

SYNØKOLOGI


Økologisk lægekunst

Ordet økologi består af det græske ord oikos, der betyder hus eller bolig, og ordet logos, der betyder diskussion, drøftelse eller samtale. I moderne forstand er økologi studiet af organismen som helhed i relation til dens omgivelser eller miljø. Der er to generelle underafdelinger af økologi:

1.Autøkologi, der drejer sig om de enkelte miljøfaktorer og deres virkning på enkeltindivider.
2.Synøkologi, som handler om den samlede virkning af disse faktorer på plante- og dyrefællesskaber.

Ordet lægekunst omfatter traditionelt evnen til god kommunikation og til at forstå patienters og deres omgivelsers reaktioner i relation til sundhed og sygdom. Lægen må forholde sig til patienten som et menneske.
Ellers kan der ikke udøves lægekunst.

 

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time.

 

 

 

Systemfejl

 

Da vi ofte baserer vores tilværelse på ret bevidste kundskaber og nok ikke tager os tid til at være opmærksom på sindet, kan det måske være fordi vi er bange for at give efter for det ubevidste når vi opdager at et sådant findes.

 

Vi skyder det væk som noget sekundært og lader det primære være det tillærte tekniske med bevidste reaktioner, da vi for det meste kan have en forklaring parat.

 

Hvis vi når ud ”på dybt vand” og begynder at være opmærksom på vores psyke kræver det også en stræben efter harmoni og balance, og mange mennesker orker ikke (eller føler ikke) at dette er nødvendig pleje, da det ofte er uoverskueligt.

 

Vi er selv i Vesten blevet en del af teknologien og evner ikke altid at skelne mellem os selv og maskinerne. Maskiner er effektive og hurtige – præcise mekanismer uden psykiske systemfejl.

 

Da vi ind i mellem føler os ligestillet med det mekaniske mener vi også at det er påkrævet at fungere som sådan og levner meget lidt til vores egen velvære.

 

I store dele af verden har man dog gjort op med dette livssyn og fundet ud af at mennesket gør stor skade på sig selv ved at ”glemme” den mentale tilstand.

 

Betragtningen for mennesket bør være ligeværdig med den økologiske balance som vi tilstræber i resten af naturen, og indebære det samme værdigrundlag. En etisk og sundhedsmæssig betragtning af os bør være selvskreven.

 

 

Tanker om division til global bevidsthed - Menneskets indre revolution.

 

Den dramatiske ændring af klodens tilstand - fra krig til overbefolkning, forurening, degenerative sygdomme, som vi ikke kan afvente hjælp til at ændre ”fra oven”, skal nødvendigvis opstå fra den mulige opvågning af den menneskelige bevidsthed, den nuværende tilstand af ”small-ego” til en global dimension, der involverer økosystemet og menneskeheden på en mere ligeværdig måde.

Den overordnede følelse af individets utilpashed, som afspejler den dybe krise i flere og flere mennesker og vores planet, er en udfordring for den globale transformation af os selv og livet.

På dette grundlag, kræver løsningen af den globale krise også en global omdannelse af erfaringerne fra selvet, realiseringen af en dyb indre enhed, der ved at ændre og udvikle potentialet i vores hjerne og vores bevidsthed kommer til udtryk i en ny kreativ logik og levevis for en fælles vision af mennesket og planeten.

"I dag, en vigtig korsvej i menneskehedens historie – har vi brug for nye koncepter, nye værdier, og en ny vision til at guide vores skridt hen imod en fremtidig menneskelig bæredygtighed. Vi skal øge bevidstheden og ændre den fra lokal til global og fra en egocentreret til en global dimension. Den nye bevidsthed kræver et holistisk syn på os selv, vores samfund, natur og kosmos. Den store opgave, den store udfordring i vor tid, er at ændre os selv " (Ervin Laszlo)

 

Den kulturelle annonce.

Den amerikanske sociolog Paul Ray og psykolog Sherry Anderson, kalder det den ”kulturelle annonce” for udformningen af en ny form af kultur i det 21. århundrede, på vej ud af en dybtgående forandring i værdier, prioriteter og livsstil, måde at tjene penge og bruge dem.

Det er det, der bevirker et paradigmeskift i den adfærdsmæssige og mentale sundhed. De kulturelle annoncer er fordelt i hele samfundet.

 

”Unormal i et normalt samfund” eller ”normal i et unormalt samfund”?

De kollektive blokeringer for en individuel og mere holistisk levevis.

”Kollektive eller generelle blokeringer er almindelige betingelser og ofte fælles for en hel befolkning, som følge af den globale tilstand og et samfunds kultur. Forskellige kulturer har også forskellige begrænsninger som fører til ulige blokeringer, men det næsten absolutte flertal af dem er desværre også forenet af en hel eller delvis manglende erkendelse af selvet. I vores nuværende samfund kommer de kollektive blokke især fra den omstændighed, at der ikke er tilstrækkelig forståelse af ”selvets bevidsthed” og at samfundet og familiestrukturen ikke har været i stand til at give selvet en ordentlig anerkendelse og at udvikle det menneskelige potentiale. Hvis vi ønsker livet anderledes, skal vi som enkelt individ selv løse vore individuelle blokeringer og vi må forstå, at der eksistere psykosomatiske kollektive blokke, som er fælles for en stor del af befolkningen, og at det kan være hårdt for nogle at være med i dette fællesskab som generelt betragtes som værende "normalt".”

(Frit oversat fra bogen “Psicosomatica Olistica”, side 237 – “Nitamo Federico MonteCucco”)

 

Men har vi værktøjer og modeller eller fyldestgørende oplysninger, så vi kan forstå den logik og den metode der skal til for at fremme denne indre forvandling og den globale dimension?

Mennesket har i hvert fald behov for en aktiv "formidler" og "indre vilje", der kan opererer for den samlede trivsel for alle mennesker så vi ved hjælp af simple men effektive værktøjer kan få vores bevidsthed til at vokse. Ved transformation og integration af forskellig viden og praktiske teknikker kan vi integrere og opnå mental og fysisk sundhed, styrke en interpersonel kommunikation til udvikling af det menneskelige potentiale og skabe et overordnet velbefindende, der naturligt afføder harmoni og integritet af krop, sind, ånd, samfund og miljø.

 

 

 

Profetier som kun bliver opfyldte, hvis vi ikke tager naturen alvorligt

Mange mennesker har forudset jordens undergang og/eller ragnarok, ved bl.a. hjælp af horoskoper, magi, trylleformularer og hedenske ritualer.
Nogle mennesker har købt overlevelsespakker fordi andre har forudset at en skare af udvalgte skulle overleve på bekostning af resten af menneskeheden.
Endnu andre lavede huler i jorden og havde i sinde at blive der indtil profetien var gået i opfyldelse.
Nogle troede da vi nåede år 2000 at alting ville blive skæbnesvangert for os mennesker, at Jesus ville komme igen i skikkelse af en anden og/eller Antikrists komme. Der har også været profetier om invasion fra det ydre rum når vi nåede et Millenium.
Helt tilbage til verdens oprindelse har der været sådanne profetier. Mayaerne havde en ”undergangs-kalender”, Bibelen beskriver det, Nostradamus var dybt optaget af det, Jehovas mener helt bestemt at det snart er nært osv., og førstedages helliges kirke graver sig ned for at vente.
Dommedag, syndflod eller jordens undergang, men selv forskere nu til dags beskæftiger sig med det, og nu er det ikke mere profetier, men ren og skær logisk videnskabelig tænkning.

 

 

 

Haroun Tazieff, som studerede vulkaner hele sit liv har sagt om disse store uregerlige naturfænomener ”En vulkan er som en syg kæmpe, hvis sygdomssymptomer kun er feber, hoste og opkastninger. Samtidig er vulkanen en vanvittig – men man kan ikke lægge den i spændetrøje. Vi kan kun lytte til dens rasende hjerte og måske forudsige, hvordan den vil opføre sig de næste timer.”

Vores viden om jordens indre er meget beskeden, og dog bruger vi meget tid på at finde ud af hvad der foregår i rummet. Det nære er ikke nær så interessant mere, eller har vi bare opgivet og læner os op til profetierne, som gør os frie til ikke at tage naturen alvorlig – da vi jo alligevel ikke kan stille noget op.

Magmaet fra vulkanerne har temperaturer på over 1000 graders varme. Hvis der opstår en spalte i jordskorpen, så eksploderer det kogende indre og slynges op i luften, og en ny vulkan er født. Det er det vi ved. Så vulkaner angiver sværhedszoner i jordskorpen på strækninger lige fra hundrede til tusindvis af kilometer. Vulkanudbrud er som sagt beskrevet af mange folkeslag, lige siden mennesket via billede- eller skriftsprog kunne fortælle om det.
Alle i år 79 efter vor tidsregning blev Vesuv i Italien beskrevet. Pompei er bevis på det. En vulkan som på dette tidspunkt havde været inaktiv i mange århundrede.

I Bibelen står der om Ægypten ”et tæt mørke kom, den ene kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage” Man har prøvet at gætte sig frem til solformørkelser, sandstorme el.lign., men i en udgravning i 1899 på øen Santorini i det Ægæiske hav fandt man bevis for en af de største vulkankatastrofer i menneskeheden.
Ved hjælp af en kulstof-14 prøve i 1967 kunne man finde frem til at katastrofen var sket helt tilbage til det 15.århundrede før vor tidsregning.

Krakatau-katastrofen i 1883, som nu er en vulkanø mellem Sumatra og Java, hvor der døde ca. 36.000 mennesker opstod via et krater midt ude i havet så koldt vand med glødende lava blev blandet, og gav en eksplosion ud af et 445 m højt bjerg på øen, som udspyede aske og store klippestykker op til 100 km. væk.  

I dag kan man via videnskaben forudsige et nært forestående vulkanudbrud, men kun med meget få dages varsel. Profetier på længere sigt er imidlertid ikke muligt, da vulkaner er som skorstene fra jordens indre. Man kan iagttage dem, men aldrig være sikker på beregningerne. Jordens indre beholder sine hemmeligheder for sig selv, ligesom jordskælv og tsunamier.

Så et godt råd til dem der mener at man skal grave sig ned og vente på dommedag, så er det nok ikke det bedste sted at opholde sig.
Derimod er det ikke helt galt at vi tænker os om vedr. klimaforandringer, drivhusgasser og ikke mindst når vi flytter rundt på vor kære klodes jordoverflade via boringer, mineraludvinding, bomber (krige) m.v.

Samtidig bliver vi også nød til at tro på at ikke alle myter kun er myter.
Det er sandsynligt at byer er blevet opslugt af havet eller jorden, at verdens kontinenter har forskudt sig og sågar Atlantis-myten, som sagtens kunne være Santorini naturkatastrofen, og at byerne Sodoma og Gomorra virkeligt forsvandt i det døde hav.

 

 

 

En Enigmatisk klode og naturen

 

Deep Peace to You
Deep peace of the running wave to you.
Deep peace of the flowing air to you.
Deep peace of the quiet earth to you.
Deep peace of the shining stars to you.
Deep peace of the infinite peace to you.
- Adapted from ancient Gaelic runes

 

3.000 år før vores tidsregning var det Oceanet der virkede og temperaturen i Europa blev varm og fugtig. Det er den tid vi kalder "Atlantisk tid". Naturen gav al føden - menneskene modtog og forbrugte, men skabte intet selv, og hvis naturen svigtede på en eller anden måde måtte man flytte.


Nu 5.000 år efter har vi lært at dyrke plante- og trævækster, hvor det tidligt ikke var muligt. Vi har også gjort det muligt at transportere eksotiske krydderier, madvarer o.lign. rundt i hele verden.

 

ENIGMA på latinsk aenigma – på græsk: ainigma – betyder GÅDE.
Det enigmatiske har altid betaget os. Måske fordi meget af det ikke er håndgribeligt og ikke altid forståeligt, eller måske fordi eventyret stadig lever i vore hjerter.
Gåden til mytologien og magien sammen med menneskets evne til refleksion overfor en Enigmatisk klode, som vi bor på, kan også skabe glæde og lyst til at udforske og få viden.

Tag f.eks. historien om heksen

Den gode heks eller den onde heks.

Heksen er meget forbundet med urter og planter.

Desværre var det jo altid den gode heks der blev brændt på bålet, ligesom andre mennesker med kætterske tanker – mænd og kvinder.
F.eks. bruger vi stadig symbolsk afbrænding af heksen til skt. Hans, og alle vore små børn står og er dybt imponeret! Makabert og til eftertanke.
Bare begrebet/ordet heks og heksekunst får mange til at få tankerne henledt til mystik, magi og for nogle indbegrebet af ondskab.
Datiden gjorde derved heksen til en gåde, fordi de skilte sig ud fra mængden, og ofte var lidt klogere end lægevidenskaben. De så også anderledes ud og var ofte tiltrækkende for det modsatte køn og derfor en klar rival til sit eget køn.
I eventyrerne ser vi stadig den krumbøjede heks med vorte på næsen som symbol på den onde heks. Den gode heks er ofte forvandlet til en meget smuk lysende fe eller engel-agtig person, som med sin tryllestav for alt det onde til at forsvinde.

 

 

Denne dokumentarfilm af Donna Read tager et dybdegående kig på heksejagter der fejede gennem Europa blot et par hundrede år siden.

Falske beskyldninger og forsøg førte til massive tortur og afbrændinger på bålet som i sidste ende destruerede den organiske måde at leve på.

Filmen stiller spørgsmål til, om den udbredte vold mod kvinder og vanrøgt af vores miljø i dag kan spores tilbage til de tider.

 Hele filmen dr varer ca. 56 min. kan ses på NFB"Burning Times".

 

Menneskets ofte stadige uløste gåde om at finde en mening med livet slider de fleste op. Man søger og søger, opfinder istedet for at finde, lever for bristede illusioner istedet for realiteter og gåden bliver som den Gordiske knude hvor oraklet lovede verdensherredømmet til den som kunne løse den op. Som Alexander den Store kan man vælge at hugge den over og sige "jeg har fundet svaret" eller leve videre uden at have svar på alt.

(T.S. Eliot har beskrevet det i sit lange digt The Waste Land fra 1922 ( "Little Gidding"(det sidste af Four Quartets passagen)

 

 

 

 

 

Livets vand og De Vises sten - Elementer og Essenser 

 

”De Vises sten” er af stor betydning for interessen i kemi og ikke mindst for alkymiens historie.

I mange århundrede inden man begyndte at bruge begrebet ”de Vises sten” havde naturfilosofiske kredse haft stor interesse i at finde svar på hvordan vor verden var opbygget.

Den græske filosof Empedokles der levede ca. 400 f.v.t. prøvede at finde et svar på naturens sammensætning - dens rødder : jord – ild – vand og luft.

Han kaldte dem  "de fire rødder" ( ῥιζὤματα, rhizōmata).

Da filosoffen Platon, der interesserede sig i det metafysiske og også havde påstået at alle sygdomme bestod i uharmoniske forstyrrelser i kroppen mellem de 4 elementer (στοιχεῖον, stoicheion) , blev han meget interesseret i teorierne fra Empedokles . Platon mente at vores legemers grundstene var ”de fire elementer” og beskrev  dem som ”de platoniske legemer” udfra geometriske figurer.

Sygdom var for Platon dårligt blandede kropsvæsker, hvor en af dem var for dominerende og som enten gav udtryk i for meget tørhed, fugtighed, varme eller kulde. Så lægernes opgave var at genoprette harmonien når den blev forstyrret. Sjæleligt eller psykisk gav det sig udtryk i forskellige temperamenter, og her igen en af dem for dominerende: kolerisk, flegmatisk, melankolsk eller sangvinsk.

Denne universalmedicin kaldte Platon for ”Livets Vand”

Aristoteles tilføjede langt senere et 5. element ”Æter”, som den usynlige og rummelige luft der befandt sig i universet.

Man kan kalde de 4. elementer en urbestanddel og derfor mente man også at ””Livets vand” måtte kunne bruges til andet end til behandling af sygdomme.

Ædelmetallet guld havde den helt perfekte harmoni og renhed for alkymisterne, og i middelalderen blev kravene til alkymister større og større fra omgivelserne, fordi teorien om ”Livets vand” viste at uharmoniske blandinger kunne genoprettes ved at genfinde harmonien. Så der var travlt med at forsøge at lave guld ud fra uharmoniske metaller eller sten - ikke mindst pga. guldets dyrebare handelsværdi.

Man fandt ikke ”de vises sten”, men mange eksperimenter blev gjort, og mange videnskabelige forsøg førte til andre datidige og endnu nuværende brugbare resultater. Bl.a. alkoholdestillation.

 

 

 

 

 ”De jomfruelige elementer” (JDMylius,Philosophiareformata, Frankfurt 1622).

 

 

Pieter Breughel (1525-1569) - Alkymisten

 

Alkymien var i middelalderen en sammenblanding af kemi, magi, teologi og astrologi, men fra gammel tid (før middelalderen) vidste man godt at metaller kunne blandes sammen så der blev skabt et nyt produkt. Hvad man ikke altid vidste som alm. indbygger var at rene stoffer, som guldet, ikke kunne skabes kunstigt.

Alle råmaterialer kom fra naturen og blev bearbejdet under hemmelige ceremonier så folk troede at det ofte krævede en tilstedeværelse af f.eks. drager, tigre el. lign.

 

Guldmagerne som alkymisterne også blev kaldt vidste godt at man ikke kunne fremstille guld, men håbede på at de fik fremkaldt et stof med endnu stærkere kraft og magi – kaldet lapis philosorum (de vises sten).

Der var indhegnede haver med planter og skove som var hellige steder og kun for de indviede, hvor alkymister indsamlede materialer til alkymi eller magi, som var en stor del af hverdagen i oldtidens tro på de magiske og mystiske kræfter.

 

Hermes Trismegistos (den trefold største), grundlæggeren for al kunst og videnskab sammenlignedes med den ægyptiske gud Thoth, og meget alkymi blev sammenholdt med disse guders evner og blev tilbageholdt for den almene befolkning som en hemmelig videnskab.

 

                            Hermes Trismegistos 

 

Raimundus Lullus, som levede fra 1235-1316 blev beskyldt for at have pagt med djævlen og arbejdede som missionær rundt om i verden og blev stenet til døde pga. hans udtalelser. Mærkeligt nok blev han af den katolske kirke kåret som helgen på et senere tidspunkt.

Han har i sit Testamentum novissium bl.a. skrevet

 

”Tag af denne kostelige medicin et lille stykke, så stort som en bønne. Kast det på tusind unser kviksølv, så dette bliver forvandlet til et rødt pulver. Af dette sætter man en unse til tusind unser kviksølv, som derved forvandles til et rødt pulver. Heraf kastes igen en unse på tusind unser kviksølv, så bliver det også til medicin. Af denne sidste medicin kastes endnu en unse på tusind unser kviksølv, så bliver det forvandlet til guld, som er bedre end guld fra bjergværkerne.”

 

Alkymi var ikke kun beregnet på at lave guld, men var også en vigtig ingrediens i troldmandens (som alkymisten også blev kaldt) redskaber.

Her tænkes bl.a. på den betydning som magien havde for Druiderne i det nordlige Europa. Den dag i dag udføres stadig ritualer på næsten samme gamle måde af mennesker som kender naturens kraft.

 

Gloria Mundi beskriver de 7 metaller - de 4 elementer - processerne og værkets farve.

De firedele omfattede ild, luft, vand og jord men de treeren bestod af svovl, kviksølv og salt.

 

De syv figurer på den øverste del :1. Merkur med en Heroldstav, ansigt til ansigt med Saturn, som er bevæbnet med en le (ydmygelsen af den dagligdags Merkur af guden Merkur, hvis ben Saturn har skåret af) – 2. Bjerget med de syv huler og de syv slanger, hvor uhyrer fortærer hinanden mens gyldne grene vifter i brisen (Merkurs sublimering efter ydmygelsen) – 3. Hesperidernes have som er prydet med en kilde som forgæves opsøges af blinde mænd ( Merkurs regeneration efter sublimeringen) – 4. En kronet krone der giver ordre til massakren af de uskyldige (uddragningen af guld til kviksølv) – 5. to slanger som fortærer hinanden omkring en gylden stav (opløsningen og forflygtigelsen af de to dele af samme metal) – 6. Korsfæstet slange (koagulation og fiksering) – 7. Ørken med fire kilder, fire floder og fire slanger (mangfoldiggørelse – Nedenunder ses symboler på fuldendelsen af værket og på modsætningernes forsoning og forening.

 

 

 

 

MODER JORD OG
DE ETRUSKISKE KVINDER


….at forsikre sig at ens egen kultur består.


Vi skal forestille os, at vi er ca. 700 år før vor tidsregning i Etruria, hvor indbyggerne er kendt for historie og mytologi. Eksperter i navigation, udvinding af metal, bygningskunst, kanaler, handel, kunst og astrologi samt guddommelig magi. Et folk, ikke kun ført af Guder, men siges at være udsprunget af ”Den store skabelses moder”.
Det overskyggende element er det feminine som karakteriseres via etruskernes mytologi, og deres kunst giver præg af det.
Ikke kun af kvindefigurer, men også af Jorden, Moder Jord, og egentlig som et simpelt symbol for al skabelse.
Gudinden Uni for kunst og videnskab og Turan, som symbol for den modne kvinde, der styrer menneskets kærligheds-hjerte. Urcla, gudinden for vand og Selvans Vultumna for skoven.
Så er der semi-guder ”Lase”, som består af bl.a. Vecu, Muntacha, Losna, Vanth, Mean og Zipna. De er afbilledet som engle og familiebeskyttere – både i livet og i døden.
Men øverst var ”Den store moder jord”, Tin, Uni og Menrva  m.v. som var en samling af flere guder.

 

De etruskiske kvinder var attraktive, gådefulde, årvågne og frie og uafhængige i deres natur, hvorimod de græske og romerske kvinder var deres mænd underdanige.
For at møde de etruskiske kvinder skal man tage til Tarquinia.
Tarquinia ligger ca. 90 km fra Rom og 45 km fra Viterbo i Italien.

Den mægtigste kvinde hed ”Tanaquilla”.
Hun var ambitiøs, aristokratisk, forudseende i forhold til sin tid og  forvaltede doktriner og love til yderste punkt. Stærkt i  kontakt med guderne og indbyggerne i Tarquinia mente at hun var ”rørt af guderne”.
Hun var gift med Luchmon, der var halv etruskisk og halv græsk og som var flygtet fra Corinth.
Rom var endnu ikke nogen by, men bare en masse høje med landsbyer på, og romerne kom til hende for at få svar på gudernes tegn.
Tanaquilla forvandlede romernes små landsbyer til handelspladser, fik etruskerne til at bygge viadukter så de kunne overrisle de frodige marker, og lærte romerne at aflæse naturen og bruge den til bl.a. medicin. Hun indførte en skole som skulle samle al viden så alle kunne få gavn af den.

Det er nødvendigt at vandre gennem markerne som ligger ud til havet, passere en stor eng med roser og tufsten og en have med liljer og iris for til sidst at nå til en trappe som fører ned til det mægtige Necropolis, som er en kæmpe fællesgrav, der indeholder rum som ligner alm. huse.
De begravede tog også alle deres personlige ejendele med sig, og i stedet for sarkofager, hvor afbillede begravede er liggende, var den/de begravede altid fremstillet som i levende live. Siddende, smilende og festligt klædt på.
Trappen ned til Necropolis er det led som er mellem sjælens to verdener, hvor dødens gudinde Vanth venter med de store atomfavnende vinger og sit sværd, sin fakkel og en nøgle til evigheden. Vanth beskrives nogen gange som en dæmon andre gange som en engel, men egentlig skulle hun være en ånd fra underverdenen, en Chthonic, som sørgede for genopstandelsen.
Det må nok komme an på hvordan man selv ser på døden, men etruskerne var ikke bange for den da de troede på evigt liv. Derfor var der altid fester ved begravelser med jonglører, musikere, dansere og atletiske lege.



Efter man er kommet ned ad trappen og gennem en lang gang ser man overdådige vægmalerier, som skifter i farverne alt efter lysets farvespil.
Man ser billeder af kvinder med deres bløde hår, nogle med glat andre med duvende krøller. Ser dem sminke sig,  hvordan de klæder sig på med deres farvestrålende kjoler, uldne kapper og flotte sko. Billeder af forestillinger som man måske aldrig har tænkt på i forhold til datidens kvinder.

Armbåndene på kvindernes arme, som er malet på freskoerne er malet i sarte farver, så man næsten kan forestille sig at de stadig rasler på de dansende elegante og yndefulde kvinder. Øreringe med vredne guldblade og de næsten gennemsigtige halskæder af rav glimter i lampeskæret.
Kvinderne danser med sig selv. Nogle bevæger sig med små skridt med fuld opmærksomhed i deres blik på sensitiviteten i mysteriets symbolverden. Andre med arkaiske og forventende smil danser de vildt og inderligt med kastanietter og bukker hovedet bagud, folder deres lange og smidige hænder og hengiver sig til naturens orden.
Fuglene flyver bort, næsten skrækslagne og løverne åbner deres gab, panteren sluger sit bytte og delfinerne springer i havet.

De sande kvinder af Tarquinia mener man først og fremmest var kulturelle og raffinerede, og er afbillede i store banketter i deres hjem, hvor de sidder i centrum eller hvor de plukker blomster og urter i deres haver.
De afbilledes også i deres smukt udsmykkede senge med store puder. Nogle mænd kigger nysgerrige eller med respekt på dem, andre danser eller jonglere omkring dem. Andre kommer smilende hen imod dem med æg, et symbol for udødelig frugtbarhed.
På væggen i ”Tyrenes grav”, er afbilledet en kvinde, som næsten virker gennemsigtig i sin hud og et let sind, og visende seksuelle udfoldelser med brune mænd.

En af væggene i  ”Afstraffelsens grav” ser man en kvinde i en erotisk akt blive pisket af en mand samtidig med at hun har sex med en anden. Dog menes det at det er et senere afbillede af en græsk eller romersk scene, og ikke de stærke etruskiske kvinder, som også havde en central rolle i politik og var dem som trak i trådene for deres ambitiøse mænd og deres familier. Ikke pga. scenariet, men pga. påklædningen og farverne.

De etruskiske kvinder var efter alt at dømme efter freskoerne forgudede af mændene i Tarquina. De var intelligente livsnydere.
Senere voksede romerriget, som fik overtaget og fordrevet det etruskiske folk. Folket ”Rasna” eller ”Rassena”, som de blev kaldt og som elskede livet og deres egen kultur.

Den bedst velbevarede bog fra etruskerne hedder” Zagrabiensis” eller  ”Liber Linteus, og det har endnu ikke været muligt at 100 % kunne tolke det etruskiske sprog, selvom det ligger tæt op af latin, så bogen er ikke helt oversat endnu.
Det skulle være en kalender over ritualerne fra ca. år 250 før vor tidsregning.
Men freskoerne, sarkofagerne, inskriptionerne og de arkæologiske udgravninger viser at dette var et intelligent folk,  som havde stor respekt for vor jord men også havde stor viden om agerdyrkning, bygningsarbejde og medicin.

 

Gudinde-tilbedende samfund  tusindvis af år siden:

Dette foto er fra mit besøg af en udstilling på ”Museum fürNaturkunde” - ”HumboldtUniversität i Berlin  – ”VenusmitHorn ” der er ca 25.000 årgammel og eraf kalksten(Laussel, Frankrig).

De andre to små figurer er fraKostjenki, Rusland og Willendorf, Østrig. Begge ca. 24.000 årgamle.

 

Jeg vil også anbefale at se Donna Read´s dokumentar til gamle gudindesamfund. Det er en hyldesttil 35.000årsgudinde-tilbedende religioneri den antikkefortid. Link til filmen: "Goddess Remembered"

Filmenbyder påMerlinStone,CarolKristus,LuisahTeishogJeanBolen, som alleforbindertabet afgudinden-centreret i et samfundmedmiljøkrise.

Dette er denførste del afen triologi, der også omfatter ”The BurningTimes” ogFullCircle”.

 

 

 

 

Germanerne, Kelterne og Vikingerne

 

Germanerne og deres beslægtede Kelteres natur- og skæbnetro blev langsomt tilsidesat af de kristnes tro, som udbredte sig som værende et krav for fælles folkelære.

Germanerne har efterladt sig runeskrifter, men derudover er der ikke de store skriftlige værker om deres tros fremstilling.

Meget af den viden vi har i dag bygger derfor på fjendernes oplysning. Cæsar og Tacitus  har i år ca. 98 efter vor tidsregning

bl.a. beskrevet dette folkefærd i ”Germania”.

Nordboernes (nordgermanerne) gudelære kan man derimod læse i Snorri Sturlusons ”Edda”, som er forfattet i år ca. 1220 efter vor tidsregning, og sagaerne giver et godt indblik i nordboernes liv og

tro.

 

Heldigvis har vi også velbevarede dysser og jættestuer fra den yngre stenalder og gravhøje fra bronzealderen. Vi har også en formodning om at gravskikke havde en tæt forbindelse med Soltilbedelsen (f.eks. Solvognen fra dansk bronzealder).

I bronzealderen kendetegner troen Soldyrkelse, og der findes Helleristninger som viser Solbilledet i mange forskellige forbindelser omgivet af tilbedende menneskeskikkelser. Ofte var det udformet meget enkelt som en skive med solkorset i midten. Ristning fra Flyhof, Kinnekulle.

 

Gudeverdenen opstod gennem en sammensmeltning mellem aserne og vanerne, og troen på skæbnen var helt bestemt af guderne, som altid var i centrum.

Guderne var Odin, Tor og Tyr, som havde de samme funktioner som romernes Merkur, Herkules og Mars.

Helligdommene var lunde og skove, og germanerne mente at kun de andagtsfulde tilbedende kunne se guderne. Menneskeofringer var ikke ualmindelige, hvis man var kujon, utugtig eller bange for at gå i krig, og i ”Germania” beskrives Germanerne også som en race med høj moral, agtelse for kvinder og med mod, tapperhed og troskab.

En anden beskrivelse var gæstfrihed, men også hang til lediggang, spillesyge, drukkenskab og ladhed, da det siges at når de ikke  krig eller på jagt, brugte de tiden til at spise eller sove.

 

Folket er særegent og ligner ikke andre end sig selv. Kropstypen er den samme: Trodsige, stålblå øjne, rødblond hår, store skikkelser, som egentlig kun er egnet til stormangreb og til at arbejde, hvor de har en tilsvarende udholdenhed, og de er ganske uvant med at udholde tørst og hede. Kulde og sult derimod har landets natur og klima vænnet dem til” (kapitel 4 i ”Germania”)

 

Tacitus skriver også ”En besynderlig modsætning i deres natur, når det samme menneske elsker driveri og hader fred”

 

Vi kan jo selv skele til om ”Germania” er sandfærdig eller yderst farvet af romernes indtryk, og jordfundenes redskaber taler vel lidt for sig selv.

 

I litteraturen betegnes dansk jernalder nogle steder som ”førromersk” og andre steder som ”keltisk”

 

 

Celtic "warriors" from northwestern and northern Iberia. A: with spears and "Monte Bernorio-type" dagger, gold torque, fibulae, caetra, and bronze belt plate. Details for the boots have been taken from a ceramic votive piece. B: with spear, bi-globular dagger and caetra (small round shield). Adornments are taken from warrior stone sculptures. (After Álvarez Peña 2002).

 

I flg. Carl Grimberg “Kelterne havde uro og vandrelyst I blodet. De trivedes ikke ved at sidde stille på faste bopladser.

Stridslystne og overdådigt tapre som de var, blev de en stadig skræk for andre folk. De var frygtede for deres heftige angreb og vilde hærskrig. Nogle stammer brugte at vise deres dødsforagt ved at kaste klæderne og storme nøgne frem, kun dækket af et langt smalt skjold.

De var gode krigere, men dårlige borgere. Derfor kunne de også få nabofolkene til at skælve, men selv har de aldrig skabt et ordnet samfund”

 

 

Man kan sige at der er skrevet meget om Germanerne og Kelternes barbariske stridsløst på lige fod med omtalen om Romerne og Tyrkerne.

 

 

Standssamfundet

Dog har virkeligheden nok ikke kun indeholdt krigslystne folk, men også mennesker som havde barske vilkår for overlevelse, og her er en vigtig del troen, gudedyrkelsen og brug af naturens ressourcer.

Man kan sige at i et hvert daværende samfund var der roller som skulle fylde det hele ud.

Høvdingen (lederen), Krigeren (til kamp og forsvar), Druiden (til visdom og balance), Barden (fortælleren til eftertiden) osv.

Betegnelserne og vilkårene er nok anderledes i dag, men under alle omstændigheder er hierarkiet nok det samme.

 

 

Guder eller konger?

"I eddadigtet RígsÞula legitimeres det nordiske standssamfund. Guden Heimdal besøger under dæknavnet Rig forskellige gårde af stadig bedre beskaffenhed og gør husfruerne gravide. Det sidste besøg er på en meget fornem gård og resulterer i sønnen Jarl.

Jarl gifter sig, og blandt hans børn er den yngste Konr den Unge, vis og runekyndig og med krigsheld. Konr den Unge, Konungr, bliver stamfar til kongerne. Teksten leger med en mulig etymologi af ordet "konge", norrønt konungr. Det norrøne ord konr betyder "(fornem) mand", og konungr er en afledning med betydningen "en, der hører til en fornem slægt".

De nordiske lande var kongedømmer i vikingetiden. Eneste undtagelse er Island, der var en fristat, som først i midten af 1200-tallet blev lagt ind under den norske konge. I flere tekster, bl.a. Snorres Ynglingesaga og i Saxos krønike, er der en tæt forbindelse mellem guder og konger.

Den svenske kongeslægt ynglingerne nedstammede fra Frej og i sidste instans fra Odin, og kongeguden eller gudekongen kaldes direkte Yngve-Frej; helligdommen lå i Uppsala. Hos Saxo nævnes denne forbindelse også. Også de danske skjoldunger nedstammer fra Odin, og hos Saxo fortælles en længere historie om, at kong Odin må gå i landflygtighed og i en periode erstattes af Mid-Odin.

Selvom disse beretninger hos Snorre og Saxo er eksempler på deres euhemeristiske opfattelse (at guderne i de hedenske myter i virkeligheden er afdøde konger, udstyret med en vis trolddomsevne), udelukker det historisk set ikke, at der i Norden kan have været et sakralt (helligt) kongedømme. Kongen har i så fald rituelt optrådt som guddom i en frugtbarhedsreligion. Han har været garant for fred og frugtbarhed (frodefred), og et sakralt samleje (hieros gamos) mellem himmel og jord har været centralt.

Kongeofringer kan endvidere tænkes i forbindelse med de menneskeofringer, der er omtalt i Uppsala og Lejre, enten som "almindelig" rituel praksis eller i særlige situationer, hvor landet var truet af hungersnød eller andre katastrofer. Hos Snorre berettes der om to svenske konger, der ofres pga. misvækst og for at fremme frugtbarheden. Analogt med det "hellige bryllup" mellem konge og gudinde (Freja) er den tolkning blevet fremsat, at kongen ofret ved hængning indgår et frugtbarhedens dødsbryllup med gudinden, hvorved der skabes "år og fred" i landet. Odins hængoffer i Yggdrasil ses i så fald som prototypen for kongens hængoffer.

Med kristendommens komme blev kongeideologien omformet, men stadig med hellig kraft knyttet til sin person, sådan som det ses hos en skikkelse som Olav den Hellige." (ref. Den Store Danske)

 

I Danmarks Krøniken skrevet af Saxo Grammaticus (ca.1160-1208) og genfortalt af Mogens Boisen i 1985 på baggrund af Dr. Fr. Winkel Horn´s oversættelse i 1898, nævnes Odin også, bl.a. i disse to sider:

 

"Saxos Danmarks Krønnike" (Saxo Grammatici Historia Danica) er et værk som bør læses hvis man interesserer sig for Danmarks fortid set med øjnene af 1100-tallets samfundssyn.

 

 

 

 

 

Samogitia og Aukstaicia


Befolkningen i det moderne Litauen er opdelt i to grupper: Samogitians, lavlændere, og Aukstaiciai, højlændere. Aukstaiciai bor højt (Lith. aukstai) og i den øvre del af Nemunas, som er den største flod i landet. Samogitians lever lavt (Lith. Zemai), i den nederste del af Nemunas. Det geografiske mønster, som svarer til de etniske forskelle er også karakteristisk for andre lande.
Ikke meget vides om deres tidlige historie. Deres navn kendes i visse 13. århundrede gamle dokumenter. I incipiunt descriptiones terrarum (Beskrivelse af verden) forfattet af en anonym forfatter som har nævnt et land beboet af hedninge "kaldes Zemaitija (Samoita). "Her prædiker ingen evangeliet uden et sværd." I dag kaldes alle indbyggere i landet litauere.

Opfattelsen af Samogitianerne blev også opmuntret af de mange myter. Specialisten på folklore og mytologi, Norbertas Velius, skrev at i opfattelsen af verden blev balternes baggrund henført til Nemunas som værende livets åre (arterie).

Dem, der bor på "toppen" af floden troede på højere guder, mens den gamle hedenske kultur var Samogitianerne der var forbundet med underverdenen og de døde. Det lader til, at det er netop det som giver dem en række særskilte funktioner eller endog myter og uforklarlige fænomener der knyttes til dette folk.

I begyndelsen af det 16. århundrede kom en udsending, udsendt af kejser Maximilian, og rejste gennem Litauen til Moskva. Han skrev, at "Samogitianerne var modige og krigeriske mænd, der var iført rustning og kæmpende med lanser, og der var mindre slåskampe på små robuste heste som aldrig var set før".
I midten af det forrige århundrede stod skrevet i en militær rapport til den russiske zar om "Samogitianerne er rolige, lydige, sparsommelige og gæstfrie, men mistroisk."
Litauere siger selv, at Samogitianerne er reserverede og ordknappe mennesker, der acceptere forandringer med modvilje, men når de acceptere noget efterlever de det.


I Litauen har folk lyst til at fortælle vittigheder om tre etniske typer: to Højlændere - en Dzukas og en Suvalkietis - og en Samogitian.

Den første er beskrevet som værende altid munter og optimistisk, den anden meget praktisk, og den tredje stædig.

En historie går på, at Djævelen puttede dem alle i en sæk, som han bar rundt på indtil han blev træt og lagde den ned på jorden.

Dzukas var den første til at springe ud af sækken. Han løb for sit liv og gemte sig bag en lille bakke, hvor han begyndte at synge. Suvalkietis kom også ud af sækken, men blev stående ved Sækken og stod stille og så intenst på den.

Djævelen spurgte ham: "Hvorfor vil du ikke løbe bort?" "Hvorfor skal jeg gå?" Sagde Suvalkietis. "Jeg venter på at Samogitian kommer ud, så jeg kan fjerne sækken." Han ventede og ventede, men Samogitian rørte sig ikke. Djævelen mistede tålmodigheden og spurgte ham: "Hvorfor siger du ikke at han skal komme ud af sækken?!" Samogitian svarede fra sækken: "Hvorfor skulle jeg komme ud? Han, der satte mig her skal også tage mig ud af sækken."


Ikke desto mindre fortæller denne historie også at Samogitianerne blev forrådt, solgt og udvekslet til andre lande og man kan sige at historien viser at folket har måttet komme ud af "sækken" af sig selv mere end én gang.
I det første årtusind blev de angrebet fra havet, men de selv ikke var bedre i forhold til at angribe de andre. Der var mange angreb på dem som også nævnt i dokumenter fra det niende århundrede af Apuole (nu en landsby i Skuodas distrikt med en befæstet bakke), som blev angrebet af vikinger.


Samogitianerne, ligesom de andre baltiske stammer, var ikke kendt før det 13. århundrede, da deres dåb med sværd og ild begyndte. Deres stædighed betragtes som deres vigtigste karakteristiske træk. De forsvarede deres land og religion for næsten to hundrede år, og de var de sidste mennesker i Europa til at indføre kristendommen. Dette skete i 1413, hvor den evige flamme for hedningene var slukket, og ødelæggelsen af de hellige lunde begyndte.


Længe efter vedtagelsen af kristendommen, fortsatte de med at udøve nogle af deres gamle traditioner, at tilbede ild, græsslangerne og skov.

I dag har Samogitianerne taget katolicismen til sig også selvom de plejede at holde fast ved deres gamle tro og spor af den gamle tro på naturen stadig findes i deres skikke og religiøse ritualer. Disse er også tydelige i den måde Samogitianerne har en tendens til at forherlige naturen ved at opføre adskillige bygningsværker - kors, små kapeller og miniature helligdomme - på vejene eller i træer i skoven.

Samogitianerne har ydet et væsentligt bidrag til integriteten af staten Litauen. Først og fremmest kæmpede de med en urokkelige modstand mod de germanske og livonske ordrer. Ordrer som lagde pres på Samogitianerne fra nord og syd for at forene deres styrker og tage fat i hele Østersøen. Det har imidlertid aldrig lykkedes helt. Normalt var Samogitianerne vant til at forsvare sig alene, fordi de litauiske hertuger havde travlt med at udvide deres indflydelsessfære i øst.
Samogitias jordejere og bønder fik desværre tilbagegang under krigen, og det specielt i årene med den sovjetiske besættelse. I dag er mange godser ved at blive ombygget og er centre for den Samogitianske kultur åbnet der.

Samogitia, ligesom resten af Litauen, stammer fra Skandinavien. Geologisk var landet drevet gennem gigantiske gletsjere. Nogle steder når landmasser ned til 80 meter. Hele jorden og vandet er begravet under dette landområde. Rav som er skyllet op ved Østersøen minder os om, at det plejede at være et varmt land med nåleskove, som omdannede harpiks til rav over tusinder af år.
I Samogitia, der består af mange bakker som i resten af Litauen blev brugt til forsvar. Nogle tjente som en "telegraf" og der brændtes bål på disse bakker til at advare om et eventuelt fjendtligt angreb.

Disse bakker blev også tjent som hellige steder med en evig flamme. Šatrija Bakke er et sådant sted. I dag vil nogle mennesker fortælle, at på St. Johns Dag (sommersolhverv) samles hekse til et festmåltid. Dette antyder ideen om, at dette må have været et sted for hedenske ritualer.

Andre historier er fortælles stadig om fremmede steder, hvor folk ser mytiske væsener i forbindelse med hjem, marker og ejendomme. Folk vogter gamle træer og taler om sten, der har navne, og er ofte forbundet med gerninger af djævelen, fordi de "vokser" i foråret opad jorden, skubbet ud af det frosne vand.

 

 

 

 

 

NUTID

 

 

 

DAMANHUR

 

I Norditalien (Torino kommune) ligger et samfund som er opbygget af mennesker som ønsker at ændre vores verden og samfundet til det bedre.


 

Frihed – ansvar og samhørighed

Credito, Damanhur, Italien
Af Lepre Viola oversat og forkortet af Dansk Center for Byøkologi

Komplementærvalutaen  ”Credito” er opstået udfra et ønske om at genoprette den oprindelige betydning af penge; et middel til udveksling af varer eller ydelser baseret på en indbyrdes aftale mellem de involverede parter.
Brugen af Credito som møntfod muliggøres af den indbyrdes tillid mellem brugerne. For Damanhurs beboere er Creditoen også et udtryk for et økonomisk-filosofisk standpunkt. Man ønsker ikke, at penge skal bruges til spekulation, men som et middel til udveksling af varer og ydelser. Penge skal altså ikke være et mål i sig selv.
Damanhur er opstået og har udviklet sin egen økonomi ud fra ideen om lokale ressourcer og lokal velstand.
Initiativgruppen til Damanhur besluttede i midten af  70´erne at slå deres personlige formuer sammen for at være i stand til at købe land og ejendomme til at starte lokalsamfundet Damanhur.
Det var en periode med dyre banklån, og da der var behov for at have likvide midler til den fortsatte etablering af Damanhur, besluttede man at erstatte de penge der blev brugt til at betale for varer og ydelser som samfundets beboere udvekslede internt med et andet udvekslingsmiddel, som man kaldte ”Credito”.  Dermed fik indbyggerne ”frigjort” italiensk valuta som så kunne bruges til køb af huse og ejendom. Værdien af en Credito blev sat til 1.000 lire.
De der arbejdede udenfor Damanhur ombyttede jævnligt en del af deres indkomst til Creditos. Creditos blev udsendt som rigtige mønter og sedler. Credito er i dag kompatibel med Euro-valutaen.
Fordelene ved et komplementært monetært system er talrige. Den interne økonomi i et givent samfund kan styres lettere og kan dermed sikre lavere priser på såvel serviceydelser og forbrugsgoder. EN sådan intern økonomi giver penge deres oprindelige bestemmelse tilbage: som et byttemiddel – ikke som et middel til økonomisk spekulation. I Damanhur har brugen af Creditoen muliggjort en intern økonomi/udveksling som er forbundet med bæredygtighed på alle planer.
På baggrund af næsten 30 års erfaring indenfor dette, er Damanhur klar til at anbefale sin model til andre samfund/fællesskaber, som en realistisk mulighed.
Økonomi og Credito
En komplementær valuta er nødt til at skulle bygge på en veludviklet lokal og regional økonomi, udover at basere sig selv på gensidig tillid og fælles idealer.
Konsortiet
Overvåger, at de produkter og services som bærer Damanhurs navn lever op til de fælles idealer om bæredygtighed og respekt for mennesker og natur.
Arbejde
Damanhurs økonomiske system er baseret på principperne om at dele, solidaritet og individuel ansvarlighed.
I Damanhurs filosofi, har begrebet arbejde en bred betydning: ud over den selvfølgelige betydning: at  opfylde materille behov bidrager enhver ”Damanhurianer” gennem sit arbejde til det fælles bedste. Arbejde ses tilmed som et middel til åndelig vækst – en måde at udtrykke og bruge talenter for fællesskabets bedste.
Alle i Damanhur arbejder – bidrager med det de kan – men udover dette bruger mange borgere faktisk tid på frivilligt arbejde. Nogle borgere producerer ikke en direkte indkomst, men gør så fyldest på anden måde for fællesskabet - resten af fællesskabet hjælper så disse borgere økonomisk.
At dele
Man er fælles om alle udgifter og restpengene er derefter disponibel for hver enkelt borger.
Solidaritet
Man hjælper de der ikke kan tjene til livets ophold selv i Damanhur (børn, ældre, svagelige).  Eller hvis en borger har en sygdomsperiode eller holder barsel.

Damanhur Federation
10080 Baldissero Canavese
ITALY
email: federation@damanhur.org

 

 

det spirituelle og holistiske i Damhur:

 

Hvis I vil have en virtuel rundvisning i templet i Damanhur kan den ses på:

Tempel/Damanhur

 

 

 

 

Arunta

 

 

Arunta, de første indfødte australiere, havde en yderst simpel men barsk dagligdag. Dog havde de også sammenkomster som hele stammen deltog i, som var festlige og en hyldest til livet.

Festerne åbenbarede en ret kompleks social åndelig kultur, som krævede kendskab til forfædre, myter og magi. Man skulle lære sange og ritualer af stammens ældste og der var indvielsesceremonier som betød en stor del af Aruntaernes liv.

 

Da europæerne slog sig ned i Australien i ca. 1788 var der ca. 300.000 indfødte Aboriginals og Torres Strait øboer, og det kom også til at betyde, at naturfolket måtte flytte og rejse væk fra nogle af de områder som ellers var deres hjem og base.

Der opstod nye former for vegetation og dyreliv pga. den europæiske indflydelse og import.

 

I 1960 regnede man med at der var ca. 50.000 oprindelige indfødte, men i 1990 hvor den Australske regering har gjort et grundigt arbejde for at fremme de kulturelle rødder regner man med at ca. 350.000 mennesker ud af de ca. 20 millioner indbyggere afstammer fra de oprindelige australiere.

Dog er det ikke lykkedes helt for den australske regering, da flere af de indfødte ofte flakker rundt som hjemløse med store sociale problemer, da en stor del af den australske befolkning ikke acceptere dette integrationsarbejde i at fremme de originale kulturelle rødder.

 

 

Aboriginal

 

Australierens indstilling til sine omgivelser var baseret på fortidens mytologiske overbevisning, som havde lært ham at de naturligere omgivelser ikke kunne forandres.

 

45,000 year old Aboriginal cave drawings in the Laura area of Cape York

 

 

Hver plante og hvert levende væsen var et bevis for en fortsat genfødsel af forfædrenes ånder, hvilket så stemte overens med egen tro på meningen i at strejfe rundt i det ørkesløse landskab.

Her var man sat på jorden til at jage og udfærdige de redskaber som skulle bruges i den meget enkle, men barske dagligdag.

I flg. Mytologien var deres forfædre kommet op af jorden i en meget fjern tid som kaldtes Alchera, hvor mennesker, planter og dyr kun var ånder.

Det var ånderne som havde formet landskabet og alt levende på jorden. Når ånderne var færdige med deres arbejde forsvandt de igen i en underjordisk hule.

Hulerne indeholdt magiske sten eller træblokke kaldet Churinga, og heri havde ånderne efterladt forfædrenes sjæl.

 

(se også under afsnittet Symboler for Livet, Churinga)

 

 

 

 

Verden år 2013

 

 

 

Holistik, politiske beslutninger og lykke - filosofiske tanker om aritmetik.

Billedhuggeren Jens Galschiøt har sagt at "verden er midt i en systemkrise, men alle tier",
Hvilket jeg er helt enig med.
Det er som om at politikerne slet ikke kan finde ud af hvad de skal stille op med de råd som de giver os borgere og nogle gange gentager de bare sig selv med magiske ord som "vækst" og "grøn økonomi", men de har åbenbart ikke taget højde for at deres økonomiske udregninger - på bekostning af vores klode - er misvisende.

Politikerne siger: " vi ønsker at skabe økonomisk vækst i samfundet for at skabe arbejdspladser". De ønsker at privatforbruget stiger blandt befolkningen og folk køber hus, bil, båd og forbrugsgoder. De siger det endda flere gange: "godt der er gang i Dankortene"
Det er næsten som om man føler sig egoistisk, skyldig og usolidarisk hvis man ikke skruer op for forbruget.
Dette vil sige at vi skal producere mere og mere og samtidig er politikerne enige med klimaforskerne at det menneskelige pres på det planetære system har nået et omfang, hvor pludselige globale forandringer ikke længere kan udelukkes og at den stadig tæring på biokapacitet og råstoffer er det som hviler på økonomien i den såkaldte økonomiske vækst.
Jørgen Steen Nielsen, forfatter af bogen "Den store omstilling" giver et godt eksempel på vores dilemma som her kaldes en "rekyl-effekt":
Forestil dig, at du er så dygtig til at spare på el- og varme i din bolig, at du ved regnskabsårets slutning får et brev fra dit energiselskab med budskabet: "Tillykke, du har brugt mindre energi end ventet og har derfor betalt for meget a conto - værsgo, her er en check på 5.000 kr." - Hvad ville du gøre med alle de rare penge, hvis du fik sådan et brev? En lang weekend i Paris? En lækker iPad?.
Det viser sig faktisk , at en del af de penge, der spares via energieffektivisering, enten privat eller på samfundsniveau - bruges til aktiviteter eller ting, der indebærer et nyt energiforbrug.
Ergo så længe økonomien bliver ved med at vokse kan vi ikke reducere naturressourcerne og politikerne må finde et andet budskab end den "traditionelle vækst" og fokusere på den "grønne omstilling", og samtidig skal det gå op for politikerne at man kan ikke beregne et samfunds lykkefølelse i forhold til velstand og indkomst fordi denne beregning er baseret på et forhold til vore omgivelser. Man kan ikke gøre folk lykkeligere ved blot at gøre dem rigere når indkomstniveauet er passeret og lade uligheden stå i vejen for øget trivsel.
Tingene hænger sammen. Når uligheden vokser, vokser også utilfredsheden, misundelsen og trangen til mere.

 

 

 

 

 

 

 

Religiøse samfund

 

 

 

Der Täuferbewegung (eller døberbevægelsen)

 Täufer (Wiedertäufer eller Anabaptisten)

 

 

Anabaptister (græsk for gendøbere) eller døberbevægelsen er kristne inden for den radikale reformation. De går blandt andet ind for voksendåb og forkaster eden. Betegnelsen anabaptister eller gendøbere har et polemisk tilsnit. Selv kaldte de sig ”døbere”. Bevægelsen er i dag delt op i mennonitterne, Amish og Hutteritter.

 

Bekendelsesdåb eller voksendåb var en af grundpillerne i den anabaptistiske tro, men dette blev betragtet som kætteri af de andre store religiøse grupper under reformationen. Derfor var døberne eller anabaptisterne en forfulgt gruppe i det 16. århundrede og videre ind i det 17. århundrede

 

Man betragter Conrad Grebel (1498-1526) fra Grüningen i Schweiz som værende Anabaptisternes fader og grundlægger.
I første del af det 16.  århundredes Zürich havde bevægelsen sin begyndelse , først udbredte bevægelsen sig i Schweiz, derefter i det sydlige Holland og Nordtyskland og spredtes støt gennem Europa, på trods af massiv forfølgelse fra stat og kirke.

 

Grundlæggerne af anabaptist bevægelsen er blandt andre tidligere venner -  reformatoren Ulrich Zwingli , Conrad Grebel, Felix Mantz og Jörg Blaurock .  I 1522 da Zwingli i sine prædikerer proklamerede reformation af Kirken var Grebel tilstede ved en af prædikerne. Han krævede øjeblikkelig indførelse af en fri statslig protestantisk kirke og udformet efter det Nye Testamente.  Anabaptisterne ville ikke kun have en kirke, men også et fællesskab af troende. Et samfund i samfundet.
De afviste barnedåb , fordi der ingen beviser er for barnets forståelse af skrifterne i Det Nye Testamente.  De døbte kun voksne fordi de kun var i stand til at forstå dåben, og tog for det meste kun mennesker fra lokalsamfundet, som var blevet døbt som troende.  Andre vigtige begreber i anabaptist teologien omfatter kommunalt selvstyre, præstedømme for alle troende, som Eidverweigerung (edsbenægtelse) og den symbolske nadver.
Eksisterende Anabaptister inkluderer også Mennonitterne, Hutteritterne og Amish-folket.
Arven fra reformationstiden og  anabaptist bevægelsen, er dog nu i større grad spredt til  Evangeliske Frikirker.
Fra begyndelsen af det 20. århundrede er der også forsvundet en del fra den anabaptistiske litteratur, da man forsøger at undgå navnet anabaptister. I engelsk-talende lande modificerede man simpelthen navnet  ”Anabaptist” til  ”Baptist”, hvor nogle medlemmer fra Anabaptist overgik til  Baptist Kirkerne (baptisterne), selvom det var det samme.
Som den Evangeliske Kirke har Frikirker historiske rødder tilbage til Luther i 1500-tallet, hvor Ulrich Zwingli også viderebyggede sine ideer fra.
De forskellige Anabaptisk bevægelser spredte sig senere i små  menigheder til andre regionale samfund.
Se mere om Anabaptister i hele verden.

 

 

 

Se mere om Anabaptister i hele verden.

 

Anabaptist Økolandsby

 

De ”Sydtyske Anabaptister”, som både kom fra sydtyskland og Østrig var  ledet af Pilgram Marpeck (død 1556)

 

”Münster Anabaptisterne” også kaldet “Münsterites” var fra Holland – også kaldet ”Melchiorit” efter Melchior Hofmann (1494-1543)

 

“Abcdarianerne”, som blev kaldt en sekt fordi de havde en absolut  foragt for al menneskelig viden. Guds lov var gældende og Gud ville oplyse og give dem viden om nødvendigt. Sandheder ville fremkomme ved visioner og ekstaser, som menneskelig læring ville ødelægge ved at blande sig. De afviste alle andre midler til undervisning og hævdede, at hvis man skal lære og huske skal man endda være uvidende om de første bogstaver i alfabetet, derfra deres navn, ABC-darian. Man betragtede studiet af teologi som en art af afgudsdyrkelse, og betragtede lærde mænd som falske prædikanter.

Bevægelsen blev stiftet af Nicholas Storch (død i 1525) fra Tyskland, som nogle Anabaptister kaldte en Profet.

 

”Hutterian Brødrene” (Huttere) var fra Tyrol og Østeuropa. Og stiftedes af Jakob Hutter (1500-1536) som også var leder af de tyrolske Anabaptister . Efter nogle år begyndte den tyrolske befolkning at forfølge Anabaptisterne og han flygtede til Moravia (Tjekkiet) sammen med sin menighed.  Andre Anabaptister i Europa ville ikke afsløre hvor han var og han fandt at befolkningen i Moravia var langt mere tolerante.

Hutteriterne er kendt for at bo i kollektive samfund og lever stadig med voksendåb og forkaster eden og militærtjeneste. De er pacifister og deres levevis kan sammenlignes lidt med Amish folket.

I 2004 kunne der registreres ca. 472 samfund på verdensplan, primært i Canada og USA og 2 samfund i Nigeria og Japan. I 2000 blev de registreret med 43.000 medlemmer.

Billede fra filmen "Jakob Hutter und die Hutterer"

 

 

 

Tilhængerneaf den religiøselederJacobHutterbori et landbrugssamfund, andægtigtholde de sig til reglerne som deresgrundlæggerfastsattefireårhundredersiden. Gennemvenlighedfra enHutteritekoloniiAlberta er dennefilmi sortoghvid blevet til inden for dette Fællesskabogviseralle aspekterafHutteritesdagligeliv.


 

 

De Schweiziske Brødre” (Schweizer Brüder eller Schweizer Täufer), som faktisk nedstammer i lige linie fra de oprindelige Anabaptister var stadig Anabaptister, men navnet ”De schweiziske Brødre” fik de af befolkningen fordi de var fra Anabaptisternes oprindelige brødremenighed. Det var Felix Mann, Conrad Grebel og Georg Blaurock. De forkastede stadig barnedåben men påstod  at de forkyndte ”en sand kristendom”.

 

 

”Mennonitterne” fra det Østlige Friesland og Holland.

Hans Reist (1644-1697) kom fra de Schweiziske Brødre og fungerede som en ”Ældste” . Han stammede fra kanton Bern. Efter en ueninghed mellem ham og Jacob Ammann (se under Amish), valgte de begge at opløse den Schweiziske Brødremenighed.

Den dag i dag eksisterer det religiøse samfund stadig og kaldes ” Verband Evangelischer Freikirchen und Gemeinden in der Schweiz“ og dannede „Mennonite World Conference (MWC)”, som holdes hvert år, som er en konference for alle frikirker i verden.

Her kan du se antallet af 2003 Mennonite & Brethren in Christ World Membership

I Danmark findes der Mennonitter I Sønderjylland, tæt på den tyske grænse, med kirke i Bredsted og Friedrichstad (Tyskland)

 

Se også artiklen fra politiken om hvad landmand og Mennonit med 12 børn mener om global opvarmning. (billede fra artikel nedenunder)

 

 

”Amish”  blev en undergruppe for Mennonitterne, som bestod af Mennonitter fra Alsac i Frankrig og den tysktalende kanton i Schweitz.

Jakob Ammann (1656-1730), var en Anabaptistforkynder fra den Schweiziske Brødremenighed. Han blev uenig med Hans Reist (også fra Anabaptisterne) og dannede Amish gruppen.

Den første gruppe der kom fra Europa til Amerika kom i ca. 1730, som et resultat af  engelske William Penns ”hellige eksperiment” i religiøs tolerance og religionsfrihed.

Han var selv kvæker og havde en mission om at oprette et samfund i Amerika med forskellige religiøse grupper. I 1681 udvalgte han  ”fristedet for religiøst forfulgte” i staten Pennsylvania.

Koloniens rygte om religiøs frihed tiltrak også betydelige befolkningsgrupper af tyskere og skotsk-irske bosættere, som var med til at forme kolonitidens Pennsylvania og senere befolkede nabostaterne længere vestpå.

Man regner med at der er ca. 200.000 amisher i hele verden. (BBC 2010). Befolkningen er primært koncentreret i USA og Canada. En af de ældste og største  Amish samfund har mellem 16.000 og 18.000 mennesker og er efterkommere fra det samfund som slog sig ned i 1730 på samme sted – i Lancaster County, Pennsylvania.

De har stadig Anabaptisternes tro, minder meget om Mennonitterne – den eneste forskel fra Mennonitterne er at Amish folket er meget strikse i deres påklædning og hvordan de tilbeder Gud på.

 

 

 

 



 

 

 

Kvækerne, Shakerne, og Mormonerne

Religious Society of Friends (Quakers), stiftet af George Fox (1624-1691)

De blev også kaldt "Children of the Light" og "Friends of the Truth",

"Kvæker" var et nedgørende navn som de fik fra befolkningen som gjorde grin med dem.

Det lille religiøse samfund, Kvækerne, som har formået at få en stor betydning for store organisationer såsom Greenpeace, Amnesty International og Mellemfolket samvirke, da organisationerne var i opstarts fasen har også samarbejdet med Mohandas Ghandi for den Indiske frihed (the Indian Conciliation Group).

De har været med til at sende medicin ud til nødstedte krigsområder, hvor de bliver kaldt "Fredsvennernes hjælpearbejdere".

Og er involveret i meget, meget mere....

De har ingen kirkerum eller præster, sakramenter eller fastsatte religiøse overbevisninger - men de tror på det kristne "indre lys" som centrum for en "gudsoplevelse".

De er ikke kendte på aktivt at hverve medlemmer og lever tilbagetrukket og simpelt. De koncentrere sig om fred, retfærdighed og miljøspørgsmål.

De betragter sig selv som venner der mødes på samme måde som i den den tidlige kristendom, hvor det var Jesu ord og eksempel, der var afgørende.

 

Seneste opgørelse viste at der er ca. 300.00 kvækere på verdesplan.

 

På Kvækernes danske side er beskrevet følgende om kvækernes livsstil:

"Vi kan tale om en ydre og indre livsstil. En kvæker har orden i sine personlige forhold, i sine forretnings-og pengesager; ærlighed er et udtryk for god orden, og den var med til at skaffe kvækere succes i bankverdenen i 1700tallet og i forretningsverdenen i 1800tallet og videre frem. I Book of Discipline tales der stærkt om pligten til at gøre testamente. Tingene og dispositionerne skal være på plads til den rette tid, som den enkelte ikke kender forud. En kvæker døde for mange år siden uden at efterlade sig en klink. Hun havde levet og brugt sig og sine penge; jeg følte en modvillig beundring for sådan en konsekvens. Men det skabte ganske stort besvær i to organisationer at klare den begravelse. Der er altså noget at stræbe efter. Og orden er vigtig i et religiøst samfund, hvor man, fra tid til anden, med kort varsel har skullet gå ind i civil ulydighed.
Så er der enkelheden. Book of Discipline:
Vælg i jeres livsstil, klædning og møbler det som er enkelt og smukt. Læs gode bøger, så den smag der således dannes, instinktivt afviser det trivielle og det nedværdigende.
Altså: livskvalitet ! Herhen hører god kunst, musik osv (som de gamle kvækere længe havde mistillid til). Det er mine iagttagelser gennem ophold i mange kvækerhjem (og vi bor jo meget hos hinanden), at man stræber efter dette.
I køkkenet og ved bordet afviser kvækerne det fornemme og tilgjorte, det unødigt dyre, og de er varsomme med rusdrikke og tobak. Forbud findes ikke, men gode og indtrængende råd. "

 

The Friends' Meeting House, Dorchester, England

 

 

United Society of Believers in Christ’s Second Appearing (Shakers eller Shaking Quakers)

En gruppe kvækere der emigrerede fra England til USA og opstartet af Ann Lee (1736-1784)

Shakere føler at de har et kristent kald, hvilket der indebærer en pligt for alle shakere at åbenbare og forkynde til verden. En verden hvor Gud kalder alle til sig på mange måder. Alle mænd og kvinder uanset erhverv er kaldet til at fromhed - uden fromhed vil man ikke kunne se Herren - i en verden hvor vilje og Guds hensigt stort set er glemt. Der er mange frugtbare og mangfoldige formål som Gud giver Shakeren, og ydmyghed er en af de vigtige ting for en kvæker, hvor kvækerens liv er at "vælge de svage ting i verden for at gøre de mægtige ting til skamme. "De er pacifister og sætter budet om "du skal elske din næste som dig selv" meget højt.

En øjenvidne beretning om Shakers fra 1843 kan læses på: "Living among the Shakers, 1843"

En Shaker landsby var delt op i grupper eller "familier". Den førende gruppe i hver landsby var familiekirken, som var omgivet af omkringliggende familier, der ofte var opkaldt efter punkterne i pejleskiverne på en kompasrose. Hver landsby blev styret af en ledergruppe bestående af to mænd (ældstes) og to kvinder (ældstes).
Shakerne levede sammen som brødre og søstre. Hvert hus var delt op, så mænd og kvinder udførte de fleste ting hver for sig. De brugte forskellige trapper og døre. De sad på hver sin side af rummet ved tilbedelse, til måltider, og i "sammenslutning-møder" som afholdtes for at have tilsyn med socialisering mellem kønnene. Men den daglige drift af en Shaker landsby krævede at brødre og søstre samarbejdede. Selv om der var en arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, samarbejdede de også i forbindelse med udførelsen mange opgaver, såsom høst æbler, fødevareproduktion, vaskeri, og samle brænde

Shakere er meget kreative og gode håndværkere - bla. inden for musik og møbler. Mange nikker sikkert genkendene til Shakermøbler, som blev til en stilart i starten af 1800 tallet. Bl.a. arkitekten Børge Mogensen var inspireret af Shakernes enkle og funktionelle stil.

En af de få fungerende landsbyer der findes er "Sabbathday Lake Shaker Village"i Maine, USA.

 

 

Stenlade i Hancock Shaker Landsbyen, Richmond, Massashusetts, USA

 

 

 

Latter Day Saint movement (Mormons eller "Church of Latter Day Saints")

Også kaldet LDS eller "The church of Jesus Christ Latter-Day Saints".

Stiftet af Joseph Smith (1805-1844), som man mente var en ny profet.

Han fortalte, at han fik vist nogle nedgravede guldplader med indskrifter på, og at han ved hjælp af en seersten blev i stand til at tyde skriften. Dette blev til "The Book of Mormon".

Medlemmerne af "Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige" tror, at befalingerne er guddommelige anvisninger på en retskaffen levevis. Befalingerne modtages direkte ved åbenbaring fra Gud eller gennem hans profeter. De skrevne beretninger om sådanne åbenbaringer er indeholdt i de hellige skrifter. Gud giver sine børn befalinger, fordi han elsker dem. Han ved, at "at ugudelighed har aldrig været lykke" (Mormons Bog, Alma 41:10), og at lydighed over for hans befalinger vil bringe glæde og fred i dette liv og evigt liv i det tilkommende.Kirkens medlemmer tror også, at Kristi lærdomme i Det Nye Testamente og Mormons Bog gør det klart, at lydighed mod befalingerne har en rensende og tilgivende virkning, og denne lydighed omfatter ikke blot vore gerninger, men også vore tanker.

 

Mormons Book - et helligt skrift og en ud af mormonernes fire bøger som indeholder skrivelser fra profeter i fordums tid. En af disse, Lehi, levede i Jerusalem omkring 600 f.Kr. På Guds befaling førte Lehi en lille gruppe mennesker til det amerikanske kontinent. Der udviklede de sig til en stor nation. Mormons Bog er en samling af skrivelser fra profeter og ledere fra denne civilisation. Den er opkaldt efter Mormon, en af de sidste af disse fordums profeter, som levede omkring 400 e. Kr. Bortset fra en beretning om folket og deres profeter handler det grundlæggende budskab i Mormons Bog om Jesu Kristi mission, hans besøg, som han aflagde blandt Amerikas folk efter sin opstandelse og om hans lærdomme. Sammen med Bibelen vidner Mormons Bog om, at Jesus Kristus virkelig levede, og at han er Guds Søn og hele menneskehedens Frelser.

 

På verdensplan fandtes der i 2008 - 12,868,606 Mormoner.

 

 

 Jordan River Mormon Temple, Alt Lake, Utah, USA

 

 

En tilgang til en forståelse af den tidlige Mormonismen og dens doktriner vil være at sammenligne det med andre trosretninger for samme periode. I E. Brooks Holifield bog om "Teologi i Amerika", er mormonismen omtalt i kapitel 16, "umiddelbarheden i Åbenbaringen", der også diskuterer to andre bevægelser, der krævede nye åbenbaringer som grundlag for deres teologiske nyskabelser.

Her er Holifields uddrag fra introduktion til kapitlet (oversat fra engelsk):

Det populistiske princip i teologi - påstanden om, at ulærde, endnu mere end de lærde, kunne have bare minimum af indsigt i den teologiske sandhed - imødegåes ofte af traditionelle teologier. De kunne til tider blande sig i forskellige tanker og teorier f.eks. at Gud fortsatte med at fremkomme med en ny sandhed ved direkte åbenbaring til trofaste troende eller til udvalgte profeter. For påstanden om private åbenbaringer var det let at argumentere da kirkens bibelske og kanoniske skrifter ikke var lukket land, og at nye sandheder krævede nye skrifter. I Amerika, producerede denne logiske private åbenbaring mere end ét nyt krav på den teologiske sandhed.


Hicksite Kvækerne var tilhængere af Elias Hicks (1478-1830), en landmand fra Rhode Island, der efter en religiøs oplevelse i 1774, påberåbte sig sin tese om "Inner Light" og delte kvækerne i to lejre. Hicks tilrådede afhængighed af "øjeblikkelig guddommelig åbenbaring" så meget mere end afhængighed af Bibelen, som han frit fortolkede. Hicks 'position blev modstykket til den evangeliske Kvæker. Hicks bekæmpede Quakerne som var evangeliske kristne ved at knytte dem til Calvinismen. Han fordømte den calvinistiske lære om arvesynden, forsoning, og valget som "en skandale". Overbevist om, at ethvert menneske havde en fri vilje, han insisterede på, at de "Udvalgte" simpelthen gjaldt alle, der valgte Gud. Den calvinistiske lære om retfærdiggørelsen betragtede han som et middel til at undgå den åndelige disciplin, hvorigennem de troende ventede på tilskyndelse fra "Lyset", kæmpende for at overvinde sig selv og nå en tilstand af underkastelse og lydighed.


Shakerne, formelt kaldet "United Society of Believers in Christ's Second Appearing", fulgte Ann Lees lære (1736-1784). I 1781 prædikede Lee i New York og rundt i hele New England. Ligesom de tidlige Kvækere, begrunder de deres tro på den umiddelbare oplevelse af Ånden. Endnu stærkere end Kvækerne. De udledte en teologi, ikke kun fra skriften, men også fra den nærmeste åbenbaring. Shakerne tiltog den populistiske tilgang, kritiserede raffinerede teologiske argumenter og præsters protester. Nogle Shakere understregede også, at "den dobbelte karakter af Gud er som Fader og Moder," relateret til en tidligere Shakertro, at "Kristus var blevet manifesteret som både en mand og kvinde." Interessant, at det også er sådan i § 49 i LDS "Lære og Pagte"r rettet mod shakerne og gendriver derfor nogle af deres doktriner.

Nu kommer vi til Mormonerne og det er her klart, at logikken i nye åbenbaringer var en slags "taget ud fra luften". Mormonsk åbenbaring, som den blev leveret gennem Joseph Smith gav udtryk for et populistisk perspektiv, ligesom forkyndelsen fra Kvækerne og Shakerne.

Joseph Smith adskilte sig fra andre, der bebudede nye åbenbaringer. Han producerede selv en stor del af nye skrifter, "Mormons Book", i stedet for blot at bekendtgøre eller prædike nye doktriner, praksis, eller indsigt efter et indre lys eller Ånden. Men den Mormonsk erfaring afspejler mere end blot det populistiske synspunkt, og det afspejler også den religiøse folkekultur i perioden.

Den tidlige bevægelse trak mange af sine tilhængere fra en kultur, hvor det mirakuløse og det magiske var en del af strukturen for hverdagen. De tidligste Mormonske konvertitter - mennesker, der levede på kanten af den evangeliske og protestantiske kultur - var allerede vant til brugen af profetiske sten, ønskekviste, amuletter, astrologi, helende objekter, åbenbarende drømme og visioner, og okkult numerologi. På trods af hånen for den lærde, levede mange af dem i en fortryllet verden af esoteriske ritualer, magiske symboler, og "occult parchments" (okkulte skrifter/tegninger på pergament). Det var en folkekultur de delte med andre populistiske religiøse grupper.
I de tidlige dage af Mormonismens fødsel, var det protestantiske præster der stadfæstede en lukket kirkelig skriftlære, som angreb Mormonismen for at udgive sig for at være mirakuløs eller magisk for egen vinding og velbefindende.

 

 

 

 

 

 

 

Martyriske samfund.

 

...at hengive sig til døden af overbevisning og tro.

 

Martyrer og martyrdøden

(ordet stammer fra det græske "martur", som betyder "at bevidne" eller "at bekræfte")

 

Martyren er fælles for alle moderne kulturer, og alle samfund er stolte over at erkende, at de ofrede deres åndelige helte. Men martyrium som begreb er svært at definere, endsige skelne fra simpelt heltemod eller idiotisk tåbelighed, fordi tildelingen af martyrkronen ligger lige så meget i øjnene på beskueren som i en logisk og præcis definition. Men alle er enige om at martyren eksisterer, og at visse handlinger af opofrelse med rette kan kaldes martyrium, fordi martyrium anviser en mening med døden og omdanner den til en handling med valg og formål der bliver husket og værdsat og om nødvendigt anbefalet for senere generationer .

Kompleksiteten i martyrium kan bedst studeres ud fra følgende tre perspektiver - historiske, sociologiske og psykologiske - fordi martyrium er en præstation, der har udviklet sig og ændret sig over tid og kræver interaktion mellem staten og den enkelte person som martyr i et forsøg på at ændre magten og den moralske struktur i samfundet.

 

Derved rejser den et spørgsmål om motivation der ligger uden for både historien og sociologien.

Som digteren TS Eliot har skrevet, "den største fristelse en martyr kan stå ansigt-til-ansigt med er at "udføre den rigtige gerning for den forkerte grund" (Eliot 1935, s. 44).

 

Martyrium historisk set

Den eneste fællesnævner i alle martyrier er at martyren, i hans eller hendes bekræftelse af sin tro dør for en ædel sag. Men selv her er der kontroverser som miskrediterer begrebet da mennesker som påfører eller bliver påført langvarige lidelser eller tortur, fængsling og ekstrem askese – ikke ender med en martyrdød, men alligevel lever videre med sin martyriske status.

Oprindeligt var årsagen altid af religiøs karakter, eller i det mindste formuleret i religiøse termer. Sokrates (469-399 f.v.t.), den vestlige verdens første registrerede martyr som døde af forgiftning med skarntyde, hvilket han efter sigende frivilligt valgte, da han nægtede at trække sin faretruende offentlige tale tilbage, hvor han insisteren på, at alle mænd og kvinder havde sjæle, der kendte forskellen mellem godt og ondt, og at alle derfor var tvungne til at sætte spørgsmålstegn ved den historiske og de religiøse myndigheder for at opdage sandheden for sig selv.

 

Jesus af Nazaret led (sandsynligvis i 30 eller 33 e.v.t.) på et romersk kors for at vise den jødiske verden sit budskab om, at "Tiden er inde! Guds Rige er kommet nær!" (Mark 1,15).

Rebbe Akiva ben Joseph (50? -135 e.v.t.), en af de "ti martyrer", som grundlagde skoler for studiet af Toraen på trods af et romersk dekret blev, mens hans stadig var i live, flået ihjel med en kartebørste. Det siges at han smilede inden han døde og udtalte at "jeg har nu forstået hvad det vil sige at elske Gud med mit liv. ".

 

Mansour Al-Hallaj (858-922 e.v.t.), den persiske muslimske lærer, digter, mystiker og helgen også kaldet "den der er betaget af Gud" - blev pisket, lemlæstet, og til sidst halshugget efter en anklage på at tilrane sig "den øverste magt fra Gud," og at placere sig selv over profeten Muhammad ibn 'Abdullah, og for blasmemisk at udfordre den islamiske lov.

Afgørende for de fleste definitioner af martyrium er to andre karakteristika:

Martyrerne skal have valgt at de vælger at dø. De kan ikke være hjælpeløse ofre for en tilfældighed, og de skal føle, at døden er nødvendig for deres sag og et redskab til at fremme sandheden og retfærdigheden for deres tro. Deres offer kan ikke blot være en privat sag mellem dem selv og deres guddom, endnu mindre f.eks. et selvmord. Som psykoanalytikeren Erik Erikson sagde om Mahatma Gandhi, er det nemt "at dræbe og blive dræbt", hvad der er svært, er at " bevirke at ens egen død er gældende for livet " (Erikson 1969, s. 197).

 

Den "sande" martyrs frivillige død bidrager til årsagens succes stærkt og begrænser derfor antallet af kandidater og åbner op for en omstridt debat. Man kan f.eks. spørge sig selv om en soldat, der bliver skudt fordi han eller hun vil redde livet for en kammerater kaldes en martyr? Handlingen er frivillig, og hans mål er helt sikkert ædelt.

Skal Martin Luther King Jr., der fremvises med mange eksempler i martyrologien udelukkes, fordi han ikke bevidst vælger at dø i 1968 i hænderne på en snæversynet snigskytte blot fordi han ønskede at kæmpe for de borgerlige rettigheder i det tyvende århundredes USA?

                               

 

Kan begrebet martyr virkelig anvendes legitimt, som det så ofte er tilfældet, f.eks. også for de millioner, der døde i nazisternes holocaust? De har lidt ubeskriveligt, men valgte ikke deres skæbne.

 

Bør Sir Thomas More benævnes som en rigtig martyr? I 1535 valgte han at blive halshugget i stedet for at bøje sig for Henry VIII's ønske om at annullere ægteskabet med Catherine af Aragonien og det deraf følgende brud med "Church of England" og fra Rom. Men han gjorde det, ikke af hensyn til den pavelige myndighed eller den katolske kirke, men fordi hans private relationer med Gud og fordi han "regnede verden for intet" i fohold til dette. Inden han blev henrettet sagde han, "Kongens gode tjener, men først Gud" (Marius 1985, s. 514).

 

At insistere på at sande martyrer bevidst skal undlade at flygte og tage imod hver chance der kommer for at vise deres tro og udholdenhed med bevæggrunde i at de kan offentliggøre deres sag, har skabt endnu et problem.

Viljen til så let en død kan glide ind i en dødsdrift, hvor det er umuligt at skelne mellem martyrdød, udefrakommende ordrer, påvirkning og manipulation eller selvmord.

 

I jødedommen, døde martyrer som vidner til Guds eksistens og som bevis på Israels værdighed, og at være Jahve's udvalgte folk spillede en afgørende funktion i at forhindre en guddommelig vrede for den jødiske nations synder, men historisk set har den jødiske lærde følt sig forpligtet til at bremse trangen til martyrium og den fanatisme der så ofte ledsager den form for martyrium. De begrænsede martyrium til at være et doktrin om ikke at tilbede fremmede guder eller begår utroskab, incest og mord, og de advarede om, at frivillig martyrium i realiteten er en slags barnemord, da ufødte børn er dømt til glemsel.

Kristendommens martyrer spillede en endnu vigtigere rolle. Deres mod og blod blev frøene fra hvilken den nye kirke sprang. I "De laude martyrii" skrev Saint Cyprian (Thascius Caecilius Cyprianus), at "så stor er martyriets kraft, at ved dens midler er den så stærke at selv den person som ønsker at dræbe dig, er tvunget til at tro" - ("On the Glory of Martyrdom" In The Writings of Cyprian, Vol. 2 Edinburgh: T & T Clark, 1869".)


Alligevel blev de tidlige kirkefædre dybt bekymret af frygt for massehysteri og selvmorderiske martyrier som kunne underminere de psykologiske konsekvenser af den sande martyr. Titus Flavius Clemens advarede om, at disse "i hast for at ofre sig selv... forbander og fordriver de sig selv uden nogen chance for at blive martyr, selvom de bliver offentligt straffet for det"

Ligeledes i Islam er den primære hædersplads givet til slagmarkes martyrer, der dør i en hellig krig, eller Jihad, som betyder "at stræbe eller anstrenge sig". Han er sikret tilgivelse for al synd, modtager en krone af herlighed, ægteskab med tooghalvfjerds henrivende piger, og retten til at gå i forbøn på vegne af halvfjerds udvalgte familieforhold. Glæden og forventningen til paradiset er derfor meget overvældende. Muslimsk retslærer advarer dog om, at ingen kan ønske sig en martyrdød, man kan kun bede om styrke til at udholde smerten ved de sår som man bliver påført. Allah kan være nødsaget til at lukke porten til paradiset for dem, der går i kamp blot at forherlige sig selv eller for at skabe splittelse og ødelægge bestræbelserne i kampene .

 

Den sociologiske forklaring

Martyrer har sjældent som enkeltpersoner haft lyst til at forklare deres handlingsmotiver. Derfor tolkes Martyriet som en tendens til at være et gruppefænomen, der henter styrke fra en kollektiv identitet og som kan repræsenterer en alvorlig kulturel splittelse i den enkelte stat og kultur. I modsætning til helten, der er et produkt af en overensstemmelse med et samfund, hvor kvaliteter og værdier er ubestridte fænomener og der kæmpes gennem heroiske handlinger, er martyren et barn af et samfund der er i krig med sig selv. Sådanne samfund kan ikke blive enige om martyrdøden bør roses som det højeste bidrag, der kan ofres til Gud eller menneskeheden, forkastes som meningsløs galskab, eller er den rette straf for forrædere. Ustabile samfund som oplever kulturelle, økonomiske og politiske forandringer er særlig egnet til at skabe martyrer som historisk ses i den klassiske verden i løbet af andet og tredje århundrede. Betrængte samfund opfostrer mænd og kvinder som foretrækker døden som det absolutte, og som en opofrelse for samfundet.

 

Jødisk historie bugner med denne form for ideologi - samfund med "Korstog" producere dem - Samfund som er ivrige efter at give deres liv for deres religiøse tro eller til deres politiske og sociale ideologi producerer dem.

Samfund i middelalderens Europa prægedes af en altoverskyggende rollemodel, historier om ofre var en del af kulturen sammen med martyrgrave og relikvier der var afgørende forbindelsesled mellem himmel og jord. Men indtil da, har martyrer ikke vist nogen form for rollemodeller og inddeling af alder, samfundslag , eller køn.

Af de 288 eller deromkring engelske protestanter, der blev brændt på bålet under katolske dronning Mary mellem 1555 og 1558, var kun en håndfuld politisk eller socialt fremtrædende personer, langt de fleste var håndværkere og landarbejdere (enoghalvtreds var kvinder), og forbavsende få (7,3%) var præster. En generation senere kom det til katolikker, udført af Elizabeth I, hvor det sås at de fleste kom fra overklassen i det sekstende århundredes samfund og de var overvejende præster og mænd.

Det ser ud til, at martyrium er alt for individualistisk til at kunne passes ind i ryddelig samfundsvidenskabelige kategorier.

 

Psykologisk forklaring

Princippet om "omvendt optik" fungerer, når du ser en "martyr": Jo længere væk de er, jo mere attraktive føler man at de fremvises.

 

Nærbilleder af martyrer bliver ofte tolket for at være barske, urokkelig og selvoptagede individer.

Som den selvudråbte indehaver af sandheden, det være sig sociale, politiske eller religiøse har de svært ved at leve i verdenen som den er, og oftere er det end ikke deres vilje at ofre deres eget liv til et højere formål som også indebær en tilsvarende villighed til at ofre sig for andre.

 

Et "Martyr Complex" er en egenskab de fleste af os sjældent genkender i os selv og vi bliver fornærmet, når udtrykket er anvendt  på os. Dette kompleks beskriver en adfærd, der er uselvisk til det punkt af konsekvens der benægter ens egne behov og  en adfærd der ønsker at sætte andres behov først, eller samtykker med en person i en situation, hvor begge ønsker det samme. Personen er ædel og opofrende og på en måde formidler af denne følelse til modtageren af den gode gerning.

Det er venlige, generøse og omsorgsfulde mennesker som tilsidesætter sig selv, således at målene for andre i nogle vigtige situationer kan opnåes.

Det er IKKE et martyr kompleks, når du er gavmild med både tid og materielle ting. Denne type adfærd er afhængig af konstant godkendelse og verbal udtrykt påskønnelse og opfattes alligevel som et martyrkompleks af de nærmeste og vennerne.

 

Se også afsnittet om Eidolon - "den kyniske idealist"

 

 

 

 

 

besøg også billedarkivet sansebilleder 

 

 

 

 

 

    
 
 
Site Search:

search tipssitemap