Global House Holistic

                              

                                  I pagt med naturen

 

 

                                  Symboler for livet

 

  

 

 

 

 

SYMBOL: Introduktion

.

Etymologi:

Ordet "symbol" kommer fra latin og igen fra det græske ord symbolus σϋμ-βολον (súmbolon), og skal forstås som en aftale eller overenskomst via dets tegn. Forstavelsen sun(latin cum)  angiver blot måden/formen på "udpegningen" og definition af karakteren af sammenhæng. Verbet sum-ballw (at mødes) stemmer overens med sammensætningen sum-bolon  sum-Bolon (sym-bol), som udpeger stedet, hvor mødet foregår. Den omtrentlige oversatte betydning kommer derfor af at samle to adskilte dele.

I den daværende kultur i oldtidens Grækenland, havde udtrykket symbol (Σύμβολον) betydningen af  et "identifikationskort", og henviser til den gamle skik hvor  to enkeltpersoner, to familier eller endda to byer brød en ”brik”, som regel af ler, og hver af de to parter i en aftale eller alliance beholdt og opbevarede den ene halvdel af ”brikken”, hvilket også betød at "pagten" eller "aftalen" blev formodet at blive overholdt. Fra græsk kan det egentlig også tilføjes ”formodes at”. Den perfekte overholdelse af aftalen betød også at æresbegrebet skulle overholdes.

 

Definition:

Symbolet er en bro mellem den dualistiske virkelighed. I Semiotik (semeiotikos)  bliver det kaldt en”mening og betydning”. Symbolet skal stimulere os til en sti eller vej  førende os til et sammensat  ”intuitivt billede”, som sammensættes af den ”følsomme verden”  og den ”oversanselige verden”, der giver mennesket evne til ikke kun at lære realiteter, men også forstå det abstrakte.

Ethvert symbol eksisterer kun takket være forholdet mellem begreberne  ”betydningsfuld” og ”betydning”:

► det betydningsfulde betegner formen (grafisk, billedkunst, i verbal- eller lydform og/eller via gestus/udøvning)

► betydningen er det ”billede” i vores sind som forbindes med et bestemt begreb eller koncept.

Betydningsfuld og betydende eksisterer kun i forhold til hinanden, og dette forhold er ikke forudsigeligt, men snarere vilkårligt. Enhver kultur og enhver religion skaber dens egne konventionelle tegn og forståelsen/betydningen kan variere uafhængigt af ordene som følger af den enkeltes sociale, religiøse eller subjektive forståelse.

Dette er grunden til at ”symbol-tegnet” er en vigtig del af vores kommunikationen og  kan være af følgende typer:

- Konventionel, nemlig i kraft af en social konvention.

- Analogt, har evnen til at fremkalde en følelse set i forholdet mellem et konkret objekt og det enkelte menneskes mentale billede.

I menneskets liv, er tegn og symboler forbundet og med til at forme og danne det menneskelige sprog.

 

 

Kort sagt:

"Et Symbol kan være dybere, dybdegående og mere uendeligt end selve tanken og personen som betragter "

 

 

Teologen Gerd Theissen siger, bl.a. om religiøse symboler:

"Symboler er elementære billeder i vores virkelighed og i vores ord. De konstrueres takket være og i kraft af en symbolsk perception i vores verden, hvor genstandene bliver omformet til at blive ”en henvisning til noget andet” - En objektperception,  der afslører de dybere dimensioner af den verden vi lever og får lov til at leve i  - det dybere og intime lag i mennesket  "

(Til de interesserede: Gerd Theissen har i sine mange bøger nærmere uddybet sine teologiske tanker vedr. religiøse symboler)

 

 

 

Den svære tolkning af sprogets symboler eller

den svære fortolkning af symboler og menneskelig symbolik

Symboltolkning af begrebet stolthed - et eksempel....

Hvad er symbolsk for stolthed?

Er det hvilke relikvier vi omgiver os af?  Er det det indre som udfoldes i det ydre? Viser vi hvem vi er via idealbilleder som fremvises via kunst og kultur?

 

Symboler tolker vi som noget vi ser og hører. Vi kan have symboler hængende på vore vægge i hjemmet, som giver en oplysning til omverdenen om hvad vores stolthed betyder. Nogen har familiebilleder stående fremme, andre politiske eller religiøse personligheder og endnu andre viser bøgernes verden frem eller fremskridtes statussymboler.

Vi mennesker bruger ofte vores hjem eller omgivelser til at symbolisere det som betyder mest her i livet, hvad enten det er holdninger, økonomisk status eller den kultur som vi identificerer os med.

 

Betyder det så at man selv er et symbol for hvad andre ser? – eller ønsker man at være et med symbolikken fordi man ikke føler eller kender sin egen stolthed? – eller har det slet ikke noget med stolthed at gøre men samhørighed?

 

Jeg vil komme med et eksempel på hvor man i historien og litteraturen sammenkæder mennesker og stolthed, så læserne her selv kan reflektere videre over hvad der egentlig er symbolsk for menneskeheden og for en selv som person.

 

Det stolte nomadefolk

H.C. Andersen skriver ”at rejse er at leve” men gennem årtusinder har mange mennesker mærket på krop og sjæl ”at leve er at rejse”.

Gennem hele menneskets historie finder man det rejsende folkefærd, som enten af eget ønske eller af nød flytter sig fra sin egen arne til det ukendte. Mennesket rejser for at opdage, lære af og handle med andre kulturer, eller for at skabe et anderledes eksistensgrundlag, som kan sikre overlevelsen af egne fremtidige generationer.

 

Maurerne (Mori, Moor) som var et af de rejsende folkefærd, tilhører berberne og de var under romersk kongeherredømme omkring år 50 før vor tidsregning.

Deres land var Mauretanien/Mauritanien, som tidligere var en betegnelse for en romersk provins i det vestlige Afrika. Det var her Maurerne boede. For at kunne betegnes som Maurer skulle man tale Hassaniya-dialekten, og stadig den dag i dag er der hvide og sorte maurer.

Mauretanien eksisterer stadig med samme navn og nogle mener at indbyggernes originale sprog er det reneste arabisk talende sprog.

De maurer som stadig lever et nomadeliv lever ikke kun i Mauritanien, men der er stammer i Afrika, som lever et liv som gør at man sjældent ser dem. De bor og rejser bl.a. i den nordlige del af Mauritanien, Mali, Nigeria, Senegal og Marokko.

Maurerne har rejst langt og f.eks. i Tunesien har de været med til at præge landets kultur, ligesom de også har haft indflydelse på den spanske kultur.

Maurernes eksistensgrundlag har ændret sig meget i de seneste tusinder af år. Tidligere var de et udpræget nomadefolk, men nu til dags driver mange landbrug og mange arbejder også med ordinært lønarbejde.

Der er en meget omfangsrig opdeling af folket alt efter hvilken status den enkelte maurer har i det sociale billede. Der er en skarp adskillelse af over- og underklasse, og man kan ikke se sig fri for at der stadig er ”ufrivillig” arbejdende maurer, der stadig betragtes som slaver selvom det ikke er lovligt.

Selve det nuværende politiske, religiøse og militære aspekt for Mauritanien vil jeg ikke komme ind på, da det ikke hører til min fortælling om Maurerne her på denne internetside.

Jeg vil heller ikke komme ind på verdenshistoriens beskrivelser af et folkefærd, som altid var på flugt pga. krige, banditter og planlagte angreb på maurerne for at få dem udryddet eller drevet på flugt.

 

Til gengæld vil jeg koncentrere mig om ”menneskets stolthedssymbol” i forbindelse med nomadefolket, som får mig til at trække Mauretanien frem i lyset igen, hvor det siges at Maurerne er det nomadefolk som besidder en stolthed, der bevirker at man som udefrakommende ikke kan andet end føle umiddelbar respekt når man møder dem.

De udstråler en sikkerhed, intelligens og mental styrke, som også vises i sociale sammenhænge hvor nomadefolket mødes stammer imellem. De er ikke bange for at give deres mening tilkende overfor hinanden, og deres selvsikre adfærd og rituelle handlinger bevirker også at de kan give deres meninger tilkende med meget få ord. I stedet bruger de ofte tegn for at understrege deres meningsforskelle. Et eksempel kan være at hvis en maurer puster i sin hånd betyder det at han/hun ikke tror på hvad der bliver sagt eller hvis han/hun stikker en finger i øret er det tegn på uinteressant samtale.

Dog ligger der også en ydmyghed i stolthedsbegrebet, som ikke må forveksles med underdanighed eller medlidenhed. Ydmygheden skal derimod tolkes som respekt for det andet menneskes forskellighed, hvilket ikke er ensbetydende med accept, men mere en ”lytten på” og refleksion før der drages en konklusion.

 

Den stolte Maurer er også hen ad vejen beskrevet i litteraturen – bla. i Shakespeares Othello eller i Don Quixote de la Mancha af Miguel de Cervantes.

 

Stolthedsbegrebet tolkes selvfølgelig forskelligt fra den ene kultur til den anden, da vores værdier også kan være forskellige,  men jeg tror at vi hver for sig kan genkende det når vi møder et menneske, som på en eller anden måde gør indtryk på vores egne livskvaliteter.

Et symbol er det i hvert fald for hvad vi udstråler og bliver tolket som, og så kan vi kun håbe på at vi er gode til at aflæse og skelne mellem ægte og falsk stolthed, som begge er vigtige symboler på menneskets karakter.

 

Kom med dit bud på stolthedsbegrebet på  ”Holistisk dialog” 

 

 

 

 

Drømmenes symbolik

 

 

Det babylonske epos om Gilgamesh (se under tro, overtro og mytologi), der er det ældste skrift vi kender som historien har efterladt os, omfatter den første serie af drømme med tydninger.

Senere - endnu før jøderne drog til Egypten - praktiserede de stadig drømmetydning som ellers var forbudt som fortolkning i Bibelen. En undtagelse var dog Pharaos drømme, som blev fortolket af Josef med det formål at vække folkets nationalfølelse. På trods af forbud er der dog mange drømmetydninger fra bibelsk tid.

 

 

 

I den græske mytologi fortælles der om Hypnos (søvnens personificering) som var søn af Nyx (nattens personificering) og bror til Thanatos (dødens personificering).

Hypnos og Thanatos boede i Hades, men kom op til jorden med det ene formål at snige sig ind på menneskene.

Hypnos var også i stand til sammen med gudinden Hera, at dysse guden Zeus i søvn for at kunne franarre ham Trojanerne, som han havde i besiddelse. Morpheus (drømmenes skabergud) var søn til Hypnos.

I Romansk mytologi kaldes Hypnos for Somnus.

 

 

I kunstens verden er valmuen et ofte set kendemærke for Hypnos og Morpheus, og en allegori for nattens personificering (Nyx). Opiumsvalmuen var vildtvoksende i det antikke Grækenland og i andre middelhavslande og blev brugt som en del af plantemedicinen, fordi den fandtes på mange marker.

Andre guder og gudinder, der i antikken figurerer som symbol for valmuen er inden for: Landbrug: Demeter (gr.)/Ceres (r.) - Vegetationens vintersøvn: Persephone

(gr.)/Proserpina(r.).

Kristendommen brugte symbolsk den røde valmue, som kendemærke for Kristus opofrelse og lidelse også kaldt "dødens søvn".

 

                    

Ametysten (A-me-thystos på græsk), som oversat betyder "ikke-forgiftet/ikke-beruset", var et enkelt symbol der symboliserede mådehold, fred, fromhed og ydmyghed og blev båret som talisman fordi man troede at dem der bar den kunne fremmane gavnlige, rene og sunde drømme.

I middelalderen betragtede Vesten drømmetydning for satanisk og derfor var det forbudt at skitsere det i kunsten. Nogle hundrede år senere tænkte Freuds Psykoanalyse igennem, hvilket blev bakket op af Surrealisterne som begyndte at skabe større bredde inden for drømmetydning gennem Vestens kunstarter. Man startede med at analysere drømmene mere dybtgående og kom længere væk fra de enkelte symboler og antikke billeder, som man i primitive samfund både før og nu tolkede og tolker. Freuds teori var at alt der havde med mytologi og religion at gøre var en illusion, tegn på en psykisk neurose.

Freud var måske en pioner i Vesten, men hans teorier var gamle og kendte både hos Senoifolket fra Malaysia i Sydøstasien, som beskæftiger sig medLucide drømme, hvor man ved at man drømmer, også kaldt klare drømme og Irokeserne, Indianerstammen fra Nordamerika som brugte og stadig bruger de enkelte tydninger til at udvirke forandring, vækst, godt kammeratskab og samarbejde i deres sociale liv gennem det "kollektive ubevidste".

I de seneste århundrede blev drømmenes symbolismen ikke så meget knyttet til den enkelte kultur eller det enkelte folk, men blev afkodet udfra det enkelte menneskes hændelser i den drømmenes liv, stræben og egen symbolik opstået fra det ubevidstes dybde.

En verden af myter, som egentlig slet og ret handler om den almindelige menneskelige situation blev senere gjort til et acceptabelt redskab indenfor Psykoterapien.

Jung forklarer det ved, at menneskets instinkter omfatter en række værdifulde forestillinger fra tidernes morgen, og de har lige så stor indflydelse på hver enkeltes skæbne som på egne handlinger.
Jung var mere åben og optaget af drømmenes symbolik og var positivt indstillet overfor religion end Freud.

Så drømme er nok det mest naturlige vi oplever, selvom vi forsøger at forstå alt vi drømmer, da vi også ser det som et mysterium vi ofte beder om at få fortolket.

 

Det samme gælder også de hypnagogiske hallucinationer, som er lige så naturlige som drømmene. Et fænomen der opstår ved indsovningen, mellem døsighed og søvn og mellem bevidstheden og ubevidstheden. Synsnerven går i dvale og okulære spektre opstår.

 

De vågne drømme - også kaldet visioner - er mere komplekse at fortolke, da det ikke altid er let at skelne mellem visioner og hallucinationer, hvor selve "drømmen" kan være en sanseoplevelse uden ydre årsag og et sansebedrag beroende på en forkert fortolkning af reelle sanseindtryk. Altså indbildning og forestillinger på et uvirkeligt grundlag, der organisk i hjernen er opstået f.eks. pga. sygdom eller indtagelse af bevidsthedsudvidende stoffer.

 

 

 

 

Lugtesansen - intuitionens hus

 

 ( The Sense of Smell - Pietro Paolini)

 

Næsen er ikke den del af ansigtet som vi taler så meget om. Nutidige digtere skriver ikke så meget om lugtesansens fantastiske evne. Tidligere, når poeter skrev kærlighedserklæringer til deres elskede, blev attråen ofte beskrevet med dufte.

Måske er vi mere visuelle i vort århundrede pga. internettet eller vi har svært at beskrive dufte.

Dog husker de fleste nok duften af mors mad, duften af nybagt brød og duften af noget godt eller noget ubehageligt men det er de færreste der kan beskrive duftene.

 

Begrundelsen  kan også være at nogle planter, træer og urter som vi nu for det meste kun bruger til madlavning eller medicin også var højt skattede i gammel tid til olier, røgelse og parfume for at gøre os attråværdige, harmoniske eller til at føle velbehag i hinandens selskab.

Egen forfængelighed, dyder, mode og pleje af egen krop var ikke anderledes dengang end den er nu. Hverken for mænd eller kvinder. Det kan dog være forskelligt for hvert enkelte individ hvilke menneskelige sanser vi bruger når vi træder ind i et rum, møder et menneske eller kan lide eller afskyr det vi møder.

Helt tilbage til urmennesket kunne lugtesansen være det afgørende for hvordan vi mødte vore udfordringer. Dog må vores lugtesans have været meget stærkere for mange år siden, da mennesket ikke har kunnet overleve i de oprindelige jægersamfund, hvor livet drejede sig om at ”vejre fare og føde”.

 

Der er en del  som har den overbevisning at brugen af alle de dufte og kosmetiske opfindelser der opstod i fortiden skal begrundes med at mennesker var mere uhygiejniske og derfor prøvede at dække over dette via duftende olier og parfume.

Dette er dog ikke helt sandt for i visse kulturer var man meget renligere end man kan opleve nogle mennesker er det i dag. Selv for fattigere folk, der ikke havde meget tid til toilette var renlighed en nødvendighed på grund af forskellige faretruende sygdomme som skulle holdes på afstand. Derfor blev der også frembragt flere former for røgelse, cremer og olier som skulle skærme menigmand for smittefarer.

Yderligere satte arbejderklassen en dyd i at holde sin hud ren og vellugtende og  selvom de ikke kunne købe de dyre produkter så kendte de naturens kraft og kilder.

I de romerske og græske kulturer havde man Termer , i persiske og arabiske lande Hamams, I Asien havde man enten personlige eller offentlige bade og i byerne i Danmark var der badstuer.

Meget fattigere mennesker og/eller dem der boede i landområderne,  brugte udspringet fra de naturlige kilder eller åer og floder til at bade i.

 

Duftene før i tiden havde mange formål.

Skønhedspleje inkluderede altid gode dufte imens medicin altid skulle dufte så fælt som muligt for at man troede at det virkede.

I nogle kulturer mente man at det var nødvendigt at ryge sygdomsdæmoner væk med ildelugtende røg og andre kulturer mente at dæmoner kun ville vige for gode dufte.

Ordet ”Parfume”, som vi bruger det i dag,  kommer af det latinske ord ”Perfunum” som betyder ”til-røg”.

 

I ældre tid brugte nogle samfund lang tid til at lade duftene indtrænge som f.eks. i  ”Esters bog” om tiden i Persien.

Nu var det saaledes, at naar en af de unge Pigers Tid til at gaa ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Maaneder var behandlet efter Forskriften for Kvinderne — saa lang Tid tog nemlig Skønhedsplejen; seks Maaneder blev de behandlet med Myrraolie og andre seks Maaneder med vellugtende Stoffer og de andre Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder ” (Ester 2.12.)

 

Fra gammel tid har vi også i det danske sprog arvet symbolikken for næse og lugtesansen. Vi bruger metaforer i vores hverdag såsom” vi vejrer farer”, ”vi går frem med næsen” , ”det lugter lang væk af snyd”, ”hun kunne lugte at jeg var ked af det”, vi taler om at ”lugte penge” og om ”lugten i bageriet” . I Frankrig siger man  ”jeg kan ikke tåle lugten af den mand” (je ne peux pas supporter l'odeur de l'om) hvis der er nogen man ikke kan lide.

 

Det vi i vort århundrede kalder ”den aristokratiske næse” skal vi måske betragte som gode egenskaber i lugtesansen der genetisk er bragt videre i familien.

Det er faktisk sådan at videnskaben mener at mennesker kan registrere personer, der er biologisk relaterede (mødre og børn, men ikke ægtemænd og hustruer) ud fra lugtesansen – altså mødre kan identificere deres biologiske børn via kropslugt , men ikke deres stedbørn og små børn kan identificere deres helsøskende via lugtesansen.

Ikke så mærkeligt når menneskene tidligere betragtede duftene som tingenes sjæl og naturånder.

 

Nogle Drømmetydere siger at når man drømmer om næsen kan det være forbundet med sex og personlig magt.

Det kunne måske være denne urgamle lugtesans magt.

Andre kalder næsen som et symbol for ”intuitionens hus” - et symbol for en evne til at lugte eller opfatte mennesker, naturen og situationer. En meget sympatisk beskrivelse synes jeg.

Selve næsen som symbol ses meget tydeligt hvis man tænker på Cyrano de Bergerac der var flov for sin næse som ikke levede op til omgivelsernes skønhedsideal, hvor der i 1600 tallet fokuseredes mere på den ydre skønhed. Cyranos næse har derimod evnen til at ”se” den indre skønhed som fik ham til at kaste sig ud i adskillige dueller og kærlighedsaffærer på trods af hans egen generthed.

 

Den tyske professor Horst Wagenführ har forsket i de mytologiske kykloper – graier og gorgon.

De gamle myter og også nutidige eventyr taler ofte om store menneskelige monstrer med et øje i panden. Den stående replik når et menneske nærmer sig kan være ”jeg kan lugte mennesker”. Måske havde de en stærkere lugtesans end mennesket - en kompensation for kun at have et øje.

(Kykloper, i græsk mytologi enøjede kæmpevæsener.

Graier i græsk mytologi var tre gråhårede søstre, der kun havde ét øje og én tand tilsammen, den personificerede Ælde. De var vogtere for deres søstre gorgonerne.

Gorgoner, i græsk mytologi tre søstre, hvis skrækindjagende kræfter sad i hovedet: De havde hår af slanger og et blik, der forstenede den, der så dem i øjnene. –

Ref. Gyldendals Den Store Danske  Encyclopædi)

 

Kyphi – den mytiske duft.

En af de rigeste, mest komplekse og indflydelsesrige dufte i historien er Kyphi fra Egypten. Kyphi er fortsat et stort og forjættende mysterium.

Der berettes om Kyphi af grækerne Plutarch, Dioscorides og Galenos, som alle tre arbejdede i Rom.

Dioscorides mente at Kyphi brugtes i kulten for solgudens helligdom Heliopolis, hvor man ofrede en særlig harpiks til den opgående sol, myrra til middagssolen og Kyphi til den nedgående sol. Plutarch mente at stoffet måtte være magisk fordi det kom fra Ægypten, og sådan er det ofte for nogle mennesker i Europa, at vi gerne vil tro at alt udenfor Europa har eneret på det transcendente. Da Plutarch nu gik ud fra det mystiske ved Kyphi mente han også at der var en mystisk sammenhæng mellem beskrivelsen af antallet af ingredienser som var 16 og et kvadrat afbilledet med siden 4.

Hvis I vil kende de eksakte ingredienser og blandinger kan det anbefales at købe eller låne denne bog af Karl Vermillion som beskriver mange års arbejde af ægyptologen Victor Loret som i samarbejde med parfumekemikeren Eugéne Rimmel prøvede at rekonstruere Kyphi efter inskriptionerne i Ægyptens Edfu tempel.

 

Safran, som vi nu bruger mest til madlavning,  havde kinesernes, romernes og grækernes store interesse og det siges at være spredt af Zeus  for at vække hans sanser.

I Fønikernes kærlighedsbeskrivelse fortælles om Safran at det er så stærkt et gult pulver at det endda kan bruges til at gøre Vestalinder korrupte (præstinder i oldtidens Rom). Safran blandet med sandeltræ og rødrose var et symbol på lidenskab og safran blandet med vanille frembragte en mystisk kærlighedseliksir. Det var virkelig både et sanseligt, faretruende og ophidsende gyldent middel til forførelse.

 

Til røgelse kunne man bruge Citrusharpiks, som gav en let besk men også blød og venlig duft.

Grækerne blandede denne harpiks med balsam fra Styrax (Liquidambar orientalis) samt Kalmusrod (Acorus calamus) og fik en duftdroge frem som blev berømt under navnet ”Chypre” – eller Cypern-vand der blev en kendt parfume i hele Europa.

 

 

I Salomons højsang - Šîr haŠîrîm," Sangenes Sang" (Bibelen/det gamle testamente) bliver den gamle kultur fra fønikerne og kanaanæerne prist på samme måde som dengang man dyrkede frugtbarhedsgudinden Ba´al, selvom der henvises til en anden Gud i den kristne Bibel.

Det er en vekselsang mellem Salomo og en pige kaldet Shulamite. Nogle mener at højsangen er en analog mellem forholdet Israel og Gud fordi koret også nævnes som ”Jerusalems døtre”.

Jeg nævner den her fordi dufte er vigtige elementer i denne højsang.

 

 

 1.  Salomos Højsang

  2.  Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end

      Vin.

  3.  Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor

      har Kvinder dig kær.

  4.  Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine

      Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed

      fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.

 

  5.  Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som

      Salmas Forhæng.

  6.  Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af

      Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske

      satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.

 

  7.  Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord,

      hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en

      Landstryger ved dine Fællers Hjorde?

 

  8.  Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun

      Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.

 

  9.  Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.

10.  Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.

11.  Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.

 

12.  Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;

13.  min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,

14.  min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.

 

15.  Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er

      Duer!

 

16.  Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,

17.   vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!…..)

 

(se hele teksten her, hvis du ikke slev har den på hylden:http://www.magister.msk.ru/library/bible/danske/dnskb22.htm

 

 

 

Animalske dufte:

For det meste forbinder mange af os dufte med velvære og mange af os får tankerne hen på marker af duftende blomster, græsarter, frugter og den friske natur.

Dog har der gennem tiderne været anvendt adskillige animalske duftdroger til at sammensætte meget specielle parfumer og olier – bl.a. de meget tunge og berusende parfumer.

De animalske duftdroger har sandsynligvis en særlig virkning på mennesker som man mener er en sammenhæng mellem de mørke og varme dufte og det enkelte menneskes biologiske mekanisme.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på alle de animalske duftdroger men vil uddybe to væsentlige der stammer tilbage til oldtiden.

 

Zibet, også kaldet moskus-kat, er en katteart tilhørende desmerdyrearten fra Asien, Ostindien, og Arabien, hvor den kaldes Zebet, Zibet, Cibet eller Zabat, det sidste et arabisk ord der også henviser til parfumen fra dette dyr.

Zibet er et sekret, som udskilles fra desmerkattens kønsdele. Det har en næsten afføringsagtig lugt ved første indtryk og udskilles både af hannen og hunnen. Sekretet udskilles for at markere eget territorium.

Det gamle kongerige Kaffe i det Abessinske højland i Etiopien havde Zibet-katten som husdyrhold blandt geder, æsler og får. Udover eksport af kaffe, slaver, elfenben og naturgummi var kongerigets vigtigste indkomst eksport af dyr.
For at  indsamle duften fra Zibet, som var meget kostbar, var dyret sat i et lille bur hvor det ikke kunne vende sig om. Buret blev åbnet i den ene ende og sekretet blev udskrabet. Denne operation kunne gentages en gang ugentlig.

Civetone, som denne duft kaldes fra den nu truede dyreart Zibet er svær at fremstille syntetisk.

 

Ambra (Ambra Grisea) – eller grå ambra - er et sekret, der udskilles i kaskelothvalens tarm. Det har igennem tiderne og bliver stadig brugt til Homøopatiske remedier og i parfumer.

Ambergris anvendes stadig i moderne parfumeindustri, men på grund af sin høje pris og reduceringen af hvalfangst bliver det ofte erstattet med andre bestanddele som indeholder ambrein -  det vigtigste aktive duftstof i ambra som bliver udvundet fra planter såsom Cistaceae , Monarda Didyma og Angelica.

Ambra findes drivende på havoverfladen eller opsamles på forskellige kyster,hvor det er skyllet op på stranden. Den har en stærk karakteristisk aroma som allerede i gammel tid siges at have en afrodiserende virkning.  Nogle mener at der ofredes Ambra til Venus.

I gamle dage mener man at skippere sejlede ud for at opsamle ambra og tjente store summer på det. I kaliffernes riger regnedes ambra blandt de 5 yndlingsdufte.

 

Yderlige animalske droger var: Moskus fra hjorte, Castoreum fra bævere og Ammoniak fra bl.a. løvers urin.

 

 

 

Intuitionens hus

Men hvordan er det så med vores lugtesans nu til dags? –

Det siges at vi sagtens kan sammenligne den med flere dyrearter, men vi er flere og flere som enten langvarigt eller kortvarigt mister lugtesansen som så også påvirke smagssansen. Alt i alt er det meget simpelt: tilstoppet næse (hvis der ikke ligger sygdomme til grund). Det er måske fordi vi bruger og er omgivet af så mange forskellige kemikalier i luften så vi ikke ænser de naturlige dufte eller lugte. Det siges derfor også at hvis man holder op med at gøre så meget rent vil lugtesansen komme hurtigere tilbage – måske er det det vi skal gøre.

Mange planter, urter, blomster og træsorter er efterhånden også klonet eller modificeret på anden vis  til hybride planter for at de skal kunne tåle flere former for temperaturer og levevis udenfor deres eget miljø, hvilket ofte bevirker at den naturlige duft i visse tilfælde er helt forsvundet. Hvor tit møder man ikke en stueblomst som burde dufte men er duftløs?

 

Lugtesansen er under alle omstændigheder et symbol på at den er i stand til at vække vore andre sanser - derfor behøver vi dufte.

 

 

 

Denne video er en gammel tekst af Torquato Tasso (1544 - Roma 1595). Han skrev mange Madrigaler om kærlighed. Han var betaget af naturen og dens sanseindtryk. Derfor var naturen som en mystisk forvandling af mennesket hvor man aldrig kan forudse udfaldet.

 

Her er den danske oversættelse at teksens første strofer.

 

”Skove og floder ligger stille

og havets bølger har lagt sig

i hulerne er vindene rolige og fredelige

og i den mørke nat

i dyb tavshed viser sig den hvide måne;

og vi holder os skjulte

med sødmen af kærlighed;

Kæreste tal eller ånd ikke

kyssene er stumme og tavse er mine suk.”

 

(se mere om  symbolik og historie vedr. "Planter og urter" - "Træerne"  - "Husdyrene og andre animalier") 

 

 

 

 

 

 

Symbolske handlinger og skabelsesmyten

Set i betragtning af at verdensreligionerne er mange tusind år gammel og at naturvidenskaben de seneste århundrede altid har måtte slås om 1. eller 2. pladsen, så er det dog alligevel lykkedes begge at gå hånd i hånd et godt stykke af vejen.

For at forstå hvorfor det er så svært og hvorfor vi måske i bund og grund ikke ligger så langt fra hinanden er at man bør betragter religionerne som udførte ritualer for den tro den er og naturvidenskaben for den videnskab den nu er. Det er ikke et enten eller men to verdener der sagtens kan følges ad, og bruges af os alt efter hvad vi ønsker svar på.

Ligegyldigt hvad vi tror på udfører vi symbolske handlinger som vi  ikke altid kender betydningen af. De fleste mennesker synes der er i orden at døbe det nye skib i Champagne, hvilket er et ældgammelt offerritual, hvor man tidligere brugte blod fra mennesker. Den ”røde løber” bliver også rullet ud for vore prominente gæster, så ”herskeren” aldrig må berøre jorden, da han er den højeste.

Tidligere udførtes sådanne handlinger som bevidste handlinger. Symbolsk handling eller sædvane, det vil jeg lade jer selv om at vurderer.

                                                                                                                

Menneskene har gjort og gør sig stadig tanker om egen oprindelse, verdens opståen og meningen med døden. I de tidligere kulturer fandtes svarerne i myterne, som gav en meningsfuld forklaring på mennesket og verdens eksistens.

Med religionernes opståen blev der udover det mytiske etableret en sammenhæng mellem mennesket og de højere magter. At det er guderne som styrer mennesket, hvilket vil sige at der blev truffet bestemmelser, udført ritualer, handlinger for at få hjælp fra de højere magter til at bekæmpe de onde magter fra omverdenen.

Mellem de højere magter kunne der være direkte kontakt til mennesket eller der kunne være budbringere, forkyndere, præster, shamaner som var de eneste som var i stand til at fortolke budskabet videre til menneskene.

Dette bevirkede at noget  blev forbudt ”Tabu”. Tabu er et polynesisk ord som betyder ”det afgrænsede”, og med Tabu var der altid ”Mana”, som betyder ”en overnaturlig kraft”.

Tabu og Mana eksisterer stadig i bla. Indonesien, ny Guinea og Vestafrika. Den grundlæggende ideologi er at hvis man gøder jorden med Mana får man planterne til at spire og gro eller f.eks. udøvelse af ofringer til en frugtbarhedsgud for at skabe livskraft.

Hovedjægerne f.eks. -  tror på at den som fortærer en modstanders hjerne, modtager hans styrke. Det gør ikke hovedjægeren mere blodtørstig end andre mennesker, men han har bare en anden trosforestilling.

Verdens største religioner kan man kalde åbenbaringsreligioner. Udgangspunktet er åbenbaringen, faderguden og udvælgelsen af et folk. De er på lige fod med naturfolkets urgamle religioner og kultdannelser, mytiske, uforklarlige og fyldt med overtro, tilbedelser  og ritualer og ikke mindst fyldt med ”Mana” og ”Tabu”. Den samme afspejling af urgamle kultsamfund,  f.eks.”Fetich”, der stammer fra det portugiske ”Feitico”, som betyder en kunstigt lavet tilbedt genstand ladet med ”Mana” går igen i ethvert nutidigt religiøst samfund.

Skabelsesmyten vil jeg lade tilbage og stå åben for fortolkning, ligesom Påskeøens utrolige stenstøtter.

 

 

 

 

 

 

Dommedagsmyten

 

Helt tilbage til stenaldermennesket som begyndte at interessere sig for andet end blot overlevelse har man gjort sig store anstrengelser for at finde og helst styre fremtiden via en guddommeliggørelse.

Dette bevirkede at et væld af ”tegn” og ”nøgler”  blev indgraveret i sten, træ eller bark.

Arnham Land i Australien er et godt eksempel hvor indbyggerne stadig dekorerer deres huse med disse mytiske tegn. De beskriver i deres stilistiske tegninger at de har en verdensopfattelse om at livet og naturen er en evig proces der leves gennem forfædrenes ånder og derfor er forudbestemt.

Så indbyggerne fra Arnham Land behøver ikke at søge eller styre fremtiden for den kommer af sig selv sammen med forfædrenes ånder har ry for at sende vind og skyer, tomme kanoer, kokosnødder eller træstammer fra øerne, hvor de lever, er naturens cyklus en selvfølge og den eneste måde indbyggerne ”styrer” det på er ved at være taknemmelige i tegninger, malerier og gestus.

Man kan sige at de har fundet ”nøglen” ligeså sikkert som vi alle ved at menneskekroppen ikke kan eksistere uden vand og føde,

I Kina fremsiger man i nogle egne fremtiden ved at kigge på fuglenes flugt eller via geomantik (hvordan sten var anbragt på jorden) eller bogstaver i en cirkels omkreds hvor en troldmand snurrede rundt indtil han faldt om.

I Vesten er de magiske tekster meget lig med primitive kulturer f.eks. skriver forfatteren af  ”Himlen og mudderet” om en brug af spådomsperlerammer i Ny Guinea hvilken er en parallel til hvad der bruges i Nordamerika.

 

 

Solomons Nøgle

.....fortsat fra store tanker og tænkere - Agrippa.

 

På nuværende tidspunkt er der kun en engelsk version af hans værk Ars Notori og nuværende udgave af bogen er baseret på en oversættelse udgivet i ca. 1650 af Robert Turner, en elev for magiske og astrologiske tekster. Turner oversatte en latinsk version som var udgivet af Agrippa ca. 50 år tidligere.

ARS NOTORIA er opdelt i tre sektioner - en generel information om forståelse, videregivelse og bevarelse af oplysningerne - en speciel del som er udformning af bønner og hvor dan de skal fremføres - og en del som også indeholder bønner, specifikt til brug for Solomon bønner og med referencer til de to andre afsnit.


Her har jeg prøvet at lave en forhåbentlig let læselig oversættelse af et par bønner.

  1. “videnskabens oplysning, den højeste grundlægger/skaber, hørende til Salomon”
  2.  “bøn til stedet”.


1. 
I Navnet på den hellige og udelte Treenighed, begyndende med det mest hellige af kundskabens kunst , åbenbaret for SOLOMON, som den Højeste Skaber ved hans hellige engel og videregivet til administration for SOLOMON på Templets Alter, så  han derved indenfor en kort tid kan få kendskab til Kunst og Videnskab, både i fri form og ved teknikker, med alle Fordomsfrie dannelser og Rekvisitter:  de skulle pludselig indfindes i ham, og han var fyldt med al visdom,  for at kunne udtale det hellige mysterier og de mest hellige ord.

Alfa og Omega! Åh Almægtige Gud, i begyndelsen af alle ting, uden begyndelse og uden ende: nådigt denne dag hører mine bønner, ej heller gør du gør mig efter mine synder, eller efter mine misgerninger, Herre min Gud, men ifølge din nåde , hvilket er større end alle ting synlige og usynlige. Forbarm dig over mig, oh Kristus, Faderens visdom, lysets Engle, Ære være den Hellige, Håbet, Fristedet og synderens støtte, Skaberen af alle ting, Forløseren af alle humane svagheder, der holder Himlen, Jorden og Havet, og alle hele verdener, i håndfladen af din hånd: jeg bede ydmygt og bønfalder, At kunne være barmhjertig sammen med Faderen, vise det med støtte af din hellige Ånd, at jeg kan være i stand til at komme og nå til fuldkommenhed af denne mest hellige kunst, og at jeg kan være i stand til at opnå viden om alle Videnskaber, Kunst og Visdom, og af alle videnskabens erindringer, intelligenser, Forståelse og intellekt, af dyder og kraft fra din mest hellige Ånd, og i dit navn. Og du, oh Gud, min Gud, som i begyndelsen skabte Himlen og Jorden, og alle ting ud af intet, reformator, og skaber alle ting ved din egen Ånd, udfylde, opfylde, gendanne og indpode en god forståelse i mig, jeg der kan lovprise dig og alle dine gerninger, i alle mine tanker, ord og gerninger. O Gud Fader, bekræft mig i dette og tilføj dette til min Bøn at øge min forståelse og hukommelse, og styrke det samme, at kende og modtage Videnskab, Hukommelse, Veltalenhed og Udholdenhed i al slags læring, der er den Levende og Regerende Verden uden ende . Amen.

 

 

Originale latinske tekst:

ARS NOTORIA

QUAM CREATOR ALTISSI-

mus Salomoni reuelauit.

In Nomine Sanctae & indiuiduae Trinitatis incipit sanctissima Ars Notoria, quam Creator Altissimus Salomoni per Angelum suum super altare Templi ministrauit, vt per eam omnes scientias liberales, mechanicas, exceptiuas & earum facultates per breue spacium temporis possit subito acquirere & habere, & in proferedo mystica verba sanctarum orationum in omni sapientia penitus fundaretur.

Alpha & Omega, Deus Omnipotens, principium omnium rerum, sine principio, finis sine fine, exaudi hodie preces meas piissimè, & neque secundùm iniquitates meas, neque secundùm peccata mea retribuas mihi, Domine Deus meus, sed secundùm misericordiam tuam que maior est rebus omnibus visibilibus & inuisibilibus. Miserere mei Sapientia Patris, Christe lux Angelorum, gloria Sanctorum, spes & portus & refugium peccatorum, cunctarum rerum conditor, & humanae fragilitatis redemptor. Qui cœlum & terram, marcque totum ac mundum pondera palmae concludis, te piissime deprecor & exoro, vt vnà cum Patre illustres animam mean radio sanctissimi Spiritus tui, quatenus in hac sacrosancta arte taliter possim proficere, vt valeam ad noticiam omnis scientiae, artis & sapientiae, memoriae, facundiae, intelligentiae, & intellectus: virtute tui sanctissimi Spiritus, & tui nominis peruenire. Et tu Deus meus, qui in principio creasti cœlum & terram, & omnia ex nihilo: qui in Spiritu tuo omnia reformas, comple, instaura, sana intellectum meum, vt glorificem te per omnia opera cognitationum mearum & verborum meorum. Deus Pater, orationem mean confirma, & intellectum meum auge & memoriam, ad suscipiendum, ad cognoscendum omnium Scripturarum scientiam, memoriam, eloquentiam & perseuerantiam, qui viuis & regnas in secula seculorum, Amen

 

 

2.
Velsign oh Herre dette sted, at der her kan være det helliges hellighed, kyskhed, ydmyghed, sejr, hellig fred, ydmyghed, godhed, lydighed af loven, til Faderen, Sønnen og Helligånden; Hør Herre, hellige Fader , Almægtige evige Gud, og send din Hellige Engel Michael, der kan beskytte, bevare, opretholde og besøge mig, boende i  dette Tabernakel, ved ham, der lever. Benedictio Loci. (der var bestemte månefaser knyttet til hvornår ritualet skulle udfføres og dette skulle respekteres)

 

Original latinsk tekst:

Benedictio loci.

Benedic Domine locum istum, vt sit in eo sancta sanctitas, castitas, mensuetudo, virtus, victoria, sanctimonia, humilitas, bonitas, plenitudo, legis obedientia Patri, Filio, & Spiritui sancto. Exaudi me Domine sancte Pater omnipotens æterne Deus, & mittere digneris sanctum Angelum tuum Michaëlem, qui me custodiat, protegat, foueat, & visitet me habitantem in hoc habitaculo, per eum qui. &c

 

 

 

 

 

 

St Johannes syv segl også kaldet Den Apokalyptiske nøgle

 

 

 

Åbenbaringen er et skrift, der oprindelig var henvendt til syv menigheder, som var forfulgt af Romerne.

Den kaldes også Apokalypsis (Iêsou Christou)

 

Seeren Johannes skrev den sidste bog i det Nye Testamente, som man kalder "Johannes

Åbenbaring". Den kaldes også Apokalypsis (Iêsou Christou.

Bogen "åbenbarer" eller fortæller om noget som er skjulte og gådefulde – begivenheder, som Gud har givet seeren at skue: Guds sejr og alle gudløse magters endeligt, den evige frelse, de menneskers lykke, som for evigt lever med Gud.

 

Fra v9 til v11 står:

 

Johannes kaldes til at skrive:

 

V9 Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld. V10  På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun V11 sige: »Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.«

 

Johannes har nok ment det som et opråb til menigheden, men hans ord er også blevet tolket som en lære om ”de sidste ting” og ”dommedag” parallelt med den nordiske mytologis ”Ragnarok”.

Ikke kun en åbenbaring men en afsløring eller nøgle for hvad der skal komme.

 

Man må dog erkender at Johannes nok i vores århundrede ikke endnu er kommet ud med sit budskab, som selvfølgelig efter min egen personlige mening ikke drejer sig om ”verdens undergang” som vi skal godtage og erkende som en erkendelse af troen på forkyndelsen.

Som en rettesnor jeg holder meget af når båden er ved at synke  ”tro på Gud, men bliv ved at ro”.

Så er det underordnet hvilken tro man tilhører.

 

Dette bringer mig videre til  Millenarianism(om erkendelse) og Messianism (tro på forkyndelsen).

 

Gennem tiderne har der været mennesker som troede så kraftigt på forudsigelserne at de var parate til at begå mord og selvmord eller give ordrer på at myrde. Grunden til det kan diskuteres, og kan enten være -  for ikke at opleve dommedag eller ikke ville afsløres som svindlere over deres manipulationer – eller så såre simpelt fordi mennesket har magten til at manipulere.

Nutidige eksempler kan være ”Movement for the Restoration of the Ten Commandments of God” fra Uganda, ”Peoples temple/James Warren Jones”(Jonestown/Guyana) , Family of Love /The Family(The Helter Skelter/Charles Milles Manson), Aum Shinri Kyo fra Japan.

 

 

 

Episema - Episēmon (græsk)

 

I det antikke grækenland havde man ikke flag, men symboler som viste hvilken by eller hvilket område man kom fra eller en serie af tegn (Episema). Det kunne være dekoreret på skibene eller skjolde og våben. Det kunne også betegnes som et Parasēmon, som f.eks. et mærke (nutidig; et badge).

Der var tre store kulturelle grupper i det antikke Grækenland var - Ionerne (Ἴωνες, Íōnes,), Dorerne (Δωριεῖς, Dōrieis) og Aeolerne (Aeolian)

Mennesker blev  grupperet ved følgende betegnelser i oldtidens Grækenland:  Genos, Phyla, Ethnos, Phatria , Polis og Politika.

På dansk:  gruppers tilhørsforhold, klan/race, hjemland/hjemstavn, by/stat og byen/statens affærer (en proces af en kollektiv beslutning).

 

I flg. Herodot (dansk), (Græsk: Ἡρόδοτος Hêródotos) fra Halikarnassos som var en klassisk græsk historieskriver (484 f.Kr. til ca. 430-420 f.Kr). er begrebet Ethnos (flertal), (græsk ethnós) betegnelsen på mennesker, race og kultur, f.eks. en etnisk gruppe, og Genos er en undergruppe.

Genos (γένος) (flertal gen (γένη), "klan") var det antikke græske ord for små slægtskabsgrupper, der identificerede sig som en enhed og nævnt ved et enkelt navn. De fleste Gener synes at have været sammensat af adelige familier (Herodotus bruger udtrykket til at betegne adelsslægter) og meget af tidlig græsk politik synes at have inddraget kampe mellem gener. Gener er bedst dokumenteret i Athen, hvor forfattere fra Herodotus til Aristoteles omtaler dem.

Tidlig moderne historikere postulerede, at Gener var opstået fra den grundlæggende organisatoriske gruppe af de Dorianske og de Ioniske Stammer, der slog sig ned i Grækenland under den græske mørke middelalder, men nyere studier er kommet til den konklusion, at Genos er opstået senere hvor visse familier gjorde krav på at være af fornem afstamning.

Med tiden - dog ikke altid - blev det også forbundet med arvelig præstelige funktioner.

Nutidigt bliver begrebet brugt som synonym for familie, slægtskab, klan, nation eller efter den latinske betegnelse "Genus", ophav, rødder, race, art og "at fødes til".

Begrebet Genos (Genos slægt) er da også en del af verdens kulturarv, krige- og fredshandlinger, og racesamhørighed og -adskillelse.

 

 

 

Symboler som vi nu til dags viser i det offentlige rum bliver ofte en fortolkning af en politisk, religiøs og  personlig mening eller et behov for at skilte med hvilken aktivitetsgruppe man tilhører. Derved bliver det ikke symboler på lige fod med Episema men mere en selvrealiseret idealisme.

I vores tid har vi dog også vores eget Episema,  flaget og byvåbnet, som kun bruges i det offentlige rum ved specielle lejligheder eller til oplysning af by- eller landegrænser. Dog er det ikke altid sikkert at vide hvor man kommer fra når man møder nye mennesker. Her vil sproget nok gøre udslaget, selvom nogle for det meste fejlfortolker via den enkelte persons meninger. Visse folkeslag eller grupper i verden har dog bibeholdt kulturen eller dannet en kultur på tværs af Phatria, men bibeholdt egen Phyla. Dog er dette ikke uden problemer, som visse folkeslag i det antikke grækenland også måtte sande.

 

 

 

 

 

Den Gordiske knude

 

repræsenterer for os mennesker ofte besværlige, irriterende, urimelige og uløselige problemer. Andre kalder dem udfordringer.

Jeg kalder det livets kryptering som ingen koder har og en metafor over visdom og metode, hvor man vælger at forstå hvilken vej man skal gå for at reagere.

 

Legenden stammer fra Alexander den Stores besøg til Gordium i sommeren år 333 og århundrede efter Kong Midas af Phrygia.

Legenden om knuden er for os mennesker kendt som Den Gordiske Knude og får Midas til at være en mere fremtrædende figur i mytologien end hans far Gordias. Samtidig får mange af os til at tænke på Alexander.

 

Den fortæller at et Oraklet i Delphi forudsagde at en fattig mand som ville komme til kongedømmet Gordium med sin oksekærre for i en hel dag være hersker over Phrygianerne.

Kongen og hans rådgivere diskuterede Oraklets forudsigelse og en bonde ved navn Midas kom til byen siddende på en kærre. Kongen så at dette måtte være tegnet fra Oraklet og udnævnte Midas til sin efterfølger og konge af Pessinus.

Han havde ingen familie og blev derfor adopteret af kong Gordias og Cybele (moder jord).

Midas havde sin kærre stående og bundet til en pæl ved templet Matar Kubileya (Kybele/Cybele) som lå i udkanten af riget. Knuden som han havde bundet var en kompleks tyrkisk knude uden synlige ender. Hundredevis af barkstykker fra en Kornel-busk var brugt til knuden. Som tiden gik blev barken hårdere og hårdere, hvilket gjorde gåden endnu sværere at løse.

Befolkningen troede på Oraklets forudsigelse som også indeholdt et nyt løfte fra Oraklet: Den som kunne løse den knude hvor kærren var fastbundet til pælen ville eje og bestemme over hele Asien.

(nogle fortællinger beskriver at Oraclets forudsigelse først opstod efter den gamle konges død og fordi han ingen avinger havde)

 

Det siges at ingen kunne løse knuden og at Gordiums indbyggere med tiden mere betragtede det som en helligdom bevogtet af præster og præstinder og en stolthed for landet som vedblev med at være et symbol for Phrygianerne

Den sidste konge af det Phrygianske emperie havde også navnet Midas, og her eksisterer helt konkrete informationer om hans kongedømme. I assyriske optegnelser betegnes han som Mitas af Mushki.

(Phrygianerne/ Frygianerne i Anatolien, et oldtidsrige)

 

Da Alexander den Store var på besøg i byen ville han selv prøve, da han mente at han måtte være den udvalgte.

Der er to udlægningen om hvordan Alexander den Store løste knuden: enten at han skar den over eller at han tog pælen ud af knuden. Under alle omstændigheder  beskriver ingen af fortællingerne at han løste den op som Oraklet ønskede. Underordnet hvilken at metoderne han brugte betød det at Oraklet Zeus sendte Alexander en nat med pludselig storm efterfølgende af lyn og torden.

Alexander kom da til at regerer over Asien og kan skulle selv have udtalt at gåden var det største slag han nogensinde havde kæmpet.

 

Fortællingen om den Gordiske knude er beskrevet i 5 græske og romerske skrifter:

Arrian – Curtius – Plutarch – Justin – Marsyas af Philippi.

 

 

 

 

 

 

 

Amuletten og Talismanen

 

Da jeg har italiensk rødder har jeg koncentreret mig mest om at skrive om den sydeuropæiske kultur hvad angår amuletten og talismanen.

Jeg har også taget så få eksempler som muligt med den intension om at I som læsere både kan se at gammel og ny overtro stadig går godt i spænd i den etablerede religionsverden.

Selv har jeg aldrig ment at der er så stor en forskel mellem religioner, mytologi, tro og overtro, men ritualer, relikvier, samfund, og kultur viser det offentlig rum at der er forskel.

I bund og grund tror jeg at vi alle til tider beder om hjælp et eller andet sted fra. Hvorfra er op til den enkelte.

Nogle gange synliggør vi det ved symboler, tegn og relikvier, hvorved det offentlig rum bliver inddraget og forhåbentlig selvreflekterer over at der ikke er noget rigtigt eller noget forkert, så længe man ikke ”forbander” eller ”skader” sig selv eller andre mennesker.

Når jeg omtaler "det onde øje" kan man nok ikke skjule det skæve smil.

Dette ord, føler man i virkeligheden og i denne nutidige verden som værende en verden så fjernt fra det moderne menneske, at fænomenet altid ender med at blive en bizar tradition eller endog et forsøg på at fremmane en overtro.

Bag dette gamle udtryk ligger der i virkeligheden tradition for en levende realitet fuld af betydning.

Hvor vidt forbandelse virker eller ej er her ikke essensen i amuletter og talismaner – men bare tanken om at gøre sig selv eller andre ondt kan have så stærk en kraft at man kan forbavses over ordsproget ”hvad du ønsker skal du få”.

 

Så pas godt på jer selv og andre – husk at ønske noget godt og positivt.

 

 

                                  

 

 

Amulet (hamalet på arabisk) er en samlet betegnelse for forskellige objekter og/eller efterladenskaber som man hænger om halsen eller på sin krop for beskyttelse mod sygdomme, forbandelse, forhekselse, misundelse eller uheld.

 

I antikken var det for det meste sten, mineraler og plantedele som prægede det overtroiske og derfor blev båret eller brugt i alle sociale lag.

 

Agaten hjalp f.eks. til veltalenhed og beskyttelse mod slangebid.

Topasen kurerede vanvid.

Koral formet som et horn kunne ophæve at få givet ”det onde øje” fra et andet menneske. Traditionen var at mændene brugte forgrenede stykker/fragmenter af koralen og kvinderne  kugleformede stykker af den når man arbejdede med jern. for ikke at miste sin kraft.

Planterne blev opbevarede i små poser eller fremvistes når det var nødvendigt for ekstra beskyttelse.

Eliotropo (Heliotrop) bar man ved Hæmoragi/Blødninger, Hestekastanie mod misundelse, Duskhiacint/Perlehyacint for at beskytte sig mod lyn. Lunaria/Judaspenge skulle været samlet ved fuldmåne og bindes til vristen, hvor de så beskyttede ejeren mod feber og lungebetændelse men også for at undgå hundebid.

 

Andre amuletter kunne den religiøse ”Agnus Dei”/”Guds lam" som beskyttede børn mod ”det onde øje” (forbandelsen).

 

 

                                                         

Eller en koral formet som et horn og skulle hjælpe børnene gennem de begyndervanskeligheder og farer som de mødte i livet.

 

Yderligere kunne det være koraludformet som en hånd der laver ”den hornede hånd” der hjalp mod ulykkesfugle ,firben med to haler , nøgler, vildsvine- eller ulvetænder, stykker af grævlingepels og hvidløg indsamlet til højtidsdagen for Johannes Døberen/san Giovanni Battista, som har givet navn til Sankt Hansdag.

 

 

Amuletter som er værd at nævne og stadig bruges og mindeværdige er bla. små sølvformede knyttede hænder og tommelfingrene pegende ind mod indersiden af håndfladen. Eller de strakte fingrer formet som horn, de små sølvklokker, korallerne, miniature produktioner af kranier, hornene fra skarabæen (brugtes også som amulet i Ægypten) og de såkaldte magneter (dvs. ”svampene” som egentlig er rudimentære sneglehuse)

 

 

 

 

I den præhistoriske periode brugte man også fragmenter fra våben eller redskaber i flint eller jern. Det kunne være en spydspids, et flintestykke, slibestykker fra økser m.m. som alle

skulle beskytte mod atmosfæriske forstyrrelser eller man brugte små grønne slebne sten af naturstenen Serpentino til beskyttelse for og som kur mod giftige slange-, myg eller edderkoppestik.

Den del af naturen som mentes at være ”abnorm”, kunne være en ærtebælg med med 9 ærter, røde majskolber, trekløveren med fire blade, trekantede valnødder, billeder af pukkelrykkede mennesker eller visse dyr samt visse planters formationer pga. plantesygdomme.

Disse ”fund” var med til at forudsige skæbnen, men andre amuletter til gode eller dårlige forudsigelser kom til senere f.eks. et stykke af det reb som er blevet brugt til at hænge en morder, mønter som var bukkede eller skadede, hesteskoen som man har fundet eller stjålet, tallet tretten, småsten med et eller flere huller i, at finde ham fra slanger eller at se dem skifte ham, svins stødtænder, krabbekløer, konkylier fra Cypaea eller Dentalium, muslingen Donax trunculus som amulet var med til at forudsige og sikre fiskernes fangst på Sardinien og sørgede for at planterødderne som voksede på Concordias marker.

 

 

 

Talisman er et oprindeligt arabisk ord som betyder ”figur”. Den har ikke samme betydning som amuletten. Den har større kraft og effekt. Derfor er den ikke kun brugt for at holde ”det ondes” indflydelse borte men også for at vedblive med at have eller erhverve den gode lykke med glæde og succes.

På den kristne side er den mest kendte ”Lumen Christi”/”Kristus lys” som stadig bruges i den katolske kirke til påskelørdag, hvor lyst symboliserer genopstandelsen.

 

 

En anden talisman kan være hesteskoen/muldyrskoen eller og her er der delte meninger om hvorvidt man hænger den op den ene eller anden vej. Nogle siger at heldet løber ud hvis åbningen er nedad. Den bringer held hvis den er fundet eller foræret.

 

 

 

      

En natur-talisman er edderkoppen.

I det gamle etruskiske og derefter romerske rige mente man at hvis en edderkop fjernedes fra ens hus betød det at bygningen faldt sammen.

I Liguria sørgede fiskerne altid for at have sæl-tænder med sig i båden, mens man i Calabria malte man et ottetal og et nital på husets dør, som var tal for maskuline atributter.

 

 

 

Tanit symboler og talismaner.

Tanit var en fønikisk månegudinde og blev tilbedt som protektor i Carthage.

 

 

 

 

Solen, Månen og magiske tal.

 

Solen er det symbol som siger os lige så meget som månen. Det er dag og nat, opstigen og nedstigen, lys og mørke og er symboler som går igen i alle trossamfund, religioner, mytologiske skikkelser og kan siges at være en fælles tro, med forskellige mytiske fortællinger, dog med det samme budskab, en guddommelig forening af begge elementer.

 

Solen er en manifestation på centret af kosmos sammen med månens symbolik af det kosmiske billede for naturens cyklus. Fødsel, vækst, død og genfødsel.

 

Solen var og er symbolet for sønnen af den højeste gud og en vision om kærlighed og liv.

Solens symbol er knyttet til Zeus i Græsk mytologi, Odin i Norden, Ahura Mazda i Iran, Varuna i Indien og Allah og Muhammed i Islam. Solen var Buddhas lys og den store ånd for Indianerne.

Kristendommen blev sat i stedet for Mithras og solen blev et genopstandelsessymbol for Josef (DGT) og Jesus (DNT) i Kristendommen. Et tegn på fader-guden.

Mithras Sol-kult (den persiske gud for lyset) henhører også under datoen 25. december, hvilket får en til at tænke på den efterfølgende religion, kristendommen, hvor det også er symbol for lysets gud, Jesus Kristus ligesom solens ”fødsel”.

 

Uanset hvad vi omgiver os af hvad angår symboler,  ville vi  ikke kunne leve på denne klode uden solen, så intet under at vi alle tilbeder den – bare med forskellige ritualer.

 

De gamle mytologiske symboler handler om livets cyklus og derfor er astrologien en af de vigtigste faktorer i vor tro.

Der blev talt, udregnet og filosoferet over vores tilstedeværelse og kosmos indvirken.

F.eks. tallet 12 for Zodiac, 12 mdr. om året, 12 timer for dag og 12 timer for nat, og når man undersøger hvor meget tallet 12 bliver brugt i forskellige religiøse sammenhæng vil man endnu mere tænke på mytologiens vigtige holdepunkt for os alle. Hvorvidt om det er de 12 riddere om ”det runde bord”, astrologi eller Jacobs 12 sønner i bibelen.

 

Ligesom tre-tallet er brugt i utallige mytologiske sammenhæng. Treenigheden i kristendommen, den tre-hoved eller trefoldige gud Hecate i Grækenland og den Keltiske Brigits kontrol over flere sfærer. Religiøse triader som Hinduernes Brahma, Visnu og Shiva – de tre brødre i græsk mytologi, Zeus, Poseidon og Hades, romersk mytologi Jupiter, Neptun og Pluto.

Andre attributter er den tre-hoved hund Cerberus i græsk mytologi, de tre store Inka guder for sol måne og storm.

Vi bruger det stadig væk ”alle gode gange tre”, ”tro, håb og kærlighed”. Opstandelsen på 3. dagen, de tre kors på Golgata og de tre gange hvor Peter benægter kendskab til Jesus i kristendommen.

For Pythagoras betød tre-tallet harmoni, for Aristoteles fuldbyrdelse fordi der var en start, midte og slutning.

 

Lige så vigtigt er tallet fire i mange forskellige mytologiske sammenhæng. Det firearmede kors, det fire kardinale punkter, fire direktioner i rummet, de 4 floder som flyder gennem livets træ i paradiset, de 4 kaster i Hinduistiske samfund, de 12 stammer i Israel der var delt op i  fire sumboler (løven, tyren, mennesket og ørnen), de fire elementer.

Jeg håber et dette lille input giver inspiration for at læse videre om eksemplerne for vores symbolverden, og reflektere over hvilke symboler du omgiver dig af.   

 

Illustration of a "zodiac man". From John of Arderne's book "Mirror of Phlebotomy & Practice of Surgery".

Author: John of Arderne

Book: Mirror of Phlebotomy & Practice of Surgery

Production: England - c.1425-1550

Glasgow University Library, MS Hunter 251 (U.4.9), (folio 47v)

 

 

                                                       

Harpist playing and singing before the god Ra Harakhte.                                                         Khensu, the god of the moon, wearing
XXI Dynasty, 1069-945 BC, Third Intermediate Period.                                                             The solar disc, symblizing the devine unity
Stela. Louvre Museum, Paris.                                                                                                         of sun and moon.

 

 

 

 

                                    

Jesus Krist og solsymbolet                                                                            5. San Vitale, Ravenna, Italien (nederst ses de 4 floder som flyder gennem livets træ)

 

 

 

 

Atzekernes måndegudinde Coyolxauhqui

 

 

 

 

 

 

 

Labyrinten 

 

på Græsk: λαβύρινθος labyrinthos

 

 

Den mest kendte labyrint er Kong Minos’ konstrueret af Daidalus på Knossos, den kretensiske labyrint.

 

Sagnet fortæller, at uhyret Minotaurus spærres inde i Labyrinten, hvor han årligt fodres med 7 piger og 7 drenge fra Athen, indtil den attiske helt Theseus rejser afsted med årets udvalgte unge mennesker for at dræbe uhyret. Theseus kommer således til Kreta, går ind i Labyrinten, dræber uhyret og finder ud igen ved hjælp af en tråd, som Minotaurus's halvsøster Ariadne har givet ham. Ariadne er forelsket i Theseus og hun forlader Kreta sammen med ham.

På hjemturen glemmer Theseus først Ariadne på øen Naxos, hvor vinguden Dionysos derpå må trøste den forladte pige. Siden glemmer Theseus at udskifte de sorte sejl med hvide

som tegn på en heldigdådig udført bedrift, hvilket han havde aftalt med sin fader, Aigeus/Ægeus. Da faderen ser skibet med de sorte sejl nærme sig Athen, kaster han sig af sorg i det hav, der siden kaldes Det Ægæiske Hav.

 

Et andet sagn om havet er sagnet om Atlantis, der kan læses i dialogen Kritias af Platon (427-347 f.Kr.). Hér beretter Platon, at ægypterne har et sagn om et lykkerige, der skulle være forsvundet i det store hav.

 

Cretan Labyrinth

 

 

En kompleks metaforisk udlægning af af labyrinten som symbol kan være:


"Hvert menneskes liv er en labyrint i centrum af egen død, og selv efter døden kan det være, at mennesket passerer gennem en endegyldig labyrint, før det hele ender. Indeni den store labyrint af et menneskes liv er mange mindre labyrinter, hver af dem tilsyneladende komplette i sig selv, og tilbagelæggende hver enkelt  - dør en del af ham selv, for ved hver labyrint han gennemgår - efterlader han også en del af sit liv, og efterlader det endeligt bag sig. Det er labyrintens paradoks, at centrum synes at bane vejen til frihed. At gå ind i labyrinten, som er livet, er at gå ind i en verden som snor, vrider og vender sig for at komme tilbage til selvet via mange omveje for at nå målet. Dette tilfører livet momenter af styrke og spænding, så vi ikke risikere at falde i søvn under de dybere stadier af vores eksistens - ikke kommer til at glide ind i inerti og besættes af overfladisk monotoni, men at holde os konstant i live for at kunne danse vore drømme i vågen tilstand - for at blive hvad vi kan – og hvem vi er - opvågnen til selvet. Når vi falder i søvn til labyrinten, som vi er ved at konstruere, mens vi er i gang med opbygningen af vores eget liv, så er vi dybt inde i inertiens fænomen og vil blive viklet ind i den, eller blive bange for at blive dræbt af den brølende tyre-Minotaur, som lurer i labyrintens hjerte. At danse din vågne drøm er at tage denne ”tyre mand” ved hornene. ...

der er så mange måder at danse sin drøm i vågen tilstand, som der er mennesker på jorden, hver med en personlig Minotaurus som bor indeni det enkelte liv og sammensætning som gennem tiden bliver konstrueret, oprullet og åbenbaret "

 

 

 

 

 

En film uden kommentarer, hvor flere billeder,nogle gange supplerende,til tider modstridende, viser seeren gennem de forskellige stadier af en labyrint.Tonen i filmen bevæger sig fra stor glæde til smertelig sorg; fra skærende enkelhed til ceremonielle udtryk. Det er livet, som det leves af mennesker i verden,hver enkelt,som filmen antyder,i en personlig labyrint.
"In the Labyrinth" blev første gang udgivet som en multi-screen præsentation for AfdelingIII i Labyrinth Expo 67. Disse separate billeder blev integreret i en enkelt streng af filmen ved hjælp af en "five-on-one" filmisk teknik.

 

 

 

 

 

Triskelen

 

Triskelen er spiralen med tre arme som udgår fra et centralt punkt drejende mod urets retning.

Den er et symbol for enhver samling af treenighed, der kan findes i Keltisk litteratur.

Typisk er den dog et symbol for land, hav og himmel, som tilsammen ligger til grund for den keltiske kosmologi.

 

I den yngre stenalder var det ofte at man indgraverede mønstre i stenene, hvor der brugtes spiraler.

Da dette var på et pre-keltisk tidspunkit er man ikke helt klar over hvad spiralen betød for menneskene på denne tid, dog kan det være muligt at det havde noget at gøre med med årstiderne, dag og nat, liv og død.

Andre teorier går ud på at spiralerne i den yngre stenalder var relateret til astronomi, f.eks. stjerner der roterer ”mod uret” omkring Polaris.

 

                       

 

 

Den Keltiske knude

 

       

 

 

også kaldet ”den mystiske knude” eller ”den endeløse knude”

En esotorisk og åndelig betydning for uendeligheden – den tidløse naturs ånd – fødsel og genfødsel.

 

Knuden er også en lykkeknude for den som får den indvævet i stoffen, smykker sig med den osv., og de bedste ønsker for livet og fremtiden. Derfor var den også ofte indgravet på våbnene når man gik i krig.

 

Langt fra norden bruges et lignende symbol Mpatapo som står for fred og forsoning. Det er af vestafrikas ældste folk som har dette Adrinkha symbol.

 

   Se længere nede på siden under AKAN.

 

 

Bibelske og kristne symboler

 

Ordet Bibel er afledt af det græske Biblia, som betyder bøger. Bibelens skrifter strækker sig over et tidsrum på 1400 år (1300 f.kr. til 100 e.kr.) Det Nye Testamente med 27 skrifter blev i årene 50 til ca. 100 og fortæller om kristendommens oprindelse.

I 1947 fandt man i en hule nær Dødehavet nye håndskrifter, der repræsenterer det mest opsigtsvækkende fund i nyere tid.

I flg. Bibelen var det Gud som skabte alt levende på jorden, og de to første mennesker var Adam g Eva.

 

Alfa og Omega

Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, den første og den sidste.

 

A og O er første og sidste bogstav i det græske alfabet.

I flg. Bibelen, Johannes Åbenbaring 1,8 og 21,6 er vi med disse to bogstaver kommet langt ud over det blotte lydtegn. Alfa og Omega er blevet grænseoverskridende symboler. De viser hen til noget liggende bag dem som en realitet, men alligevel noget vi har svært ved at forholde os til i en betinget form.

 

Duen og Regnbuen

 

En due, som ses med en olivengren er det bibelske symbol for fred.

”Fredsduen” bruges nu til dags i mange sammenhæng, dog er symbolet for os mennesker stadig Fred. Ligeledes symboliserer vi ofte regnbuen som at uvejret er forbi, hvilket selvfølgelig relaterer til metrologiske elementer, men også er et symbol i Bibelen for Guds tegn til Noah om at syndfloden var fordi.

 

 

 

 

Den sørgmodige Kristus/Eftertænksomme Kristus

  Lithausk træskærearbejde

 


Den Eftertænksomme Kristus eller "Kristus i nød", er et emne i kristen ikonografi som forestiller Jesus der sidder med hovedet støttet på den ene hånd og med en krone af torne og mærker efter piskeslag. Det er derfor et billede af Jesus kort før hans korsfæstelse, men også et andagtsbilleder eller hengivent billede som er beregnet til at vise et helt konkret tidspunkt i fortællingen " Kristi Passion".

Den Eftertænksomme Kristus er meget mere almindelig i skulpturer end i malerier, hvor lignende billeder af "den elendige" /"lidelsesbilledet" oftere er afbildet som Jesus vist med sår efter korsfæstelsen.

Lignende billeder af det eftertænsomme menneske er kendt fra neolitiske skulpturer i Europa, som kan dateres flere tusinde år før Kristus. De første kendte afbildninger af den Eftertænksomme Kristus opstår i nordtyske skulpturer fra sidste halvdel af det 14. århundrede, hvor Jesus sidder tankefyldt medens soldaterne arbejder på opsættelsen af korset. Før dette havde afbilleder også været anvendt i forbindelse med Jobs bog og nød og prøvelse ( i henhold til en typologi af tidligere figurer af Kristus). Kunsthistorikere forbinde dette udseende med "Devotio Moderna" (latin for "moderne Andagt"), som understregede den menneskelige karakter af Jesus, en model for de troende til at følge. Dette billede blev især populært i Schlesien og Pommern, og i Polen og Litauen hvor det blev stærkt forankret i den folkelige kunst af træudskæringer udfærdiget af dievdirbiai (litauiske træskærer).

Et beslægtet billede, "Herrgottsruh"/"Herrens ro", hvor Kristus hoved ikke hviler på hånden, men Kristus sidder ofte med hænderne samlet i skødet. Dette viste sig også i italienske maleri i slutningen af det 14. århundrede, og snart udbredte denne afbildning sig til udfærdigelse af skulpturer i det sydlige Tyskland og Østrig.

 

Ifølge Zemaitic (Zemaiciai) fortælles i dialekten Samogitia (native Žemaičių) legenden som en repræsentation af Kristus der vendte tilbage til Jorden efter hans opstandelse og græd over den elendighed som menneskeheden besad.

Efter legende rejste Jesus over hele verden iført sin krone af torne og under hans rejser satte han sig undertiden på en sten i nærheden af en vej og græd.

 

 

Koptisk kors

 

Paulus fandt mange etablerede kristne menigheder i Lilleasien og Egypten, hvor den koptiske kirke er en af de ældste kristne kirker i verden.

 

Der findes dog ikke dokumentation for kirkernes oprindelse, men det gør der for Peters og Paulus kirke, som blev den Romersk-katolske kirke.

Sikkert er dog at der har været et sæt trosregler eller en enkelt trosretning for alle kristne menigheder.

Paulus var fra Tarsus, og var den første til at prædike om Kristus for både ikke-jøder og jøder.

Korsfæstelsen på Golgata, hvor man naglede Jesus til korset regnedes dengang for vanærende, dog blev korset også anset for det sejrrige symbol på den dengang unge tro og korsfæstelsesscenen.

 

Symbol og virkelighed blev derefter en samlet opfattelse. 

 

Sussita, Galilæa indgraveret i sten, Temple of Philae, Cairo                                   Coptisk kors fra Etiopia     

 

 

 

 

 

 

Korset, cirklen og Rosen

 

 

 

 

 

kors, en cirkel og en rose er alt, hvad der er nødvendigt for at forklare det hele i de Okultes verden. Der er hemmelige loger og foreninger der dyrker symbolet som for mange er blevet fascinerende.Der er ikke rigtig nogle forklaringer på hvorfor det oprindeligt er sammensat som det er, men i tidernes morgen må der være nogen som har fået en god ide.

Man skal kunne forstå betydningen af billederne (også mennesket, ørnen, løven og tyren) samt tegnende, men hvis man tolker hvert enkelt billede mangler det ligesom en homogen retning, som stadig ikke giver svar på alle spørgsmål om værdien af symbolet.

(Læs mere omrosen under afsnittet "Planter og urter")

 

 

 

 

 

 

Hellig Geometri (Sacred Geometry) og Phi

 

 

 

Geometri er et græsk ord, der betyder jordens foranstaltning.


De gamle kulturer brugte lang tid på at studere naturen for at finde svar på naturens geometriske mønstre. Deres udsagn har givet os kimen til erkendelsen af universet og sat gang i tankerne om "Skaberen over al eksistens" . Denne erkendelse førte til indarbejdelse af naturlig geometri i arkitektur,  design og udarbejdelse og frembringelse af hellige steder.

Traditionelle civilisationer betragter også arkitektur som en hellig måde, hvorpå man manifesterer himmelrummet.
Persisk arkitektur udnyttede proportionerne i arkitektur meget omfattende og ved hjælp af hellig geometri opmålte de dele af himmelrummet og afspejlede dem i deres arkitektoniske bygninger på jorden.

Andre gamle kulturer kelterne (Druiderne), egypterne, Knights Templar og  Mayan, Hopi osv. var meget opmærksomme på disse geometriske figurer og deres numeriske betydning. De anerkendte det som en guddommelige visdom de havde fået gennem tydningen af hver eneste figur og byggede deres hellige steder og monumenter for gudsdyrkelse udfra denne viden i harmonisk overensstemmelse med hellig geometri.

Når man kigger på den helt store mængde af oplysninger, der er indsamlet på den omfattende række af former, hvori naturen beskæftiger sig med Phi, er det indlysende, at der ikke er andre specifikke tal, der vender tilbage gennem  livet på Jorden med en sådan regelmæssighed. Hvis vi skulle forsøge at behandle alle de tilfælde af Phi i Naturen som vi finder, ville man blive tvunget til at afsætte uanede mængder af hjemmesider og bøger om emnet.

Geometri i naturen er netop en videnskaben om hellig geometri.
Disse særlige forhold kan findes i udformningen af livet i naturen.

I naturen finder vi mønstre og strukturer fra de mindste partikler, til udtryk og symboler i livet som kan ses gennem vore øjne og som breder sig ud i kosmos. Geometriske arketyper, som for os giver mening og karakter af enhver form og genklang. De er også symboler for det underliggende metafysiske princip om det uadskillelige forhold mellem del til helhed.

Det er grundtanken om at enhed er noget underliggende og som fremvises i alle former gennem et utal af mangfoldighed. Dette princip kan kaldes forbunden uadskillelig og en bevægelse som giver os en kontinuerlig påmindelse om vores forhold til helheden. En plan for sindet der skal minde os om det  hellige grundlag for alt der er skabt på jorden.


Naturens mønstre giver os og alt levende mulighed for at fungere på bedst mulig måde. Gennem brug af gode proportioner, repræsenterer naturens former styrke, skønhed og komplekse mønstre for bedre  integration - alt i alt med en mening der knytter del med helhed. Studiet af disse harmonier og proportionale mønstre kan forvandle vores syn på verden, fordi de giver os mulighed for at se og forholde sig til verden på en dybere og mere bestemt måde. Gennem studiet af proportioner og harmoni kan vi se, at verden ikke er en samling af "ting", men et mønster af dynamiske relationer.

Fra og med hvad der kan være den enkleste og mest perfekte form, kuglen som må repræsentere det ultimative symbol for enhed, fuldkommenhed og integritet udgår der fra denne og dens punkter på overfladen former af lige så stor betydninger. Celler, frø, planeter og kugleformede stjernesystemer  - alle ekko ad det sfæriske eksempel for den samlede integration og vores accept  af makrokosmos og mikrokosmos.

 

Kig også på billedsamlingen under Sansebilleder.

 

Vesica pisces (fiskeblæren eller den symmetriske fotolinse)

 

To cirkler af samme størrelse som delvist overlapper hinanden så hver cirkel eksakt rammer centrum af den anden.

Der er en helt bestemt geometrisk udregning for figuren for at det kan være et ægte symbol.

Pythagoras var selv meget optaget af symbolet – foruden udregningen selvfølgelig.

 

 

 

Mange keltiske haver havde også symbolet Vesica pisces ved hellige kildebrønde. Midten kaldes Vesica. (selve formen uden cirkler kaldes Vulvic)

Det er ikke kun i haver, at de findes men også som symboler ved hellige stier.

 

 

 

Glastonbury, The Chalice Well, England

 

Hvis man strækker de to cirkler væk fra hinanden får man symbolet for fisken, som er et af kristendommens symboler fra romertiden. Dog var fisken oprindeligt et græsk symbol ”Ichthys” eller ”Ichtus”.

Vulvic former (ref. Vulva som er betegnelsen på de kvindelige kønsorganer) som igen er det midterste hvor de to cirkler overlapper var også helligt for kelterne.

I Glastonbury, The Chalice Well, England findes to træer som er vokset sammen, så de giver en Vulvic form og sådanne symboler var altid gudinders helligdomme. I the Chalice Well garden, mener man at det er her at gudindernes kildespring er.

 

 

Der har og er stadig mange spekulationer og teorier om Vesica pisces. I nogle sammenhæng mente man at Vulvic har symbol for Venus og i kristendommen at det var symbol for Jesus som spæd hvor det også blev kaldt mandorla (mandel) pga. mandelformen som skulle repræsentere Marias livmoder.  Altså er overgang for Jesus mellem de to verdener. Andre igen mener at den geometriske udregning på tallet 153 skulle referere til Johannes evangeliet 21.11., hvor Jesus udførte et mirakel.

 

10Jesus sagde: »Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.« 11Da gik Simon Peter op i båden og trak nettet i land. Der var 153 store fisk i nettet; og det var ikke engang gået i stykker. 12»Kom nu og få noget at spise,« sagde Jesus. Ingen vovede at spørge, hvem han var; men alle vidste, at det var Herren. 13Derefter gik Jesus rundt og delte brød og fisk ud til dem. 14Dette var tredje gang, Jesus viste sig for dem, efter at han var opstået fra de døde.

Der er i hvert fald mange skjulte symboler i de kristne kirker på Vulvic-formerne.

 

Tilbage til Vesica pisces. Som sagt er der delte meninger om symbolet, så her er et udpluk:

 

  • Mødet mellem en gud og en gudinde
  • Et symbol for Jesus
  • En kvindelig gudindes vagina
  • Startmotiv for livets blomst (Genesis mønster)
  • Symbol for livets træ
  • En geometrisk figur til hjælp for udregning af kvadratroden og symbol for harmonisk geometriske proportioner.

 

 

 

 

 

 

 

Livets træ Ha Qabala

“And the LORD God planted a garden eastward in Eden; and there he put the man whom he had formed.  And out of the ground made the LORD God to grow every tree that is pleasant to the sight, and good for food; the tree of life also in the midst of the garden, and the tree of knowledge of good and evil.                -- Genesis 2:8-9

 

 

 

The Seed of Life, aka The Genesis Pattern,

aka Metatron's Hea

 

Each of the 7 rings, seen in the figure above, is representative of a sphere. The generated (outer) spheres are a perfect replica of the sphere in the exact center, the heart (First Creation, aka Metatron's Sphere). In The Genesis Pattern, we can see the 7 day story of creation.

 

 

 

 

 

 

 

Churinga

 

Australierne troede eller tror at Churinga – en ting hugget i træ eller sten – indeholder sjælene af stammens forfædre. Både menneskene og dyrenes sjæle

 

 

De afrundede magiske sten eller træstykker indeholdt forfædrenes ånder, og aboriginals tror at alle mennesker, dyr og planter nedstammer fra disse forfædre.

Når der blev født et barn betød dette en genfødsel af disse forfædreånder. Derfor havde man altid to former for slægtninge, selvom det oftest var de samme.

Slægtninge gennem blodets bånd og dem man var beslægtede med gennem sin udvalgte forældreånd.

 

 

 

Walbiri Churinga

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Magiske farver

 

Hvad er magi?

Magi kan være alt ”mellem himmel og jord”, så at sige. Magi for mange af os er en blanding mellem ritualer og tro.

Vi kan bære amuletter til beskyttelse, hænge hestesko op til held og lykke, banke tre gange under bordet og røre ved træ, smide salt over skulderen, bringe brød og salt til et nyt hjem for at det aldrig skal mangle mad, udføre rituelle danse for at tilkalde os gudernes opmærksomhed, blive døbt eller begravet i kristen tro, tage på pilgrimsrejser, undlade at slå en paraply op indendørs for det betyder ulykke, blive forskrækket når vi ser en sort kat krydse vores vej, undlade at gå under en stige, opleve naturens undere, tyde drømme eller forudse hændelser og meget, meget mere….

 

Men magi kan også være farver. Farvers indvirkning på vores humør kan skifte ligesom årstiderne, og an være kulturbestemte. Dette afsnit vil mest beskæftige sig med europæisk kultur, så venligst se bort fra modsætninger i farvetolkningen i forbindelse med enkelte andre kulturer.

 

Dog kan jeg ikke undgå at give et enkelt eksempel fra AKAN´s kosmologi (se mere om AKAN symboler længere nede på siden):

 

Andre fortolkninger:

 

For at starte med farven Hvid må denne farve være det absolutte symbol på livet. Et symbol for renhed, sandhed, uskyldighed og hellighed

 

Sort derimod symboliserer negative kræfter og ulykkelige begivenheder, død, fortvivlelse, sorg og ondskab. (I Ægypten er sort dog symbol for jord og moderlighed).

 

Grøn er en positiv farve, som relaterer til plantelivet og forår (fornyelse), ungdom og håb.

 

Gul er en farve der svinger meget mellem positive og negative følelser, alt efter hvor stærk den gule farve er. Den varme gule farve får os til at tænke på solen (I Kina kongelighed), men den gule farve som jøderne var tvungne til at bære under Nazismens eller symbol for sygdommen gulsot får nogle til at føle negativitet overfor farven. (Buddhisterne har gul som den højeste værdi)

 

Rød er fyldt med energi og symboliserer kraft, revolution, impulsivitet, aggressivitet, passion, kærlighed, vitalitet, styrke og ungdom.

 

Rødviolet blev i ældre tid båret af ypperstepræster eller militærledere og symboliserer adelighed og standsmæssighed.

 

Blå er uendelighedens farve. Symbol for sandhed, hengivenhed, troskab, fred, spiritualitet og et intelligent liv.

 

Violet er knyttet til mådehold, spiritualitet eller overgangen ”aktiv-passiv”, ”mand-kvinde”, ”liv-død”.

 

En farve som ofte bliver brugt for solsystemet er Guld. Metallets farve repræsenterer hæder og ære, kongelighed og ikke mindst guddommelighed.

 

Prøv at lægge mærke til hvordan farverne har indflydelse på os, hvad vi oplever, ser på og hvordan vi vælger farver udfra humør og temperament.

 

Farvernes skift i naturen med årstiderne har også indflydelse på vores sind og bevirker at nogle af os tager farver ind i hjemmet, hvis resten af naturen ser ”grå ud”, og når alt blomstrer udenfor får vi mere lyst til at være en del af naturen og bevæger os udenfor.

Så alt i alt er det hele meget logisk set ud fra vores eget sind og naturs indretning.

 

 

 

 

 

 

 

De tre sjæle i AKAN religionen – Rød, hvid og sort

 

De tre hellige og primære farver som bruges til at beskrive Akan kosmologien er rød, hvis og sort.

Den røde sjæl er den kvindelige matriakale linje og er symbol for fare, jord og blod.

Den hvide sjæl er den patrikale linie og er symbol for moral, sæd, vand, huler og knogler.

Den sorte sjæl  er det enkelte individ og universet og symboliserer åndedrag, skæbne, tid, luft, vind og forandringer.

 

 

 

AKAN

 

 

 

 

Akan´s kunst og brugskunst er for det meste dekoreret med ældgamle symbolske tegn som vidner på  en stærk historisk og kulturel tradition  - så stærk at den lever videre gennem generationers fastholdelse og videregivelse af mytiske og historiske fortællinger hvor børnene gennem generationer lærer de kulturelle og symbolske tegns værdier.

Akan er den størst etniske gruppe i Ghana og Akan er også betegnelsen for sproget som tilhører Congo-Nigerias sproggruppe som breder sig helt fra det østlige Ghana ud til Elfenbenskysten hvor den tales langs Voltas breder. Akan refererer også til sprogdialekterne Fanti, Twi eller Brong.

Ashanti/Asanti gruppen som igennem århundrede har boet i Ghanas skovrige område er Twi-Akan indbyggere og har en som mange andre med Akan kultur en matriakal linie. Efterkommere bliver optegnet gennem moderens generationer i stedet for gennem den patriakale linie.

Der er tegn på at sproget kendes helt tilbage til ca. år 500 efter vor tidsregning og i det 11. århundrede begyndte Akan kulturen at udbrede dig voldsomt rundt omkring i de forskellige bosættelser som var involveret i det efterhånden bredere handelssamfund til omverdenen, hvilket i det 16. århundrede kom til at strække sig til hele det afrikanske kontinet.

Efterkommere af de oprindelige Akan lever stadig i Vestafrika hvor de bibeholder evnen og viljen til at viderefortælle deres forfædres historier, symbolværdier og tradition.

Det religiøse omkring Ashanti er centreret omkring nyame, den øverste skaber og alle ”hans børn” abosom, som skulle være fordelt blandt naturens kræfter, hvilket bevirker at befolkningen er dybt forbundet med deres Gud og naturen.

Adinkra symboler – som de kaldes – er kunstnerige symboler for Akan traditioner, som videregiver symbolverdenen på brugskunst, kunsthåndværk og tekstiler der stadig produceres efter gammel tradition i Vestafrika.

Ofte kan man sige at de producerede tekstitiler er metaforer over Akan kulturen med deres kodede symboler og aforismer, som f.eks. kan vise visdom, uddannelse, rigdom, historie, familieforhold og ikke mindst moral, attitude og opførsel vise en hel historie. Påklædning som gennem historier fremviser den enkeltes Akan families sociale og politiske status.

Nogle Adinkra symboler som ikke var kendt tidligere og ikke har noget med den oprindelige bevarede kultur og religion er senere kommet til efter mødet med europæerne. F.eks ser man nu tryk på tekstiler som forestiller en pistol (symbolet for en historisk og nutidig kamp), der ofte bruges ved militærer begravelser eller militærpolitiske ceremonier.

 

 

ADINKRAHENE

Det højeste Adinkra symbol.

Symbol for storhed, karisma og godt lederskab.

 

 

 

ADWERA – vaskebørste

Symboliserer renhed, hellighed, renhed, ophøjelse og held.

”Adwera nsuo, wo ne nkwansuo, nsu korogyenn a wohuru nso wonhysom let oversat betyder ”livets vand, du er det rene kogene krystalklare vand som koger men ikke brænder”.

 

 

ADWO – fred

Symbolet for fred, ro, spirituel harmony og fortsættelse.

Det siges ”at når en konge har gode rådgivere så vil hans kongedømme være fredfuldt”

 

 

AKOKO NAN – hønsefødder

Symbol for forældredisciplin, beskyttelse, forældreomsorg og følsomhed.

Ordsproget ” Akoko nan tia ne ba so a, enku no.” betyder let oversat ”Når hønen træder på sine kyllinger har hun ikke til hensigt at dræbe dem”.

 

 

 

MPATAPO - knude for fredsskabelse og forsoning  

Symbol for forsoning, fredsskabelse og fredeliggørelse.

Mpatapo repræsenterer det ansvar som binder parterne til at udrede en tvist på en fredelig og harmonisk måde som skal ende i forsoning.

 

 

 

 

OSRAM – månen

Symbol som betyder tålmod.

Der hører et ordsprog til som siger ”at det tager månen et stykke tid at nå rundt om jorden” – ensbetydende med at ”man behøver at udvise tålmodighed for at afvente det specielle”.

 

 

OSRAM NE NSOROMA  – månen og stjernen

Symboler der repræsenterer kærlighed, harmoni, troskab og den feminine del af livet.

Symbolikken repræsenterer nordstjerner (kvinden) som venter på at hendes partner (manden) månen kommer hjem.

 

 

 

 

 

Yang og Yin

 

 

Verdensordenen, Tao´s grundkræfter vises som sammenslynget i en cirkel, der symboliserer det absolutte. Det røde Yang, som det aktive og mandlige element og sorte Yin det passive og kvindelige. De repræsenterer hver især himmel og jord.

Ofte ses symbolet i dag ikke kun i de oprindelige farver, men kun i sort og hvid.

 

I Kinesisk tænkning indtager mennesket ikke helt den ophøjede stilling, som filosofien i vesten ses som bæreren af den naturlige orden og skabelsens egentlige mål.

For kineserne er mennesket kun en del af den verden som den står i, og de stræber efter at finde en sjælelig tilfredshed i harmoni med universet.

 

 

 

Tao

Forestillingen om Tao er selve kernen i

Kinesisk filosofi.

Ordret betyder det en vej, en gade, en bane, en

Kanal og kan tolkes som ”den rette vej” eller

”den universelle lov”.

 

Fra tidernes begyndelse, da Tai-ji (kosmos) begyndte at spalte sig i de to elementer Yang og Yin var Tao den synlige og usynlige verden. Derfor er filosofien at selv himlen virker gennem Tao og guderne handler altid i overensstemmelse med ”vejen”. Tao er her universets alt ordnede principper, og hvis alle levede i overensstemmelse med Tao, enkelt og og naturligt og fri for bl.a. ærgerrighed og fjendskab, så ville broderkærligheden beherske verden.

 

Tao-teh-ching skriver i kap. 34 om Det Store Tao:

”Det store Tao flyder overalt; det kan som en oversvømmelse gå til højre eller venstre. Myriaderne af ting får deres liv fra det, og det nægter dem det ikke. Når Taos værk er fuldbyrdet tager det det ikke i besiddelse….det er alle tings hjem, men gør dog ikke krav derpå, og derfor kan det kaldes stort. Fordi det lige til det sidste ikke gør krav på storhed, har det opnået storhed.”